Om uddannelsen

Tekstilformidleruddannelsens officielle navn er professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling. Uddannelsen er for dig, som har ambitioner inden for tekstilfaget, og som har lyst til at formidle din viden om det, du brænder for. På uddannelsen har vi fokus på bæredygtighed og dyrker det gode håndværk, de geniale ideer og de skæve indfald inden for bl.a. tekstiltryk, beklædning og broderi.

Uddannelsen er den eneste af sin slags i København. Vi er en del af UCC på Campus Carlsberg, hvor vi bor sammen med bl.a. læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og uddannelsen til tegnsprogstolk.

Bofællesskabet med de andre uddannelser giver et spændende studiemiljø med arrangementer og studiecafe for mange typer studerende. Samtidig har vi et nært miljø på tekstilformidleruddannelsen, hvor vi er nok studerende til at inspirere hinanden, men ikke flere end der er tid og plads nok til den enkelte.

Vores veludstyrede værksteder er lavet specielt til os og er til rådighed for dig og dine medstuderende ud over undervisningstid. Her kan I både forberede jer til den daglige undervisning og skabe spændende værker til nogle af de arrangementer, udstillinger og opvisninger, vi løbende deltager i.

Studerende med kunstposer

Studerende designer kunstposer

To tredjeårs studerende på tekstilformidleruddannelsen har designet en kollektion af fire forskellige bæredygtige net med et moderne grafisk udtryk. Kunstposerne blev lavet i forbindelse med, at 10 tidligere uddannelsessteder flyttede sammen på Campus Carlsberg 1. september.