Kursus i tunesisk hækling - at arbejde med en gammel teknik

Boligtekstiler udført i tunesisk hækling med geometriske figurer er oppe i tiden. Har du lyst til at lære grundprincipperne i tunesisk hækling, eller som det også hedder på dansk: hakning, så er dette kursus noget for dig.

Med tunesisk hækling opnås en fast struktur, der minder meget om vævning eller strikning. Tunesisk hækling er ideelt til boligtekstiler, bl.a. puder. Det er en teknik, der er kommet i fokus igen efter at have  været ”glemt” i mange år. 

Formålet med kurset er, at du stifter bekendtskab med de mest basale teknikker som ret- og vrangmasker, at hækle frem og tilbage samt kombinationer med disse. Desuden arbejder vi med at hækle rundt, flerfarveteknik og smock m.m. 

Medbring: Til prøverne medbringes en tunesisk hæklenål og uldgarn, der passer til. Du skal vælge en tunesisk hæklenål, der er et nummer større end det nummer, der står på garnbandarolen. Underviser medbringer selv nogle tunesiske hæklenåle i str. 4, 5 og 6, der kan købes.
Derudover er du velkommen til at tage yderligere garn med til et projekt, som du gerne vil starte på den sidste gang, så kan vi nå at tale om opskrift og fremgangsmåde. Og du kan nå at starte på projektet. Husk hakkenål, der passer til det garn, du vil anvende.

Underviser Jette Braun
Jette er uddannet tekstilformidler på UCC Håndarbejdets Fremme 2016 og cand. pæd. i materiel kulturdidaktik på Aarhus Universitet, Campus Emdrup, 2018. Hun har desuden afsluttet Foras broderiuddannelse 2018 og har deltaget i et utal af kreative kurser. Jette har i mange år været fascineret af de gamle teknikker og deres muligheder. Ud over tunesisk hækling underviser hun blandt andet også i hækling, strik, broderi, tryk og patchwork. Hun har desuden firmaet by Braun, hvor hun sælger håndfarvet silke broderigarn, grafiske korsstingsbroderikit samt diverse tilbehør.

Om kurset
Tid: Mandage kl. 16.30-19.00
Datoer: 9/9, 16/9, 23/9 og 30/9 2019
Antal lektioner: 12 lektioner / 4 gange
Pris:  795 kr. Desuden må du regne med en mindre udgift til materialer og kopier.
Målgruppe: Begynder.
Bemærk: Max 10-12 deltagere på holdet.
Tilmeldingsfrist:  26. august 2019
Kursus nr.: 1930

Tilmelding

Kontakt
Birgitte Kirstein Hansen | tekstilformidler@kp.dk

Oplys venligst
Kursusnummer
Navn og adresse
Telefon
E-mailadresse