Mandlige tekstilformidlerstuderende: ”Det er da blæret at kunne designe og sy det fedeste tøj”

Frey Wilkinson og H. Fernandez Hernandez er på vej mod en karriere som designer af henholdsvis herre- og dametøj. På tekstilformidleruddannelsen på Campus Carlsberg lærer man blandt andet at tilskære, konstruere og sy i hånden – og hvorfor skulle det især være for piger?

Fem ud af 135 studerende på Tekstilformidleruddannelsen på Campus Carlsberg er mænd, og det er flere end nogensinde før. At Frey og Fernandez har valgt netop dén uddannelse, skyldes en glødende og nærmest nørdet interesse i at skabe velsiddende, smukt tøj af høj kvalitet. 

”Jeg er simpelthen bare vild med ordentligt tøj. Sådan noget, der sidder perfekt og har flotte og gennemarbejdede detaljer. Jeg har flere år arbejdet i tøjforretninger og fik på et tidspunkt stor lyst til selv at lære håndværket. Derfor læser jeg her,” siger Frey.

Han er 32 år, studerer på 3. år og brænder især for design af herretøj, som han beskriver som ”moderne, lækkert, stilet og casual – og med særlige detaljer”. 

”Og så skal det kunne holde i mange år og være produceret på en måde, der tager hensyn til miljøet. Alle tøjdesignere i dag bliver nødt til at forholde sig til bæredygtighed,” tilføjer Frey. 

Ville gerne lære mere

Fra Fernandez’ hånd kommer især dametøj – og ikke af den praktiske slags, men snarere kreationer til festbrug. 

”Jeg er vild med det smukke, elegante og ofte storladne, når jeg laver tøj til kvinder. Jeg har altid været interesseret i tøj og har faktisk tidligere gennemført en uddannelse inden for beklædning. Jeg ville gerne lære mere og blive dygtigere til håndværket, især til at konstruere og sy,” siger den 28-årige tekstilformidler-studerende. 

De mener begge, at timerne ved tegne- og sybordet, hvor et stykke tøj tager form fra en idé til den sidste finish, er det bedste ved tekstilformidleruddannelsen. 

”Jeg kunne konstruere og sy hele dagen, hvis jeg fik lov. Det er totalt luksus at bruge en stor del af dagen på noget, der interesserer en så meget,” siger Frey.

Målet er at blive selvstændig designer

”Det er også godt, at vi har teori og kommer rundt om mange forskellige ting, fx hvordan man producerer tøj fra start til slut. Når man har kendskab til den samlede produktion, bliver man dygtigere, fordi man kan samarbejde med alle aktører i processen. Vi lærer også om, hvordan man etablerer sig som selvstændig tøjdesigner. Det er helt sikkert mit mål,” siger Frey.

”Praktikken er også vigtig. Jeg har været i praktik hos modeskaberen Juan Hernandez Daels i Buenos Aires. Det var superspændende. Ret stressende, men spændende,” siger Fernandez, der også brænder mest for den kreative proces – og som også stiler efter at blive tøjdesigner i eget navn. 

”På uddannelsen kan vi vælge enten beklædningsdesign, som vi begge har valgt, eller formidling, der kvalificerer en til at undervise eller arbejde fx på museer,” fortæller Fernandez. 

”Formidling er faktisk også spændende. Men jeg er mest vild med tøjdesign,” tilføjer Frey. 

Nogle synes, det er lidt … piget

Men hvad siger folk til, at man som mand vælger at tage en uddannelse, hvor kvinderne er klart i overtal?  

”Tøjdesign – er det ikke for piger? Den slags hører jeg tit, når jeg møder nogle, jeg fx har gået i skole med. Men det er da blæret selv at kunne designe og sy det fedeste tøj. Og det tror jeg faktisk også, at folk synes, når de lige får tænkt sig om. Men det er ikke noget, jeg går op i – altså hvad folk tænker,” siger Fernandez med et smil.

”Der er nok nogle, der synes, det er lidt … piget. Men jeg har altså gjort mærkeligere ting end at læse på en uddannelse, som folk synes, mest er for piger,” griner Frey og tilføjer:

”Desuden går vi jo ikke i 7. klasse. Vi er voksne mennesker, der godt kan snakke sammen. Men derudover kan jeg da kun opfordre andre fyre til at overveje at gå denne her vej. Man skal ikke være så konform, men gå efter det, der interesserer en,” siger Frey.

Ja tak til flere mænd på uddannelsen

Birgitte Kirstein er leder af Tekstilformidleruddannelsen på UCC:

”Vi vil meget gerne have mandlige studerende. De har generelt en anden tilgang end pigerne, som er spændende og udfordrende for alle på uddannelsen. Vores mandlige studerende er superdygtige og meget målrettede. Og de laver noget lidt andet tøj end vores studerende generelt laver, fx skater-inspireret herretøj, og de er typisk også meget optagede af det gode håndværk,” siger hun.

Birgitte Kirstein fortæller, at alle ansøgere til Tekstilformidleruddannelsen kommer til optagelsessamtale, hvor de bl.a. skal vise noget tekstil-arbejde frem, de selv har lavet.

”Så man kommer ikke ind på studiet, bare fordi man er mand. Man skal også have talent og leve op til de krav, vi stiller på uddannelsen. Vi stiller samme krav til alle studerende – og vi vil meget gerne have endnu flere mandlige ansøgere fremover,” siger hun.

Fernandez