Fordomsstafetten - Sygeplejerske

”Sygeplejerskestuderende er kontrolfikserede, lyshårede bimbos, der drikker mange øl”

Sygeplejerskestuderende Sascha Norsbo er den første til at sende UCC’s fordomsstafet afsted. Derfor svarer hun på en fordom, hun ofte selv hører fra andre studerende: At sygeplejestudiet er ’fyldt med kontrolfikserede, lyshårede bimbos, der drikker mange øl’.

Og ja, jeg er selv prototypen på den fordom. Jeg er jo ikke ligefrem en bimbo, men jeg har langt, lyst hår. Og man kan godt sige, vi er kontrolfikserede – i hvert fald sammenlignet med de andre UCC-uddannelser. Men det er jo fordi, vi uddannes ind i en hospitalsverden, hvor der bare skal være styr på det, og hvor sygeplejersken ofte er den, der skal have overblikket. Der er ikke tid til at tale om, hvad patienten føler omkring sin brækkede arm – den skal bare fikses!” siger Sascha Norsbo.

Hun indrømmer også, at kommende sygeplejersker faktisk drikker ’en del øl’ i fredagsbaren. Når hun er vild med sygeplejerskestudiet, er det dog allermest på grund af den høje faglighed. 

Jeg føler altså ingenting, når jeg tænker på en farve
”Om jeg selv har fordomme? Ja, DET har jeg! Overfor psykomotorikerne – om at de er vildt afslappede, ekstremt tolerante og går og føler enormt meget hele tiden. Til solformørkelsen sidste år dansede de sammen uden for på græsplænen. Så stod jeg dér med de andre sygeplejerskestuderende og tænkte: Hvad laver de? Jeg spurgte faktisk en af dem, om de mente, man kunne danse alting? Fx farven lilla? Så så hun alvorligt på mig og svarede, at det kunne man sagtens. Jeg skal bare danse det, jeg føler, når jeg tænker på lilla, men jeg føler jo ingenting om den eller andre farver,” siger Sascha Norsbo, der mener, at de to uddannelser nok er så forskellige, som de kan blive.

Virkelig underholdende gruppearbejde
”Vi læser sammen i øjeblikket på et tværfagligt modul, og der er tale om noget af et kultursammenstød, da vi tænker firkantet og i facts, mens de er mere optagede af processen. Det kommer der virkelig underholdende gruppearbejde ud af – og nogle gange en del frustration,” siger Sascha Norsbo.

På spørgsmålet om hun kan se pointen med psykomotorikuddannelsen:

”Ja da – og de skal bruges meget mere end i dag! Fx på fødselsafdelinger, i kræftbehandling og mange andre steder. De er vildt dygtige, og jeg vil meget gerne samarbejde med dem, selvom det kan være en udfordring, fordi de er anderledes end os.” 

Sascha Norsbo er 21 år og læser på 5. modul på sygeplejerskeuddannelsen på UCC’s Campus Nordsjælland i Hillerød.