Fordomsstafetten - Psykomotorikstuderende

”Psykomotorikstuderende føler enormt meget og danser til solformørkelser”

Maria Bergman Nibe samler grinende fordomsstafetten op fra en sygeplejestuderende og afslører, om der virkelig føles og danses løs på UCC’s psykomotorikuddannelse. Selv giver hun stafetten videre til en fysioterapeutstuderende.

I sidste fordomsstafet satte sygeplejestuderende Sascha Norsbo disse ord på psykomotorikstuderende: De føler enormt meget, er ekstremt tolerante og danser til solformørkelser – sidstnævnte blev faktisk ’opdaget’ sidste år af nogle (måbende) sygeplejestuderende.
 
”Ja okay, vi virker måske noget føle-føle-agtige – især når vi sådan bevæger os ude på en græsplæne,” svarer Maria Bergman Nibe med et stort grin, men hun bliver hurtigt alvorlig igen.

Vi danser ikke, vi bevæger os frit
”Altså, der er jo en grund til det, vi gør – det gælder for alle uddannelserne. Overordnet mener vi, at man ikke kan adskille krop og psyke, og at fx smerter det ene sted ofte skyldes problemer det andet. Det ligger derfor dybt i os at respektere følelser og grænser. I undervisningen ses det fx ved, at det er helt acceptabelt at forlade timen eller melde sig ud af det sociale, hvis man har brug for det,” siger hun.    
 
Maria var ikke selv med til at danse under solformørkelsen, men det kunne hun have været, og hun må altså lige modificere én fordom:
 
”Vi danser ikke. Der er jo ikke nogle trin, vi skal følge. Vi lytter til kroppen og bevæger os i takt med, hvad der føles rigtigt. Det er meget frigørende at lære ikke at ligge under for generthed, egne eller andres domme. Uddannelsen er generelt en kæmpe gave til ens udvikling, og jeg elsker at læse her!” siger hun.    

Nogle er revisorer eller bankfolk
Maria griner over at høre, at hun selv er den ’mest normale psykomotoriker’, vores sygeplejerske fra sidste stafet har mødt på Campus Nordsjælland, hvor begge uddannelser bor.
 
”Ej, altså – vi er nu ret forskellige på studiet. Det gælder også underviserne. Nogle er ret alternative, andre mere traditionelle. Og faktisk har mange af de studerende en helt anden baggrund, fx som revisorer eller bankfolk, og jeg selv har læst på RUC. Men det er korrekt, at vi er meget tolerante over for andre,” siger hun.
 
Formentlig derfor er det svært at vride en gedigen fordom ud af Maria.
 
”Hmm… Jamen, så vil jeg gerne spørge fysioterapeuterne, om det er rigtigt, at de har en biomekanisk tilgang. Jeg tror, at de gerne vil have mere psykologi, men de tænker måske stadig lidt … som om … kroppen er en maskine, der skal repareres,” siger hun forsigtigt og tilføjer:

”Der er også mange mænd på studiet, og de motionerer rigtig meget, tror jeg.”
 
Efter en journalistisk stramning lyder fordommen: ’Fysioterapeutstuderende ser kroppen som en maskine og motionerer konstant’.
 
Maria Bergman Nibe er 23 år og læser på 11. modul på psykomotorikuddannelsen (der før hed afspændingspædagog) på UCC’s Campus Nordsjælland i Hillerød.