Rikke-Lise forbereder masser af kvinder – og stadigt flere mænd – på fødsel og forældreskab

Som ansat på landets største aftenskole for psykomotorik deltager Rikke-Lise Andersson i en vigtig del af mange menneskers liv. Hver uge kommer 1.400 forældre, kommende forældre og andre borgere til undervisning på APA.

I løbet af de sidste 18 år har Rikke-Lise Andersson hjulpet utallige forældre og kommende forældre med at få deres krop og sind i balance op til og efter fødslen. Der er ca. 20 daglige hold på APA på Østerbro i København, som hun og hendes kolleger, der også psykomotoriske terapeuter, underviser på. Det er alt fra fødselsforberedelse, babyrytmik og far-barn-hold over kropstræning, martemeo- og søvn-undervisning til motorikhold. Derudover gennemfører Rikke-Lise individuelle behandlinger inden for bl.a. afspænding, fødselsforberedelse og motorisk vejledning.

”Når man skal have et barn, bevæger man sig ind i et ukendt land. Noget af det vigtigste som kommende og ny forælder er tryghed. At man ved, hvad man skal igennem, er godt forberedt kropsligt og mentalt og har tillid til, at kroppen godt kan,” siger Rikke-Lise Andersson, der siden 1998 har arbejdet i APA, der er Danmarks største udbyder af afspændingspædagogik og psykomotorik.

Støtter forældre i at stole på sig selv

”Som psykomotoriske terapeuter tager vi i høj grad udgangspunkt i deltagernes egne ressourcer. Vi vejleder og giver viden, men fortæller ikke folk, hvad de skal gøre. Derimod støtter vi dem i at stole på, hvad de selv oplever og mener, er rigtigt. Vi vægter også fællesskabet højt. Det skal være en tillidsfuld stemning på holdene, hvor deltagerne kan dele glæder og bekymringer og på den måde støtte hinanden,” siger den erfarne underviser.  

Som psykomotorisk terapeut er Rikke-Lise Andersson og hendes 19 kolleger uddannet i bl.a. fødselsforberedelse, obstetrik, kropsbevidsthed og afspænding, samt motorikvejledning og Marte Meo. Efterfølgende har hun uddannet sig inden for bl.a. kranio-sakral terapi, som APA også tilbyder.

”Og så læser vi tonsvis af faglitteratur og deltager på kurser og konferencer, der giver os ny viden, så vi hele tiden udvikler os fagligt til gavn for de mange hundrede deltagere, vi hver uge har imellem hænderne. Der sker hele tiden en udvikling inden for de felter, vi underviser i, og vi skal være på forkant,” siger hun.

At få et barn handler også om at give slip

Rikke-Lise har arbejdet 18 år i APA og kan pege på et par områder, hvor der er sket en udvikling:

”Vi ser flere fædre, der deltager i fødselsforberedelse og på far-barn-hold. Samtidig sker der også en ændring i familieformerne. Vi har fx flere solo-mødre og flere forældre af samme køn. De vil alle sammen gerne deltage mest muligt i deres barns liv, og det er dejligt. Jeg tror også, at forældre i dag oplever et større behov for viden om og kontrol over det nye, der skal ske. Men at få et barn handler også om at kunne give slip på det, man havde planlagt og være tilstede lige nu. Og fordi psykomotoriske terapeuter har stort fokus på kropsbevidsthed og afspænding, kan vi virkelig spille en rolle her,” siger hun.

”Det er en gave at møde og have betydning for så mange forskellige mennesker i en meget vigtig del af deres liv. Og fordi ikke to deltagere eller hold er ens, så er heller ikke to dage ens. Som psykomotorisk terapeut skal man hele udvikle sig personligt og fagligt, og det er en af gevinsterne ved jobbet,” siger Rikke-Lise Andersson.

Om Rikke-Lise Andersson