Jonas hjælper udsatte børn og unge med at få en aktiv fritid

Jonas Broustbo bruger sin pædagoguddannelse som teamleder i Idrætsprojektet i København – et kommunalt tilbud, som støtter udsatte børn og unge i at få et aktivt liv med sport og andre fritidsaktiviteter.

Jonas Broustbo har træningstøjet på hver eneste dag, for som teamleder i Idrætsprojektet i Københavns Kommune er sportstøjet hans arbejdstøj. Idrætsprojektet er et socialpædagogisk tilbud i kommunens socialforvaltning rettet mod børn, unge og voksne, der har brug for et brobyggende tilbud for at kunne deltage i civilsamfundet på lige vilkår med alle andre inden for fritidsliv, skoleliv eller beskæftigelse.

”Vi laver skræddersyede tilbud, som afhænger helt af den enkeltes behov. Det kan fx handle om at sikre et aktivt fritidsliv til et barn på otte år, fordi barnet ikke har et struktureret fritidsliv ligesom sine jævnaldrende. Hvis barnet har lyst til at spille fodbold eller hockey, så matcher jeg ham eller hende med en af vores ’trænere’, som vi kalder de ansatte. Træneren støtter og følger barnet hele vejen i det forløb, vi tilrettelægger. Idræt og bevægelse kan virkelig noget, når det gælder om at bygge fællesskaber for børn og unge, men det behøver ikke at handle om sport. Hvis barnet fx vil lære at tegne eller spille violin, siger vi, ’hvor er det bare fedt!’. Så samarbejder vi med en tegneskole eller en musikforening om at få barnet forankret her, så vi bliver overflødige igen, og barnet sammen med sin familie selv kan varetage sit fritidsliv,” siger Jonas.

Jonas er rigtig meget på farten, og derfor har han heller ikke nogen fast plads i Nørrebrohallen, hvor Idrætsprojektet har sin administration. På sin arbejdscykel kører han de københavnske gader og stæder tynde for at styre og koordinere samarbejdet med Idrætsprojektets mange samarbejdspartnere i de forskellige bydele – lige fra Vanløse til Amager. Han mødes med socialrådgivere i de lokale afdelinger af Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og med lokale idrætsforeninger og fritidstilbud.

Verdens bedste arbejde!

Idrætsprojektets primære målgruppe er børn og unge under 18 år, som er tilknyttet Socialforvaltningen, enten på grund af deres sociale forhold, fordi de har diagnoser, er kriminalitetstruede eller handicappede. Når barnet eller den unge er blevet indskrevet i Idrætsprojektet, gælder det for Jonas og hans kolleger om at sikre, at de får gode oplevelser med at deltage i et fællesskab. Målet er, at barnet får en fast tilknytning til en klub eller et foreningstilbud – og dermed en bedre livskvalitet og en støtte til et godt liv med skolegang og måske et fritidsjob.

Ordet ’udsat’ har Jonas det egentligt meget svært med, fortæller han.

”Jeg kan godt lide at arbejde med at få det bedste frem i mennesker, og de mennesker, vi kalder udsatte, rummer jo masser af ressourcer! De ressourcer vil jeg gerne hjælpe dem med at finde frem og sætte i spil. Og selvom det kan være benhårdt at give så meget af dig selv, som du gør i jobbet som pædagog, så er det altså verdens bedste arbejde! Jeg er meget stolt af mit fag. Allerede på pædagogstudiet havde jeg skyhøje ambitioner. For det skal du have for at få mulighed for at gøre en forskel,” siger Jonas.

Var altid på vej til træning

Hovedparten af Idrætsprojektets trænere er pædagoger eller lærere. Og det var som træner, at Jonas blev ansat, da han for to år siden havde afsluttet pædagoguddannelsen. Han vidste en del om, hvad han gik ind til, for allerede efter et halvt år på studiet var han begyndt at arbejde som frivillig i Idrætsprojektet, og han havde også været i praktik her.

”Jeg har altid være vild med sport, som barn spillede jeg meget fodbold, og jeg var typen, der altid lige var på vej til træning eller på vej over til vennerne. Efter at have været pædagogmedhjælper i en fritidsklub, vidste jeg, at jeg ville arbejde med børn og unge, og da udsatte grupper interesserede mig, tonede jeg min uddannelse i den retning – både i forhold til valgfag og med frivilligt arbejde og studiejob,” siger Jonas.

Du får indblik i andre menneskers liv

Som træner i Idrætsprojektet arbejdede Jonas med børnene og de unge enten enkeltvis eller i grupper. Han sled på sportstøjet, for omkring 20 timer om ugen brugte han på at træne fodbold, styrketræning og kampsport sammen med børnene. Arbejdet som træner foregår både hjemme hos børnene og deres familier og ude i klubber og foreningstilbud. Og da Idrætsprojektet har haft vokseværk, og i løbet af to år er gået fra at have bare 7 til over 40 fuldtidsansatte medarbejdere, foruden flere deltidsansatte og stort korps af frivillige, sagde Jonas for et år siden ja til at blive teamleder. Nu har han mindre direkte kontakt med børnene, men til gengæld har han lederansvar for, at ”målet med vores indsats altid er klart og i øjenhøjde” med børnene og de unge. Og det trives han godt med.

”Pædagoguddannelsen er en af de allervigtigste uddannelser i vores velfærdstat efter min mening! Det fede ved uddannelsen er også, at du arbejder med dig selv, for det skal du altså kunne for at arbejde med andre mennesker. Som pædagog er du så heldig at få lov at få indblik i andre menneskers liv, og det skal du være klædt på til. Det er jeg meget bevidst om – og ydmyg over for,” siger Jonas.

Om Jonas Broustbo