Tekstilformidler broderer for ELLE

​For halvandet år siden blev Tine Wessel færdig som tekstilformidler med speciale i broderi. Nu kalder hun sig brodøse, har bl.a. broderet for modemagasinet ELLE og er redaktør af broderibloggen.dk.

Tine Wessel fører roligt og rutineret nålen op og ned i den udspændte stramaj. Hun er i færd med at omsætte 20 kunstneres værker til korssting. Resultaterne skal afspejle modestrømningerne i tiden og bruges i en bog med opskrifter, som læseren selv kan sy. Med bogen genoptager Tine en gammel tradition, der kan dateres tilbage til 1875, hvor tidens kunstnere som fx Thorvald Bindesbøll tegnede broderiforlæg.

Tine Wessel har værksted i privaten i lejligheden på Frederiksberg. For halvandet år siden blev hun uddannet tekstilformidler fra Håndarbejdets Fremme. Siden har hun arbejdet hårdt på at skabe kontakter og opbygge netværk – alt sammen inden for broderiets verden.

Vil gøre broderi moderne

“Jeg synes, man er ladt lidt alene, når man er færdig med denne her uddannelse. Det er op til dig selv at skabe job og netværk. Jeg tænker fx hele tiden broderi ind i nye og uprøvede sammenhænge, og jeg har det som mission at gøre broderiet moderne igen og anerkendt som kunstnerisk udtryksform,” fortæller Tine Wessel. Ud over broderispecialet trækker hun især på det, hun har lært om kulturel formidling på uddannelsen, fx iværksætteri, artikelskrivning og projektledelse.

Tine Wessel broderer som freelancer for Selskabet for kirkelig kunst, hvor hun var i praktik under sin uddannelse. De har et broderiværksted, hvor de syr kirketekstiler som messehaler og alterduge. “I den praktik lærte jeg virkelig meget, og de støtter og rådgiver mig nu. Jeg håber på, der kommer endnu mere arbejde hen ad vejen,” siger Tine.

Og måske er det allerede lykkedes hende at gøre broderiet moderne. Hun sælger sine broderier i designbutikker som Stilleben, Nord Copenhagen og hos artdistrict.dk og skal desuden udstille i Sverige i efteråret.

Fakta

Tine Wessel har broderet til magasinet ELLE, bl.a. syede hun bogstaverne E og L til forsiden. Forsiden vandt for nylig en pris for bedste magasinforside design 2012.

 

Modtag Nyt fra UCC

UCC's nyhedsbrev udkommer ca. en gang om måneden, og giver dig viden om udviklingsprojekter, forskning og praksis på professionsområdet.