PÆDAGOGENS SPROG: Er han drengen med ADHD eller barnet, der leger?

Måden, pædagoger taler om børn på, er magtfuld og kan gøre både skade og en kæmpe positiv forskel. UCC’s Rasmus Anker Bendtsen og pædagog Brit Elmdal Glud fortæller.

Han driller altid. Hun er udadvendt. Han siger aldrig noget. Hun opsøger konflikter. Du kender måske den slags udsagn, som putter mennesker i kasser. Men de ord, man som pædagog bruger om børn, har en meget stor magt, påpeger Rasmus Anker Bendtsen, der er konsulent og udviklingskoordinator i UCC og blandt andet underviser pædagoger i sprogpsykologiske og narrative metoder.

”Vi skaber virkeligheden gennem det sprog, vi bruger. Derfor er voksnes ord og fortællinger aldrig bare neutrale beskrivelser af ’virkeligheden’. Vi træffer hele tiden både bevidste og ubevidste valg om, hvad vi fortæller, og de valg har store konsekvenser for børnene,” pointerer Rasmus Anker Bendtsen.

EN TYND KOP TE ELLER EN TYK FORTÆLLING?

TYNDE FORTÆLLINGER

Er typisk problemfortællinger. Tynde fortællinger er entydige og levner ikke meget plads til kompleksitet og mangfoldighed. De begrænser vores perspektiver og handlemuligheder og skaber tynde konklusioner om identitet, relationer og børns liv. Fx ”Søren er autist”, ”vi har ikke ressourcer nok på skolen”, ”jeg er en dårlig pædagog”. Tynde konklusioner har tendens til at avle flere tynde konklusioner og er med til at fastholde og forstærke problemforståelser.

TYKKE FORTÆLLINGER

Er langt mere righoldige og nuancerede. Tykke fortællinger levner plads til detaljerede og modsatrettede konklusioner og beskrivelser af livet i en børnegruppe og hjælper til at mindske problemers indflydelse. Fortællingerne synliggør viden, færdigheder og kompetencer og stiller derfor langt flere handlemuligheder til rådighed. Jo flere forståelser, der er, jo flere forskellige konklusioner kan der drages. Jo flere konklusioner, der kan drages, jo flere handlemuligheder har vi.

Som voksen har man gennem sit sprog stor magt til at påvirke børns identitet og udviklingsmuligheder. Set gennem narrative briller er nogle fortællinger tynde, og nogle er tykke. En tynd fortælling er en forsimplet historie. Hvis vi fx taler sammen om ’den kreative dreng’, ’den stille pige’ eller ’ADHDbarnet’, er det kun blot én måde at tale om barnet på. Man udvælger en brøkdel af de mange ting, der er at sige om barnet. Som voksen kan man med fordel gøre fortællingen tykkere ved at supplere med en masse andre fortællinger og ting, der er at sige om barnet, som kan skabe håb og muligheder.

”Voksne skal tage ansvar for det, vi fortæller. De tynde fortællinger bliver ofte også afmagtsfortællinger, fordi de ikke rigtig giver nogen handlemuligheder. Der er ikke noget håb eller energi for hverken den voksne eller for barnet ved at bruge de ord. Hvis man bare er ’ham med ADHD’ eller ’inklusionsbarnet’, er man jo ikke andet end det,” siger Rasmus Anker Bendtsen. Han forklarer, at én af grundene til, at voksne ofte tyer til de tynde fortællinger fx om børns diagnoser, er, at de er med til at fratage os ansvaret for at handle, for når barnet nu er sådan, så er der alligevel ikke noget, vi kan gøre.

Læs også Billedbøger skal styrke sproglæring for de yngste elever

”De her kategorier, sygdomme og handicap kommer nogle gange til at overtage børns identitet. De bliver de dominerende, men også de meget tynde og forsimplede fortællinger om børnene. Men børnene er jo alt muligt andet også.”

Derfor skal pædagoger skabe tykke fortællinger. Det gør man fx ved at gå på opdagelse og få øje på, hvad der ellers er at sige om barnet – og vigtigst af alt give barnet muligheder for at fortælle selv og dermed forstå sig selv.

Det betyder i dén grad noget, hvordan man italesætter tingene. Det betyder noget, om man siger ’en stille dreng’ eller ’en dreng, som har brug for hjælp til at komme ind i fællesskabet’

SPROG ER MAGT

Sproget er et meget magtfuldt redskab for pædagoger, påpeger Rasmus Anker Bendtsen. Hvis man fx italesætter, at ’Peter altid larmer, når der er frugt’, så bruger man sin magt til at placere ansvaret for uroen hos Peter, og dermed er løsningen også, at Peter skal lave sig om.

”Og så er det også sådan, at fortællinger har det med at blive selvopfyldende profetier,” tilføjer han.

Hvis vi tager eksemplet med uro omkring frugtsituationen, kan man i stedet sammen prøve at finde ud af, hvorfor uroen kommer. Man kan i fællesskab udforske, hvorfor larmen opstår, og finde ud af, hvilke alternative handlemuligheder voksne og børn har.

”Så finder man måske ud af, at det er svært at sidde og vente, eller at nogle af børnene ikke kan lide at sidde tæt, eller hvad det nu kan være. Så kommer der nogle andre fortællinger frem, som måske åbner sprækker til at ændre situationen,” forklarer Rasmus Anker Bendtsen.

Læs også Investér i pædagogikken og styrk børns sprog

Et andet greb er at spørge ind til undtagelserne. Hvis der nu en dag ikke var larm ved frugt, hvorfor var det så sådan? Så kan man som pædagog fx spørge ind til, hvad var det, der var med til at skabe ro og hygge den dag? Det kan man også kalde at spørge ind til de unikke hændelser eller undtagelser fra problemet.

”Ligesom planter vokser mod lyset, så vokser mennesker også, når man italesætter og retter lyskeglen mod de situationer, hvor det går godt. Det er med til at skabe forandring i sig selv, fordi du får talt den virkelighed frem, som du foretrækker at være i. Det giver håb i både børn og pædagoger – ja, i alle mennesker − at tale om den virkelighed, man godt kan lide at være i,” siger Rasmus Anker Bendtsen og fortæller, at der findes en lang række pædagogiske værktøjer, redskaber og modeller til det.

Af og til oplever han en kultur i institutionerne, hvor man også på personalemøder hænger for længe fast i at tale om alt det, man ikke kan gøre noget ved, fx budgetterne.

”Der er klar empiri for, at folk bliver gladere af at tale om det, de kan gøre noget ved, og fokusere på det, der giver mening. Så man kunne jo bruge personalemøderne på at tale om det, man rent faktisk kan gøre noget ved – det, der kan ændres, og det, der kan gøre os gladere og rykke noget,” siger han og understreger, at det absolut ikke handler om, at man nu kun må have ja-hatten på og sige noget positivt, men det handler om at være bevidst om, hvad de forskellige fortællinger gør ved os, og at vi har sproglige handlemuligheder.

AT SKÆLDE FORÆLDRE UD ER FEJL NUMMER ÉT

Men er det ikke kunstigt hele tiden at skulle veje sine ord på en guldvægt?

”Set med narrative øjne, så er alt sprog alligevel kunstigt. Når det så er sagt, så har man en særlig forpligtelse som professionel til at overveje, hvordan man bruger sproget, og til at have et nuanceret fagsprog. Sprog skaber virkeligheder, og hvis det bruges forkert, kan det fastholde nogle dominerende fortællinger, som ikke fører nogen håbefulde steder hen. Så man skal tænke i det,” siger Rasmus Anker Bendtsen.

Den narrative tilgang kan bruges både i forhold til kolleger, børn og forældre. Hvis man fx skal have en snak med nogle forældre om, at deres barn bider, må man fokusere på, at barnet i lange perioder har det godt, og at det så indimellem bliver frustreret og bider. Fokus i samtalen må være, hvordan man i fællesskab fremadrettet skaber mere trivsel og mindre bid.

”Først og fremmest må man som pædagog formulere, at man ser deres barn i en værdig position med mange gode og herlige egenskaber, og at der så også er denne her problematik, som man i fællesskab må forholde sig til. Den klassiske fejl er at invitere forældre til et møde og skælde ud. Så positionerer du dig selv som en, der skælder ud og ikke kan lide barnet. Det kommer der aldrig noget godt ud af,” pointerer han.

Læs også Psykomotorik giver unge et sprog om kroppen

DU HAR BARE IKKE LÆRT DET ENDNU

Brit Elmdal Glud er pædagog og inklusionsvejleder i Helsingør Kommune og har en narrativ tilgang både i sit arbejde med børnene, men også når hun superviserer og vejleder andre pædagoger og børnegrupper. Fx har hun haft flere vejledningsforløb med fokus på børn, som pædagogerne har oplevet som stille og usynlige.

”Det betyder i dén grad noget, hvordan man italesætter tingene. Det betyder noget, om man siger ’en stille dreng’ eller ’en dreng, som har brug for hjælp til at komme ind i fællesskabet’,” forklarer Brit Elmdal Glud, der er uddannet inklusionsvejleder og har en diplomuddannelse fra UCC i pædagogisk og socialpædagogisk arbejde.

En af hendes metoder er at kigge efter undtagelserne og sprækkerne ind til børnene. På hendes arbejdsplads arbejder de også med den finske psykolog Ben Furmans ’Jeg kan’-metode.

”Her er udgangspunktet, at børn kan alt. Der er bare noget, de ikke har lært endnu. Den tilgang præger også måden, vi formulerer tingene på,” forklarer Brit Elmdal Glud.

Pædagogerne tager derfor udgangspunkt i de færdigheder, som barnet skal lære. Hvis et barn fx har tendens til at råbe, så arbejder man med færdigheden ’jeg skal lære at tale stille’.

SKAB TYKKE FORTÆLLINGER

Her er nogle greb, der kan være med til at udvide den måde, man som voksen kan skabe tykkere fortællinger på, som både børn og voksne kan vokse i.

  1. Skab åbninger, spørg og lyt. Lyt til børnenes fortællinger og udsagn og hjælp dem med at folde dem ud.
  2. Eksperimentér og fokusér på undtagelserne og de situationer, hvor det går godt og lykkes.
  3. Bekræft andres fortællinger. Anerkend og spejl, når børnene siger noget. Gentag det, børnene giver udtryk for, så ordret som muligt.

EMSIG ELLER NYSGERRIG?

Brit Elmdal Glud bruger den narrative tilgang, både når hun italesætter ting over for børnene, kolleger, forældre og sig selv. Hun peger på, at det kræver rigtig meget af pædagogerne, normeringen og arbejdspladsen at arbejde narrativt.

”Man skal være bevidst om, hvordan man arbejder med sproget og hele tiden være opmærksom på de her tynde og tykke fortællinger.

Og så kræver det, at man som personale konstant støtter, udvikler og forstyrrer hinanden professionelt som pædagoger − og det tager tid. Hvis en kollega fx siger ’hold kæft hvor er det irriterende, at Magnus hele tiden driller de andre’, så har man en fælles opgave med at udforske, hvad det handler om, og få en snak med sin kollega om, hvad det er, barnet inviterer til, så man kommer væk fra den tynde fortælling,” forklarer hun.

Hun bruger også de narrative metoder i forældresamarbejdet.

”Hvis jeg fx oplever, at nogle forældre er lidt emsige, så hjælper det mig i stedet at tænke, at de er bekymrede, nysgerrige og interesserede i at vide, at deres barn har det godt. Når jeg tænker, at grunden til, at forældrene gør eller siger det her, er, at de vil det bedste for deres barn, så kan jeg meget bedre tackle det og gå på opdagelse i, hvad forældrene tænker og vil. Hvis jeg bare tænker, at de er emsige, så kommer vi ikke videre,” forklarer Brit Elmdal Glud.

UCC har uddannet tre hold inklusionsvejledere fra Helsingør Kommune blandt andet i sprogpsykologiske og narrative metoder. Pædagog Brit Elmdal Glud fra artiklen er en af dem.

Om Rasmus Anker Bendtsen

Lektor og udviklingskoordinator i UCC. Videreuddanner pædagoger, lærere, ressourcepersoner og ledere. Beskæftiger sig med psykologi, pædagogik, inklusion, ledelse, organisationsudvikling i skoler og dagtilbud.