Morderjagt med digital didaktik

På Skovbrynet Skole i Gladsaxe kaster 8. klasse sig over fysikopgaver, biologiforsøg og mate-matikstykker for at opklare en kriminalsag via iPad. Det hele er udviklet af teknologistærke læ-rerstuderende og didaktisk dygtige lærere.

Charlotte Eriksen blev dræbt på vej hjem fra en skole-hjem-samtale. Vi har tjekket fodaftryk på gerningsstedet, og sporet peger på Sonny, hendes kæreste med rockerforbindelser,” siger Jack, der har koblet sin iPad til en projektor, der blæser hans efterforskningsrapport op på væggen.

Han er ved at fremlægge sin del af et tværfagligt undervisningsforløb skabt at to studerende fra Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS, som har været i praktik hos 8.A på Skovbrynet Skole i Gladsaxe.

Omdrejningspunktet for undervisningen er de digitale muligheder i tablets, som eleverne bruger til at opklare en kompliceret drabssag i de naturfaglige fag. Den tilgang har store fordele, mener klassens lærer i matematik og naturfag, Karin Lilius.

”Jeg er dybt imponeret over, i hvor høj grad eleverne er blevet grebet af projektet. Alle deltager med ildhu − også dem, der ellers kan være stille, svære at engagere eller urolige. Der kommer ganske enkelt flere elever med i undervisningen, når vi bruger de digitale muligheder i iPads,” siger hun.

Overblik og viden bag CSI Skovbrynet

Siden 2011 har Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS haft såkaldte DigiGuides, der er et korps af lærerstuderende, som hjælper undervisere og medstuderende med at integrere it i undervisningen.

I alt ni DigiGuides er eller har været i praktik på Skovbrynet Skole, som samarbejder med Center for Undervisningsmidler i UCC om både at give lærerstuderende erfaring med at integrere it i undervisningen og skolerne erfaringer med digital undervisning.

IT på Skovbrynet Skole

  • Gladsaxe Kommune har udpeget skolen som profilskole for IT og teknologi og har givet iPads til elever i 0.-2. klasse og 8. klasse.
  • Skolen har kontaktet Center for Undervisningsmidler i UCC vedrørende implementering af iPads som et led i deres skoleudviklingsprojekt og foreslået praktikforløb med studerende, som er DigiGuides og derfor har særlig interesse i teknologi.
  • I løbet af 2012/13 er ni lærerstuderende i praktik på Skovbrynet Skole, hvor de sammen med skolens lærere udvikler undervisningsforløb, der integrerer digitale medier.
  • Idéen er, at studerende og lærere sammen bliver klogere på, hvordan teknologi kan støtte og optimere undervisningen.

Det er de studerende Peter Stenkilde og Jacob Them Christensen, der har digtet kriminalhistorien, tegnet forløb og lagt ’spor’ ud til eleverne i 8.A, som dagligt har fået opgaver på deres iPad. Klassens lærere har til gengæld bidraget med input om årsplaner for flere fag og sat rammerne for opgaven, der nu kaldes ’CSI Skovbrynet’.

Lærer Karin Lilius er begejstret for både brugen af iPads som didaktisk redskab og de to praktikanters indsats.

”Det kræver overblik over digitale muligheder i undervisningen og en stor viden om de forskellige apps, som eleverne kan bruge i deres læreproces. Det har vi nu fået via dygtige praktikanter,” siger hun.

 

Det digitale og virkelighedsnære engagerer

I 8.A fortsætter fremlæggelsen, der kredser om fodaftryk fundet på gerningsstedet.

”Problemet er, at rockerklubben har lavet en indkøbsaftale med den lokale skobutik, så flere mistænkte har samme slags sko,” forklarer Jack, og Hamza supplerer:   

”Der var fire mistænkte, men Brian Hansen var til møde med sin bankrådgiver og kunne ikke nå frem. Det viser rejseplanen,”

Nazli har blandt andet arbejdet med mordgåden ved at teste for stoffet barium og Sune har lavet forsøg med luminol, der afslører selv den mindste smule blod, ligesom der er lavet matematiske udregninger, som dokumenterer kuglens retning på baggrund af indgangshullet i væggen.

”Her ser vi, hvorfra i rummet gerningsmanden skød. Det kan sige noget om hans højde,” forklarer Mieke og peger på sin iPad, hvor der ligger en såkaldt ballistic report.

Eleverne i 8.A siger om undervisningsforløbet, at ”det er fedt, fordi det er nyt’, ’at man ikke kan smide sine papirer væk’, og at de ’simpelthen blev grebet af at opklare mordet’. Det er kombinationen af virkelighedsnære opgaver og den digitale arbejdsform, som engagerer dem.

”Det er jo en virkelig situation! Man kan meget bedre forholde sig til noget realistisk end til matematikopgaver, man skal skrive i et kladdehæfte,” siger Janus. Klassekammeraten Marzia er enig:

”Man kan se tingene, fx gerningsstedet, på biblioteket. Derfor føles det nemmere − og vigtigere,” siger hun.

IPads har fordele for særlige elever

Ifølge klassens tosprogslærer, Nuzhat Ghani, er det et særligt plus, at iPads åbner for andre måder at arbejde på end den skriftlige, som især tosprogede elever kan have svært ved. De kan for eksempel optage en film frem for at skulle skrive, hvad de når frem til i fysiklokalet, og for nogle giver iPaden overskud til at kaste sig over bogstaverne og det skriftlige arbejde bagefter.

 Det er Yousef enig i:

 ”Det er bedre, når jeg kan fortælle i stedet for at skrive.”

”Børnene har nemmere ved at søge informationer, end hvis de bruger en ordbog. De kan i stedet se et foto eller en film, der illustrerer det, de vil vide noget om. Det kan være ord af fagfaglig karakter som tragt eller fordampning, for hvis eleverne ikke kender de ord, så kommer de bagud,” siger Nuzhat Ghani, som har en bachelorgrad i kemi og biologi.

Lærerig baggrundsmusik

Klassens lærer i matematik og naturfag, Mads Due, kan også konstatere, at eleverne bruger de mange apps fra ’CSI Skovbrynet’ i den øvrige undervisning. Det er apps som bl.a. MeeBook, Bookcreator, iMovie, Mindmeister og Calculator.

”Den måde at arbejde på appellerer til dem på en anden måde og virker stærkt motiverende,” siger Mads Due.

Det er Kamilla og Josefine et eksempel på. I et tværfagligt projekt i naturfagene om ’Min føde’ har de inkluderet filmklip af forsøg, hvor de tester for protein, stivelse og glukose, de har taget fotos af forskellige fødevarer og også brugt excel-diagrammer.

Alexander har på YouTube fundet sangen ’The elements’, der remser grundstofferne i det periodiske system op. Den ligger nu som baggrundsmusik i hans virtuelle rapport.

”Den sang er jo relevant. Når vi bruger iPads, bliver det muligt at behandle de samme ting flere gange og på flere forskellige måder. Og vigtigt: Eleverne tager selv initiativet,” siger Karin Lilius.

PS. Charlotte Eriksens morder skal ikke afsløres her!

Om Tobias Heiberg Jørgensen