”Vi prioriterer fællesskabet højt”

I børnehaven ’Hylet’ er samarbejdet mellem forældre og pædagoger dybt integreret i institutionens liv. Hver sjette uge lægger forældrene på skift hjem til forældremøder. Og hver morgen mødes de og spiser morgenmad sammen.

Klokken er 7.50. I det indre København er byen langsomt ved at vågne. Cyklister er på vej til arbejde, mens fodgængere skutter sig i vintermørket.

Inde i børnehaven ’Hylet’ har pædagog Louise Bjerg Pedersen gjort klar til at tage imod de første børn og forældre. I garderoben står et fint dækket bord med stearinlys, brød og marmelade, havregrød, kaffe og te.

”De fleste plejer at komme her mellem klokken 8 og 9. Nogle nøjes med en hurtig kop kaffe. Andre venter med at spise morgenmaden, til de kommer her,” siger Louise Bjerg Pedersen.

Hun bliver afbrudt af lyden af børnestemmer. En far træder ind ad døren med sine to børn. De hilser glade på Louise og går hjemmevant hen til deres garderobeplads og tager flyverdragterne af. Deres far tager også sit overtøj af og sætter sig ved bordet. Han rækker ud efter kaffen, mens børnene finder hver deres tallerken og ivrigt fortæller Louise om alt det, de har oplevet på vej hen til børnehaven.

Flere forældre og børn ankommer og slutter sig til bordet. Der bliver snakket og grinet.

De mindste søskende klemmer sig ind imellem de større børn og får en hjælpende hånd af de omkringsiddende voksne.

Som én stor familie

Sådan ser morgenerne ud de fleste af årets 365 dage i ’Hylet’. Her er morgenmad til alle. Både forældre og børn. Men det handler ikke kun om at fylde noget i maven. Det handler om samværet:

”Der er et enormt stærkt fællesskab her. Vi kender hinanden rigtig godt. Det er lidt ligesom en stor familie,” fortæller Mike, der er forælder til Lulu på fire år.

Ligesom de fleste andre forældre i børnehaven prioriterer han hver dag at bruge en lille halv time sammen med de andre børn og forældre ved morgenbordet, inden han tager videre på arbejde:

”Jeg synes, det er rart, at man kan nå at sidde og falde ned sammen og have tid til lige at fortælle pædagogerne, hvordan morgenen er gået derhjemme,” siger Mike.

Det kræver et overskud

Han bliver suppleret af en anden far, der i øjeblikket er på barsel og derfor har ekstra tid til at sidde ved morgenbordet.

”Det er en god måde at starte dagen på. Børnene får mødt hinanden stille og roligt, og samtidig oplever de, at vi voksne hygger os sammen og har det godt med hinanden. Det, tror jeg, giver en større samhørighed,” siger Mathias, der er far til Magnus og Simon på fem år og 11 måneder.

Normalt arbejder han som narkoselæge og møder tidligt på arbejde. Men hans kone har mulighed for at møde sent, og på den måde får de enderne til at mødes, når han ikke er på barsel.

”Det kræver, at man som forældre har et vist overskud, hvis man har sine børn i ’Hylet’. Men jeg tænker, at den tid, vi bruger på børnene nu, hvor de er små, er med til at ruste dem, så de har mindre brug for os senere,” siger Mathias.

Den gode dialog

Den fælles daglige morgenmad er blot én ud af mange aktiviteter, som forældrene i ’Hylet’ deltager i. Hver sjette uge er der familiegruppemøder, som forældrene skiftes til at lægge hjem til. Derudover er der jævnlige fællesmøder, som er den øverste myndighed på institutionen. Og endelig er der den obligatoriske familieweekend til Bogø samt en årlig rejse til Berlin for både forældre, pædagoger og børn:

”Vi prioriterer fællesskabet højt for børnenes skyld. Selvfølgelig gør vi det også, fordi det er hyggeligt. Men det har først og fremmest et pædagogisk sigte. Vi gør det for, at børnene skal have en god hverdag, og det har de, når vi som pædagoger har en god dialog med forældrene,” forklarer Charlotte Basiliadis, der har været pædagog i ’Hylet’ i 17 år.

Børnehavens 30 børn er inddelt i fire familiegrupper, der består af 7-8 børn på tværs af køn og alder og en fast tilknyttet pædagog. Når forældrene i familiegrupperne mødes hjemme hos hinanden, er pædagogen altid med. Det kan lade sig gøre, fordi ’Hylet’ er en lille, kollektivt ledet, selvejende institution, der bygger på forældresamarbejde og fælles ansvar.

”Samarbejdet omkring børnenes trivsel fungerer, fordi vi som institution har skabt nogle rammer, hvor der er tid og rum til dialog. Det betyder, at vi nemmere kan tale om det, der ellers kan være svært og konfliktfyldt. Problemerne hober sig sjældent op, fordi vi tager tingene, efterhånden som de kommer,” siger Charlotte Basiliadis.

En indsigt i hinandens liv

På familiegruppemøderne er der en rullende dagsorden og en runde, hvor familiegruppens forældre har mulighed for at fortælle, hvordan det går med deres barns trivsel og udvikling, og om der er særlige forhold derhjemme, der påvirker barnet. Det kan være, at der er kommet en ny lillebror, det kan være, at forældrene er ved at gå fra hinanden, eller det kan være, at et barn er udadreagerende eller har svært ved at sove om aftenen.

”Selv om mange af vores forældre er ressourcestærke, har de udfordringer ligesom alle andre forældre: Mange vil deres børn det utrolig godt, men får måske ikke sat nok grænser. Andre bliver skilt, og nogle oplever alvorlig sygdom. Det er alt sammen noget, der er med til at påvirke et barn, og derfor er det vigtigt, at vi har en god dialog og et tæt samarbejde,” siger Charlotte Basiliadis.

Møderne uden for institutionens vante rammer er med til at nedbryde barrierer og skabe større åbenhed, der er frugtbart for samarbejdet omkring børnenes trivsel.

”Samtidig får forældrene en dialog med hinanden og en indsigt i hinandens liv, når vi mødes. Det kan være en hjælp at dele erfaringer og finde ud af, at man ikke er den eneste, der oplever udfordringer derhjemme,” siger Charlotte.

På den måde er familiemøderne og fællesskabet med til at skabe en større rummelighed.

”Som forældre kan man nemt se sig sur på et andet barn, der slår og er højtråbende, men når man lærer det andet barn og dets familie at kende, får man en større forståelse for, hvorfor barnet reagerer, som det gør.”

Fælles ansvar

Det tætte samarbejde mellem forældre og pædagoger har været en integreret del af institutionens liv, siden børnehaven blev etableret af en gruppe forældre i 1972. For at det kan fungere, kræver det, at man som forældre prioriterer samarbejdet, og at man også er med til at tage ansvar for de andre børns trivsel:

”Ofte kan en lille ting gøre en stor forskel: Det kan være at foreslå en legeaftale, hvis et andet barn har det svært socialt, eller hvis dets forældre er pressede i en periode og har brug for aflastning,” fortæller Charlotte.

Men hvad gør man som forældre, hvis der alligevel opstår situationer, hvor man er frustreret over et andet barn?

”Så siger man det. Man kan sagtens give udtryk for sin frustration på et familiegruppemøde, så længe det ikke bare er brok. Det vigtigste er, at det bliver gjort på en saglig og ordentlig måde, så vi kan få en dialog omkring det,” siger Charlotte.

Skal hun pege på en udfordring, er det at få motiveret de sidste fem procent af forældrene til at være med i fællesskabet.

”Et fællesskab fungerer jo kun, hvis folk vil bidrage til det. Men så længe det er så få, der ikke er med, går det. Vores forældre er generelt meget ressourcestærke. Det betyder ikke, at de har mange penge, men de er klare i deres prioriteringer og hænger ikke i en klokkestreng, som mange andre gør.”

Den daglige snak

Tilbage i garderoben er der stadig forældre, som sidder og snakker omkring bordet.

”Har du set den flotte tegning, som Albert har tegnet?”, spørger Charlotte en af mødrene.

”Ja, jeg er vild med hugtænderne og bogstaverne,” svarer moderen og kommer smilende hen til Charlotte.

De to kigger begejstret på tegningen, mens de snakker om Albert. Imens samler de sidste forældre deres ting sammen og gør klar til at gå. De har siddet og snakket længe og har slet ikke lagt mærke til, at klokken er blevet 9.30.

”De her små daglige snakke, som vi skaber rum for, har en enorm værdi i forhold til børnenes daglige trivsel. Kunsten er at balancere det, så det ikke går ud over vores primære opgave, som er at være sammen med børnene,” siger Charlotte.

Fordi hun og de andre pædagoger selv lægger op til snak, ender de nemt i situationer, hvor forældrene lige vil vende noget hurtigt med dem.

”En spontan snak med en forælder kan hurtigt blive til en halv time. Her er udfordringen for os pædagoger at øve os i, at det ikke bliver for langt. Det kan være svært, hvis det er noget, der kræver en længere snak, men så må vi sige til forældrene, at det er bedre, at vi plotter et møde i kalenderen på et senere tidspunkt, hvor tiden ikke går fra børnene.”

Om Anja Marschall

Adjunkt, ph.d. på UCC. Beskæftiger sig bl.a. med børneliv og trivsel. Medstifter af Tænketanken Børn, Viden & Politik.