Professionelle læringsfællesskaber: Sprækker i glansbilledet

Professionelle læringsfællesskaber er det store buzzword i skoleverdenen. Drømmen er en progressiv skole med fælles værdisæt, hvor lærerne sammen udvikler undervisningen til gavn for eleverne. Men de nye idéer om samarbejde kan være svære at få til at fungere i praksis, siger ph.d.-studerende Dorethe Bjergkilde.

På en moderne, dansk skole skal der videndeles og samarbejdes på tværs af fag og årgange. Lærerne skal reflektere over og udvikle deres undervisning og klasserumsledelse i fællesskab, og hele skolen have en fælles vision og et fælles værdisæt. Når lærerne samarbejder, og der er fælles fodslag, bliver de bedre, og så bliver eleverne det også.

Sådan omtrent lyder fortællingen om professionelle læringsfællesskaber. En strømning fra engelsksprogede lande som Canada, New Zealand og England, der de seneste år har blæst ind over Danmark. I dag skal man lede længe efter en folkeskole, som ikke i en eller anden grad har grebet fat i nye tanker om samarbejde, og bøger om professionelle læringsfællesskaber udkommer i en jævn strøm på dansk.

Men ifølge Dorethe Bjergkilde fra UCC er det ved at gå op for både ledelser og lærere på danske skoler, at det slet ikke er så ligetil at indføre nye samarbejdsformer, som man troede.

“Der er mange skoler, hvor man gerne vil være progressiv og samarbejdsorienteret, men de oplever nu, at det er rigtig, rigtig svært,” siger hun.

Dorethe Bjergkilde er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om ledelse og organisering af nye samarbejdsformer i skolen. Hun har interviewet skolelærere og -ledere og koordinatorer og observeret både formelle møder og de mere uformelle samtaler ved kaffemaskinen på lærerværelset.

"Enormt tidskrævende"

Dorethe Bjergkilde peger på, at forskning slår fast, at professionelle læringsfællesskaber styrker elevernes læring.

“International forskning viser, at hvis lærerne går sammen i kollektive faglige fællesskaber, udveksler viden, udvikler idéer og finder løsninger sammen, så har det positiv effekt på elevernes læring,” siger hun.

Men midt i iveren efter at opnå de samme gevinster har man glemt at diskutere, om de udenlandske erfaringer kan overføres direkte til en dansk kontekst, og hvad omkostningerne vil være.

“Professionelle læringsfællesskaber bliver præsenteret som en didaktisk gevinst. Og mange har nok troet, at det også ville gøre skolen mere effektiv. Men det er tværtimod enormt tidskrævende,” siger hun.

Der er nemlig stor forskel på et mere traditionelt forstået teamsamarbejde, der består i at udveksle praktiske informationer og koordinere arbejdsopgaver, og så et team, der skal udvikle, evaluere og reflektere sammen om undervisning, klasserumsledelse og didaktik. Og når det samtidig skal ske på tværs af årgange og fag, bliver det ikke mindre kompliceret.

DORETHE BJERGKILDES PH.D.-PROJEKT:

Ph.d.-projektet undersøger ledelsesarbejdet med forandrings- og samarbejdsprocesser i skolen – både hvordan ledelses- og organiseringstiltag udvikles, formes, ’farves’ og ændres lokalt i mødet med medarbejderne, og hvordan de er med til at betinge medarbejdernes nye praksis. Projektet er forankret i UCC’s forskningsprogram Ledelse og Organisatorisk Læring og forskningsprogrammet ReForM ved DPU, Aarhus Universitet, og forventes afsluttet i 2018.

Professionelle læringsfællesskaber er også et farvel til en skolekultur, som har været præget af, at undervisning var en “privatsag” bag en lukket dør. Den går ikke længere, siger Dorethe Bjergkilde.

Nysgerrighed og frustration

Ifølge Dorethe Bjergkilde er lærerne på den ene side optændte af nysgerrighed og entusiasme over at være på en arbejdsplads, der udvikler sig med nye progressive idéer. Men samtidig er de også frustrerede over det væld af udviklingsinitiativer, de skal håndtere. Et af problemerne er, at de mange nye tiltag kan modarbejde hinanden. Dorethe Bjergkilde giver et eksempel fra en skole, der indgår i hendes undersøgelse:

Skolen har indført de såkaldte fleksible skemaer. Det giver lærerne mulighed for at tage på ture ud af huset, slå et par klasser sammen til en fælles lektion eller lave projekter, der tager lidt længere tid, uden at det skal igennem et større bureaukrati. Men skolen vil også gerne opbygge professionelle læringsfællesskaber. Og det kræver fast plads i kalenderen til, at lærerne kan holde møder på kryds og tværs.

“Det er et eksempel, hvor man vil to ting, som støder mod hinanden i praksis. Hvordan kan man have fleksible skemaer, hvis man er bundet af faste tider til at mødes?” spørger hun.

Dorethe Bjergkilde opdagede i sine besøg på skolerne, hvordan helt grundlæggende ting som fysiske rammer også påvirker mulighederne for at gennemføre en ny samarbejdskultur.

“På et helt lavpraktisk plan kunne det være svært på nogle skoler at finde lokaler, hvis en gruppe lærere ville sætte sig og holde møde,” siger hun.

Lærerne oplever samtidig, at det kan være uklart, hvad det egentlig er, de skal samarbejde om og hvordan. I dag skal lærerne deltage i mange teams på én gang, og de skal forholde sig til fælles værdier og hinandens forskellige holdninger til didaktik og arbejdsmåder.

“Det kan blive meget løst. Der mangler noget at gribe fat i. Der er brug for organisatorisk afklaring. Hvem er det, der skal mødes med hvem og om hvad?” spørger hun.

Nye krav til lederne

Til gengæld mener Dorethe Bjergkilde at kunne spore en udvikling i skoleledernes lydhørhed over for lærernes frustrationer.

“Lærerne står i forreste linje og afprøver alt det nye. Det er lederne opmærksomme på. Det handler ikke bare om brok og uvilje fra lærernes side, når de fortæller om ting, som ikke hænger sammen,” siger hun.

Hun mener, det er naturligt, at skolerne først nu er ved at få et mere realistisk billede af, hvad der kræves af dem. De problemer, der opstår, kan være umulige at forudsige, fordi det hele er nyt. Men professionelle læringsfællesskaber stiller store krav til skolelederne. De skal ikke kun sikre tid til, at lærerne kan mødes, men også afklare formålet med samarbejdet og skabe en ny fælles kultur.

“Hvis man tror, lærerne bare selv sætter sig ned og tænker en masse nye tanker sammen i en travl hverdag, så kan man lige så godt lade være,” siger Dorethe Bjergkilde.

Når samarbejdet bliver mere forpligtende, og lærerne bliver mere gensidigt afhængige af hinanden, stiger risikoen samtidig for nye konflikter. Lærernes privatliv kan fx blive et område, som man er nødt til at forholde sig til. Er en lærer presset på hjemmefronten på grund af en skilsmisse, kan det slå ud, når hun efter fire lektioner skal sidde i møde med en håndfuld kolleger i yderligere to timer om et didaktisk spørgsmål, man måske ikke er enige om, forklarer Dorethe Bjergkilde.

Følelser kan også komme i spil, hvis det ikke er afklaret, hvor stor arbejdsindsats man kan forvente af hinanden.

“Man er nødt til at tænke over, hvordan man håndterer den slags konflikter,” siger hun.

Men professionelle læringsfællesskaber er kommet for at blive. Dorethe Bjergkildes pointe er, at det kun kommer til at fungere, hvis man begraver den polerede forestilling om de nye samarbejdsformer og skifter den ud med et mere realistisk billede.

“Der kan være gode effekter af at samarbejde på nye måder, men effekterne kan gå tabt, hvis man ikke har blik for, hvordan det også kan give sammenstød og er meget tidskrævende,” siger hun.