Pædagoger savner fælles forberedelse med lærerne

Med folkeskolereformen har pædagogerne fået en mere fremtrædende plads i skolen, men de efterlyser mere mødetid med lærerne, og deres kerneopgave er uklar, viser undersøgelser.

Det halter stadig med at få samarbejdet mellem lærere og pædagoger til at gå op i en højere enhed. Pædagogerne har svært ved at finde deres ståsted i skolen, og der er for lidt fælles forberedelsestid. Sådan lyder konklusionerne i rapporten “Pædagogen i skolen – status og udsyn” fra sidste år.

Her spørger UCC-forskere til pædagogernes arbejdsliv på skolerne. Rapporten, der er blevet til i samarbejde med BUPL Hovedstaden, viser, at det i stor udstrækning er op til pædagogerne selv at skabe den røde tråd på tværs af fritids- og skoledel og i deres samarbejde med forskellige faggrupper, forældre og børn, fortæller lektor Lisbeth Madsen fra UCC, der har skrevet rapporten sammen med docent Ditte Tofteng.

“Undersøgelsen peger på et behov for bedre organisering og strukturelle rammer, som understøtter pædagogernes arbejde i skolen. Og det handler i høj grad om fælles forberedelsestid med lærerne,” siger hun.

Samme billede tegner faglig sekretær Lars Søgaard Jensen fra BUPL. BUPL har, siden skolereformen trådte i kraft, hvert år spurgt pædagogerne om deres forhold på skolerne. Det er ikke blevet væsentligt bedre, konstaterer han.

“Hovedproblemet er stadig forberedelsestiden,” siger Lars Søgaard Jensen og henviser til, at 77 procent af pædagogerne siger, de ikke har tilstrækkelig mulighed for at forberede sig sammen med lærerne.

KORT OM UNDERSØGELSEN

“Pædagogen i skolen - status og udsyn” er baseret på en rundspørge og fokusgruppeinterview med medlemmer af BUPL Hovedstaden. Den udkom i april 2017.

Læs mere på: ucc.dk/pædagog-i-skolen

Lisbeth Madsen slår fast, at UCC’s undersøgelse ikke tyder på, at der foregår en “pædagog-mod-lærer”-kamp. Tværtimod.

“Pædagogerne kan sagtens se, at de kan byde ind med deres faglighed. Og de oplever, at lærerne har samme opfattelse,” siger hun.

Det bekræftes også af BUPL’s undersøgelse, hvor flertallet (69 procent) af de adspurgte i høj eller meget høj grad synes samarbejdet med lærerne fungerer. På trods af manglende tid til fælles forberedelse.

Broget billede

I “Pædagogen i skolen – status og udsyn” anbefaler forfatterne, at pædagogerne inddrages mere i planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet i skolen, hvis de for alvor skal have deres faglighed i spil. Noget som flere pædagoger må kigge langt efter ifølge undersøgelsen. Nogle fortæller, at de føler sig sat bagud allerede fra starten af året, fordi lærerne har tradition for at mødes i sommerferien og planlægge skoleåret – vel at mærke uden pædagogerne, fortæller Lisbeth Madsen.

“Det er svært at se, hvordan man sikrer kvaliteten i de fælles opgaver, hvis ikke man har fælles planlægning,” siger hun.

Hun understreger samtidig, at der er store variationer i, hvordan den enkelte pædagog oplever samarbejdet med lærerne. Både mellem kommunerne og de enkelte skoler. Men også helt ned på teamplan er der forskel på, hvordan og hvor meget pædagogerne bliver inddraget.

Lars Søgaard Jensen kalder det også for et broget billede. Pædagoger på skoler, hvor man har gjort det til et fælles ansvar at få faglighederne til at spille sammen, melder positivt tilbage. Her er man længere fremme med reformens intentioner om at skabe en varieret skoledag, siger han. Men det er ikke alle steder.

“De grelle eksempler, hvor pædagogerne bare bliver sat til at udfylde hullerne i skemaerne, findes stadig,” siger han.

Formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal, er enig i, at tid til fælles forberedelse er en mangelvare, og han kalder det dybt problematisk. Men han afviser, at det skyldes dårlig planlægning på skolerne. Problemet er snarere, at man ville for meget med for få penge, da man indførte reformen, siger han:

“Vi fik ikke de nødvendige ressourcer til at gennemføre alt det, som reformen indeholdt. Og det slår især igennem på, at der i dag er for få timer til samarbejde og forberedelse.”

Tys-tys pædagogen

I UCC’s undersøgelse beskriver pædagogerne også, at deres kerneopgave er svær at blive klog på. To ud af tre svarer “nej” til spørgsmålet om, om der er klare mål for deres rolle på skolen.

Det er uklart, om de er en backup for læreren, en ligeværdig partner eller noget helt tredje. En pædagog beskriver fx, hvordan han bliver “den, der sidder henne i vindueskarmen og tysser på børnene, når der står en lærer og underviser i fotosyntese.” En rolle, han synes, harmonerer dårligt med hans faglighed.

På mange skoler bliver pædagogernes input et spørgsmål om personlige kompetencer – fx om man har erfaring med rollespil, dyr eller idræt. Det er ikke i sig selv et problem at spille ind med sine personlige kompetencer, siger Lisbeth Madsen, men samarbejdet skal bygge på mere end det.

“Det er de pædagogfaglige kompetencer til at skabe gode fællesskaber, dannelse, medbestemmelse, trivsel og så videre, der skal være i centrum. Det må ikke afhænge af, om pædagogen tilfældigvis er god til dyr,” siger hun.

Spørgsmålet er så, hvordan man får de pædagogfaglige kompetencer i spil?

“Det kræver dels, at pædagogerne skal vide noget mere om, hvordan lærerne arbejder. Men også den anden vej, at lærerne ved, hvad pædagogfagligheden kan,” siger hun.

“Pædagogerne skal være med til møderne. Det er i arbejdet og planlægningen, man kan finde ud af, hvad hver især kan. Hvordan diskuterer I didaktik? Hvilke arbejdsopgaver har I? Man får talt sin faglighed frem.”

Forskerne bag rapporten anbefaler også, at skolerne sender pædagoger og lærere på kurser sammen for netop at betone deres samarbejde.

Knivskarpt

Et andet spørgsmål er, om pædagogen skal tilpasse sig skolen, eller om det er omvendt? Skolelederformand Claus Hjortdal mener, at modsætningen er sat forkert op. Det er ikke to fagligheder, der skal kæmpe om pladsen, men to fagligheder, der skal samarbejde om et fælles mål: eleverne.

Til gengæld mener han, at den seneste tids politiske strømninger ikke har gjort det nemmere for pædagogerne at få plads som ligeværdige samarbejdspartnere.

“Der er et meget stort fokus fra politisk side på faglig læring, og på at eleverne hele tiden skal være dygtigere. Det har også været nødvendigt at få nogle rutiner omkring dette på plads. Men nu er vi nået til et punkt, hvor det er på tide, at vi sænker skuldrene lidt og i stedet lægger vægten mere på faglig og social trivsel.”

Hvis det lykkes at få drejet fokus i den retning, kan pædagogerne virkelig komme på banen, mener Claus Hjortdal. De har forudsætninger for at observere og handle, når fx et barn har svært ved at lære i matematiktimen på grund af konflikter i skolegården eller problemer på hjemmefronten. Noget, der kan være svært for læreren at overskue samtidig med undervisningen.

“Men det kræver, at de er knivskarpe på, hvad de har at byde ind med. De kommer ind i en skole, der har eksisteret i 200 år, og hvor lærernes rolle er klar og tydelig. Det er forventeligt, at det tager tid at finde sin plads,” siger han.

Om Lisbeth Madsen

Antropolog, lektor og forskningsmedarbejder. Specialiseret i børn og unges perspektiver, kulturel kompleksitet og diversitet samt tværprofessionelt samarbejde.