Når flygtningefamilier møder daginstitutioner

Samarbejdet mellem pædagoger og flygtningeforældre byder på en række dilemmaer. Og for flygtningefamilier kan mødet med danske daginstitutioner være en stor omvæltning. To UCC-forskere undersøger mødet mellem daginstitutioner og flygtningebørn og deres familier.

Dit barn skal i børnehave. Sådan lyder beskeden til nyankomne flygtningefamilier. Ifølge dagtilbudsloven skal flygtningeforældre sende deres børn i vuggestue og børnehave, så børnene kan blive sprogstimuleret. Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk, der er adjunkter i UCC, er i gang med forskningsprojektet ”Flygtningebørn og deres familiers møde med danske daginstitutioner”, og de har observeret nogle dilemmaer i samarbejdet mellem pædagoger og nytilkomne familier. ”Pædagogerne har en myndighedsrolle, og samtidig får de ofte en tæt relation til forældrene og har et stort ønske om at hjælpe både børn og forældre til at lære dansk og at kunne navigere i deres nye virkelighed i Danmark,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

Hun og Susanne Bregnbæk har lavet feltarbejde i institutioner i fire kommuner, hvor de blandt andet har siddet med ved møder mellem flygtningeforældre og pædagoger og andre fagpersoner. ”Det er vigtigt, at man som pædagog er opmærksom på, at forældresamarbejde ikke er et magtfrit rum. Blandt andet fordi flygtningeforældre skal sende deres børn i daginstitution, og fordi der er særlige forventninger til, hvordan man er forælder til et barn i dagtilbud i Danmark,” siger Susanne Bregnbæk. Hun har for eksempel siddet med til et møde, der handlede om en pige på halvandet år. Udover hende selv var ni personer med til mødet: moren, faren, souschefen, to pædagoger, en rådgiver fra kommunen, en psykolog, en sundhedsplejerske og en tolk. Forældrene spurgte blandt andet, om det var normalt, at pigen græd så meget, når hun blev afleveret. Her svarede en pædagog, at barnet dels havde været en del væk, og at det eventuelt også kunne have noget at gøre med, at barnet kunne mærke, at moren syntes, det var svært at sige farvel. Faren spurgte bl.a., om det var en god idé, at de vuggede pigen i søvn, når hun vågnede om natten. Her gav psykologen råd om, hvordan forældrene kunne prøve at vænne pigen til, at de ikke tog hende op.

Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk kan se, at det for flygtningeforældre kan være noget af en omvæltning at skulle vænne sig til hverdagen i en dansk daginstitution. ”De er i forvejen i en situation, hvor der stilles mange krav. Det kan være svært for dem, at de for eksempel ikke kan vælge at holde deres børn hjemme, hvis de selv har fri, eller en søskende er syg, fordi de har pligt til at sende dem i børnehave. Nogle har været adskilt fra deres børn i flere år på grund af familiesammenføringssager. Andre undrer sig over, hvor meget der leges i børnehaven. Der gør pædagogerne et stort stykke arbejde i forhold til at forklare, hvad dansk daginstitutionspædagogik går ud på,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

Inkluderet af de andre børn

Arbejdet med at introducere flygtningefamilier til hverdagen i daginstitutionen håndteres forskelligt i kommunerne. Bl.a. har man i Hillerød Kommune to modtagepædagoger, der møder børnene og forældrene, når de starter i vuggestue eller børnehave, og er med, når der er brug for at støtte ekstra op om et barn og en familie. De taler begge arabisk og starter med at tage en snak med familien om deres baggrund og viser dem rundt i børnehaven. De snakker også med forældrene om, hvordan man ser på opdragelse i Danmark, og hvordan det er at gå i en daginstitution. Modtagepædagogerne arbejder også med børnenes sprog og tager på ture med børnene. Flygtningebørnene får så lov at vælge nogle andre børn fra børnegruppen, der er med i aktiviteter eller på ture, og modtagepædagogerne oversætter også nogle gange enkelte ord til arabisk, så de andre børn hører sproget, og flygtningebørnene føler sig som en del af fællesskabet.

Også i den integrerede institution Dalgården i Dyssegård nord for København spiller børnehavens andre børn en vigtig rolle i inklusionen af flygtningebørn. ”Flygtningebørnene bliver fast tilknyttet nogle andre børn fra børnegruppen, for de er bedst til at inkludere dem,” siger børnehavens leder Anette Schumacher. Institutionen har 136 børn med 32 nationaliteter – cirka ti har flygtningebaggrund. De har modtaget flygtningebørn i mange år og hjælper bl.a. også familierne med praktiske ting som e-boks og kontakt til læge og myndigheder. I løbet af året har de forløb om forskellige kulturer, og her bidrager familierne bl.a. med mad fra deres oprindelsesland. ”Det kræver rummelighed og forståelse for fx traumer og forskellige kulturer at arbejde med flygtningefamilier. Vi går også meget op i, at der skal være plads til børnenes modersmål og opfordrer for eksempel forældrene til at blive ved med at tale deres modersmål derhjemme. Vi er i det hele taget meget opmærksomme på at trække på de ressourcer, familierne har. Og på at vores rolle er at være vejledende og støttende. Børnene er forældrenes, og det er dem, der bestemmer,” siger hun.

Dansk er ikke altid det vigtigste

Nanna Jordt Jørgensen og Susannes Bregnbæks forskningsprojekt peger på, at det kan være en udfordring for pædagoger at skulle hjælpe børn og forældre med at lære dansk og navigere i hverdagen i daginstitutionen og i det danske samfund i det hele taget, uden at man kommer til at overtrumfe forældrene eller overse familiens egne ressourcer. Det kan for eksempel handle om at have forståelse for, at det ikke altid er forældrene, men andre familiemedlemmer, der er de centrale figurer i børnenes dagligdag. ”Det handler om at blive ved med at lytte og om at kunne arbejde med fleksible løsninger i dagligdagen. For eksempel har vi været i en institution, hvor man efter aftale med kommunen lavede en praktik i børnehaven til en mor, hvis barn havde svært ved at undvære hende. Så kunne moren lære dansk og være sammen med sit barn på samme tid,” fortæller Susanne Bregnbæk.

Under deres feltarbejde har Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk bl.a. også mødt en pædagog, der selv kom til Danmark som flygtning. Hun taler arabisk og oplever, at spørgsmålet om sprog nogle gange kan være følsomt i samarbejdet med nogle af hendes kolleger med dansk baggrund. Det gælder for eksempel, hvis hun vælger at give eller skrive en besked på arabisk i stedet for dansk. Men den fleksible tilgang handler også om, at det nogle gange er vigtigere at være sikker på, at forældrene forstår en besked, end at der bliver lært dansk. ”Nogle gange er det bare vigtigere at få kommunikeret, at et barn har brug for gummistøvler, end at forældrene lige der lærer at sige gummistøvler på dansk,” siger Nanna Jordt Jørgensen.

Om Nanna Jordt Jørgensen

Nanna Jordt Jørgensen er adjunkt, ph.d. og ansat i UCC’s forskningsprogram Dagtilbuds-, Social- og Specialpædagogik. Hendes forskning omhandler uddannelse, social udsathed og bæredygtighed.