Hvordan samarbejder skolen med Fuad og Fatimas far?

Aggressive og kontrollerende eller for fraværende i deres børns liv. Sådan oplever nogle fædre, der er født i ikke-vestlige lande, at skolen ser på dem, viser et ph.d.-projekt.

Anne Hovgaard Jørgensen har observeret over 50 skole-hjem-samtaler, interviewet 24 fædre og igennem fem måneder fulgt tre skoleklasser i København som led i sit ph.d.-projekt om etniske minoritetsfædres involvering i skole-hjem-samarbejde.

Både den nyankomne flygtning og ham, hvis familie i 2-3 generationer har boet i Danmark, kan betegnes som etniske minoritetsfædre. I sit projekt har Anne Hovgaard Jørgensen valgt at fokusere på de fædre, som er født i et ikke-vestligt land.

HVAD VISER PROJEKTET?

Anne Hovgaard Jørgensen færdiggør sit ph.d.-projekt i sommeren 2018. Nogle af de foreløbige konklusioner er:
• Stort set alle fædrene mener, at de har en anderledes farrolle, end deres far havde. De oplever at være tættere på deres børn og mere deltagende i deres liv, end deres egen far var.
• Alle fædrene har et stort ønske om, at deres børn klarer sig godt i skolen, så de er frie til at vælge uddannelse. En stor del af fædrene har fysisk hårde lavtlønsjobs og nogle af dem flere jobs for at kunne forsørge familien.
• En stor del af fædrene føler sig til tider mistænkeliggjort af lærerne på grund af deres etniske baggrund.
• Der synes at være en tendens til, at problemer omkring barnet oftere af lærerne tilskrives forhold i familien end relationelle
forhold i skolens kontekst.
• Mange fædre udtrykker autoritetstro over for læreren, og at de ikke vil ’blande sig’.
Dette kan misforstås og blive opfattet som ’fravær’.
• En stor del føler, det er svært at leve op til forventningen om, at man skal være aktiv

”De har ofte tilbragt hele eller en del af deres barndom i et land, der på nogle punkter kan være meget anderledes end Danmark, bl.a. hvad angår opdragelse, familie- og skoletraditioner. Hvordan oplever de samarbejdet med skolen? Og hvordan ser de deres faderrolle?” spørger hun.

Selvom projektet først afsluttes til sommer, tegner der sig nogle svar på de spørgsmål. Blandt andet har mange af de fædre, der deltager i projektet, følt sig mistænkeliggjort som fædre til skolebørn, og det ser ud til at hænge sammen med en særlig diskurs om de ikke-vestlige fædres maskulinitet – en diskurs, der i ph.d.-projektet beskrives som  mistænkeliggjort maskulinitet’.

"Din far bestemmer ikke derhjemme"

Anne Hovgaard Jørgensen giver nogle eksempler:

”En far fortalte, at man som etnisk minoritetsfar kan føle, man nærmest bliver set som et ondt menneske, der undertrykker sin kone. Denne far havde oplevet, at pædagoger og lærere holdt ham ude, fordi de mente, det var bedst for barnet,” siger hun.

Et andet eksempel er en far, hvis teenagebørn gav udtryk for, at hvis der var problemer eller uenighed i hjemmet, så ville lærerne støtte dem og sige: ’Bare rolig, vi hjælper dig. Det er ikke din far, der bestemmer derhjemme’. Han følte sig mistænkeliggjort fra skolens side.

Anne Hovgaard Jørgensen er også er stødt på den fortælling, at store børn kunne true deres fædre, således at hvis de fx ikke fik lov til at være sent ude, så ville de sige til lærerne
eller de sociale myndigheder, at faren slog.

KORT OM PROJEKTET

Ph.d.-projektet ’Etniske minoritetsfædres involvering i skole-hjem-samarbejde’ er forankret i UCC’s forskningsafdeling samt på
DPU, Aarhus Universitet, og afsluttes i sommeren 2018.

Projektet bygger på feltarbejde på en københavnsk folkeskole, hvor cirka halvdelen af eleverne har etnisk minoritetsbaggrund, i et socialt boligbyggeri og i forskellige fædregrupper.

Anne Hovgaard Jørgensen har bl.a. observeret undervisning, frikvarterer, forældremøder og skole-hjem-samtaler i to 0. klasser og en 7. klasse. Hun har også gennemført interview

”Det tyder på, at også børnene har en opfattelse af, at etniske minoritetsfædre lettere mistænkes for vold – eller i hvert fald at de i højere grad frygter at blive det – end etnisk danske fædre. Og de historier bekræfter den samfundsmæssige diskurs omkring især muslimske mænd som kontrollerende, dominerende og latent voldelige, mens kvinderne i
højere grad ses som undertrykte og nogle, der skal beskyttes mod manden,” siger Anne Hovgaard Jørgensen.

Tæt og følelsesmæssigt forhold

Hun har i sit ph.d.-projekt forholdt sig særligt til korporlig afstraffelse. Ifølge en undersøgelse fra Nationalt Center for Velfærd, SFI, fra 2017, har 5-6 procent af etnisk danske børn
oplevet fysisk afstraffelse i hjemmet, mens det gælder for 8-9 procent af de etniske minoritetsbørn. Ifølge SFI skyldes forskellen dels socioøkonomiske forhold, dels kulturelle
forskelle.

”Man kan sige, at den tre procents forskel, der er på landsplan mellem etnisk danske og minoritetsforældre, ikke kan forklare den mistænkeliggørelse, som de etniske minoritetsfædre oplever. Der er helt sikkert etniske minoritetsfædre, der slår, fx blandt traumatiserede flygtninge. Men vi bør ikke forvente, at de gør det,” siger Anne Hovgaard
Jørgensen.

Et andet resultat, der tegner sig i ph.d.-projektet, er, at langt de fleste af fædrene oplever deres faderrolle som anderledes end deres egen fars.

”Mange beretter, at de havde en god og kærlig far, men at de selv er og ønsker at være følelsesmæssigt tættere på deres børn. Den bevægelse, vi ser hos de etnisk danske fædre,
hvor de på 1-2 generationer har fået et mere følelsesmæssigt forhold til deres børn, ser vi også hos de etniske minoritetsfædre,” siger Anne Hovgaard Jørgensen.

Fædrenes udseende og ikkeperfekte dansk betyder noget

Hun peger på tidligere forskning, der tyder på ’race-blindhed’ i de skandinaviske lande, hvor vi ikke italesætter betydningen af etnisk tilhørsforhold.

”Vi har forståelsen af, at alle er lige og behandles ens. Men jeg kan se, at fædrenes baggrund, udseende og ikke-perfekte dansk betyder noget,” siger hun med tryk på ordet ’betyder’.

Anne Hovgaard Jørgensen opererer i sit ph.d.-projekt med begrebet ’mistænkeliggjort maskulinitet’ – at den måde, etniske minoritetsfædre er fædre på, eller som andre forestiller sig, at de er fædre på, ikke altid falder i god jord i en dansk kontekst.

IFØLGE FÆDRENE…

To typiske eksempler fra Anne Hovgaard Jørgensens ph.d.-projekt på, hvordan etniske minoritetsfædre føler sig mistænkeliggjort:


• En far født i Pakistan fortæller, at hans datter kommer hjem fra skole og siger, at hendes klasselærer i en hel time bad hende lege med nogle dukker, der ligner en far, en mor og et barn – og at læreren på den måde ville finde ud af, om faren slog derhjemme. Han bliver frustreret, for han har aldrig slået hverken kone eller børn, og han kontakter læreren. Det viser sig, at en anden far på skolen, der også stammer fra et ikke-vestligt land, har været voldelig, og skolen ville sikre sig, at det samme ikke overgik andre børn med ikke-vestlige fædre.


• En far født i Marokko fortæller, at hans datter lige er startet i vuggestuen. En dag bider hun et andet barn på stuen. Anden gang, hun gør det, indkalder pædagogerne til møde. Faren oplever, at de automatisk går ud fra, at ’der må være vold i det hjem, siden pigen bider’. Til pædagogerne siger han, at der kan være flere grunde til, at børn bider, og han tror, pigen bider, når de andre børn tager hendes ting, fordi hun ikke er så god til dansk. Datteren stopper snart med at bide, hvilket gør faren glad – men han oplever, at pædagogerne

Ifølge ph.d.-projektet orienterer lærere og pædagoger sig til tider – og ofte ubevidst – i forhold til stereotype opfattelser af ’den ikke-vestlige far’. Den fraværende etniske minoritetsfar er altså en kategori, man arbejder med.

”Der er et narrativ om det gode hjem og den gode forælder som nogle, der deltager i forældremøder, sommerfester og trivselsgrupper. En far, jeg interviewede, arbejdede 70 timer om ugen på et pizzeria og i et rengøringsjob for at tjene penge til familien. Når han endelig havde fri, prioriterede han det nære samvær i hjemmet. Det vidste lærerne godt, og de gav udtryk for forståelse for, at han ikke kom til arrangementer og tjekkede forældreintra. Men det var alligevel de etniske minoritetsfædre, som var mere synlige i skolen, som blev omtalt som de gode fædre,” siger Anne Hovgaard Jørgensen.

Sættes ud på et sidespor

”En far i min undersøgelse fortalte, at han var klar over, at det til forældremøder gælder om at række hånden op, rose lærerne og så give udtryk for en bekymring. At en god og engageret forælder både er anerkendende og lidt kritisk. Men på grund af hans dårligere dansk nåede han aldrig at få formuleret i sit hoved, hvad han gerne ville sige, før emnet var skiftet,” siger Anne Hovgaard Jørgensen og fortsætter:

”Usynlige magtstrukturer og nogle fædres ringere evne til at navigere i det omfattende og komplicerede skole-hjem-samarbejde, hvor reglerne ofte er uskrevne, betyder, at nogle fædre oplever, at de sættes ud på et sidespor, og det er selvfølgelig et stort problem for samarbejdet.”

Anne Hovgaard Jørgensen peger på, at lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle omkring børnene skal lægge forestillingen om den etniske minoritetsfar på hylden og i stedet se individuelt og nuanceret på den enkelte familie og den enkelte forælder.

”Samtidig bør man overveje, hvad den teknologibaserede kommunikation, der på mange måder nedprioriterer den personlige relation og det fysiske møde, betyder for skole-hjem-samarbejdet. Det gælder især i forhold til denne målgruppe, som kan have svært ved at udtrykke sig skriftligt.”

Antropolog og ph.d.-stipendiat