Faglig blæksprutte får flere arme

De skal udstikke skolens kurs inden for deres fag, følge op på elevernes testresultater og gøre kollegerne dygtigere, selvom de ikke formelt har magt. Mange faglige vejledere slås med at skabe autoritet og finde balancen mellem ledelse og kolleger.

Om morgenen får hun en idé til at udvikle et nyt undervisningsmateriale om kodning, i spisefrikvarteret beder en kollega om hjælp til at håndtere en elev, der kun vil bruge computer og ikke blyant til regnestykkerne, og om eftermiddagen skal hun gøre skolens fagteam begejstrede for at arbejde med åbne opgaver i matematik. Ind imellem skal hun også lære sine egne 8. klasser geometri.

Lis Zacho elsker sit job som matematikvejleder på Lindevangskolen på Frederiksberg, men det er en krævende position, som hun har brugt mange år på at afgrænse og indtage. Akkurat som andre af de ressource-personer i folkeskolen, der siden 00’erne har fået titler som vejledere i alt fra læsning og matematik til inklusion, trivsel og it. For i kølvandet på reformer og politiske krav om større faglighed i skolen er ansvaret for at udvikle lærernes kompetencer delvist flyttet fra kontoret til lærerværelset, så undervisere med specialviden nu skal oparbejde en autoritet imellem ledelsen og fællesskabet med kollegerne.

”Det er en svær position, hvor du nogle gange balancerer på en knivsæg. Du er en faglig blæksprutte, der både skal holde dig ajour med dit fag, hjælpe konkrete elever, skubbe til kollegernes udvikling og være sparringspartner for ledelsen. Du skal turde gå forrest, men stadig være ydmyg, og du skal kunne vælge dine kampe med omhu, for særligt i begyndelsen kan du blive mødt med skepsis fra kollegerne,” siger Lis Zacho.

Spændt ud mellem kontor og lærerværelse

Det er velkendt, at rollen som faglig vejleder er fyldt med dilemmaer. Det fremgik allerede i 2009 af en rapport fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og lektor Birgitte Henriksen hører stadig om de typiske udfordringer, når hun underviser nye matematikvejledere på UCC’s diplomuddannelse.

”Mange har i begyndelsen svært ved at få skabt rum til at stå i spidsen for den faglige udvikling inden for deres fag, som de selv ser som deres fornemste opgave. De bliver let spændt ud mellem to yderpoler, hvor de enten bliver brugt som akutte brandslukkere, der skal hjælpe konkrete elever med særlige behov i et fag, eller risikerer at havne i rollen som ledelsens forlængede arm, der skal kontrollere, om kollegerne gør det godt nok i undervisningen,” siger hun.

De faglige vejlederes klemte mellemposition skyldes, at det er svært at skabe legitimitet uden formel ret til at lede, lyder det fra Dorethe Bjergkilde, der på UCC og Aarhus Universitet arbejder på en ph.d.-afhandling blandt andet om, hvordan skoleledelser kan understøtte ressourcepersonerne.

”Skolen har traditionelt haft en flad organisationsstruktur, så det kan være vanskeligt at initiere faglige processer, når man befinder sig i en gråzone, hvor man formelt er på lige fod med kollegerne, men reelt indtager en uformel ledelsesrolle. Det kræver, at man får skabt legitimitet om sin rolle, så man kan gå foran med en viden, kollegerne ikke har, og alligevel være på lærerværelset bagefter. Det kan faglige vejledere ikke gøre på egen hånd. Skolens ledelse er også nødt til at afklare ressourcepersonernes arbejdsopgaver og tydeligt kommunikere det med en forventning om, at vejlederne bliver brugt af kollegerne,” siger hun.

Fra ekspert til facilitator

Dorethe Bjergkildes feltarbejde på flere skoler tyder på, at behovet for at skabe klare rammer om de faglige vejlederes autoritet vil vokse, for mange skoler begynder at udvide ressourcepersonernes beføjelser og bruge dem på nye måder.

”Der er en udvikling på vej, hvor vejledningen dels flytter sig fra individuelle samtaler til refleksionsprocesser i teams, og dels at mange skoler bruger ressourcepersonerne til at hjælpe med at implementere brede udviklingsprojekter uden for vejlederens eget fag, fordi de har nogle kompetencer, der kan bruges mere alment,” siger hun.

Den spæde udvikling, som Dorethe Bjergkilde ser i krystalkuglen, kalder på en kulturforandring i skolen.

”Ressourcepersonernes rolle bliver i højere grad at facilitere og coache snarere end at være en ekspert, der giver tips og tricks til kollegerne. Udvikling og planlægning af undervisning foregår i højere grad i professionelle læringsfællesskaber frem for individuelt, fordi forskning viser, at både elevers og læreres læringsudbytte vokser, når man får flere øjne på et emne og samarbejder kollektivt om fælles, tværgående mål. Men så skal man sige farvel til tendensen til blot at koordinere og være søde og rare ved hinanden. Man skal acceptere, at nogle kolleger kan være uformelle ledere, der måske ved mere end dig selv, og må anspore dig til at udvikle din faglighed og undervisningspraksis,” siger Dorethe Bjergkilde.

Loyalitet ligger i faget

Lis Zacho var blandt de første matematikvejledere, da hun blev uddannet i 2007, og ti års erfaring kombineret med et jobskifte har givet hende fodfæste i funktionen.

”Det tager tid at oparbejde autoritet. Jeg begyndte med at have faste åbningstider som matematikvejleder, men kollegerne brugte mig ikke særlig meget. Jeg skulle lære at skabe lydhørhed ved at oparbejde et solidt fagligt repertoire og vise i praksis, at jeg både kunne afhjælpe kollegernes her-og-nu-udfordringer ved at foreslå nye handlemåder eller konkrete undervisningsmaterialer og samtidig skubbe til længerevarende forandrings-processer,” siger hun.

I dag bruger Lis Zacho cirka en dag om ugen på sin funktion som matematikvejleder, og hun vejleder både på gangen, lærerværelset, de månedlige møder i fagteamet for matematiklærere og via mail, intranettet og en Facebook-gruppe. Derudover følger hun med i sit fag gennem faglitteratur, konferencer og netværk; samler op på skolens matematiktest og foreslår nye tiltag, der kan forbedre elevernes resultater, ligesom hun sørger for, at kollegerne bruger digitale hjælpemidler og varierede undervisningsmaterialer.

”Min loyalitet ligger i selve faget, så jeg er både sparringspartner for kolleger og ledelsen i forhold til matematik. Jeg skal kunne rådgive ledelsen om nye bogsystemer og være med til at sætte skolens faglige kurs på matematikområdet, men jeg skal også kunne tale fortroligt med kollegerne om det, der er svært, så jeg sender kun min viden videre, hvis det er absolut nødvendigt,” siger hun.

Skab læring så kollegerne vokser

Gennem årene er rollen som facilitator kommet til at fylde mere for Lis Zacho, og det har skabt en nødvendig ydmyghed over for kollegernes udvikling.

”Nogle gange skal jeg sætte spørgsmålstegn ved andres praksis, og det er sårbart. Der kan være mange grunde til, at en klasse eller undervisningen ikke fungerer, og nogle oplever det som næsten skamfuldt. Jeg skal være med til at skabe en kultur, hvor det er okay at tale om tingene og bede om hjælp,” siger hun.

Lis Zacho foretrækker selv at gå forrest. Derfor går hun nogle gange med som ekstra voksen i en klasse for at aflaste eller vise nye måder at undervise på, og hun afprøver altid selv de undervisnings-materialer, hun udvikler eller foreslår andre.

”Jeg skal være dygtig og foregå med et godt eksempel, men jeg hverken kan eller skal præsentere den ideelle undervisning. Jeg skal bare være ordentlig, seriøs og sætte en dagsorden omkring faget ud fra min viden. Som vejleder kan du let komme til at pirke til folks dårlige samvittighed, fordi du minder dem om at arbejde nytænkende, selvom de har travlt og er pressede. Balancen ligger i at pushe så meget, at kollegerne flytter sig, men jeg skal ikke skubbe dem ud over kanten. Jeg skal facilitere læring, så de vokser med opgaven,” siger hun.

Ph.d.-studerende, afdelingen for Forskning og Udvikling.