Kronik: Specialpædagogik under total afvikling: Multihandicappede glemmes

Det er blevet meget sværere at høre til en af de mest handicappede grupper i Danmark, mennesker med multiple funktionsnedsættelser. Det senmoderne menneske værdsætter det fejlfri, pleje og omsorg er i høj grad op til den enkelte familie, og personalet på specialskolerne mangler uddannelse.

Kort efter strukturreformen i 2007 fandt en økonomichef i en nordsjællandsk kommune ud af, at ståstativer til multihandicappede børn i skolen var en stor udgift. Kommunen kunne spare en masse penge ved at sælge stativerne og insisterede på, at de fysiske hjælpemidler var en opgave, som sygehusene burde tage sig af. Sygehusene tager sig imidlertid kun af behandling og ikke af  vedligeholdelse. Økonomichefen havde heller ikke medregnet, at børnene ville have fået massive følgeskader af ikke at kunne komme op i lodret stilling og få belastet knogler og krop. En situation der ville have krævet flere og omfattende behandlinger. At droppe ståstativerne var altså en ret kortsigtet løsning. Ståstativerne var nødvendige og blev derefter indkøbt som personlige hjælpemidler.

Det er stort set umuligt at forestille sig, at mennesker med multiple funktionsnedsættelser bliver uddannet til noget, der kan give afkast og bidrage til samfundsøkonomien. Dermed er deres udvikling heller ikke en investering, der kaster noget af sig. Så i vore dages økonomiperspektiv kommer politikken på området til at fokusere på effektivitet og besparelser i det offentlige. Kort sagt: Hvordan kan vi undgå at bruge ressourcer på børn (og voksne) med multihandicap?

Familier må selv tage ansvar

Siden 1970’erne er der blevet arbejdet på, at familierne selv skal kunne håndtere pleje og omsorg af deres stærkt handicappede børn. Rigtig godt for børnene, som så ikke længere får skader som følge af institutionaliseringen. Og godt for økonomien – en døgninstitutionsplads for en multihandicappet er dyr. Og i starten gik det også fint, for familierne fik hjælp til transport (en kørestol kan ikke komme ind i en almindelig familiebil), liftsystemer hjemme, ekstraudgifter til bleer, særlig kost og tøj, kommunikationsudstyr og erstatning for tabt arbejdskraft. Det var i de tidligere amters regi. Efter strukturreformen skulle kommunerne selv stå for disse støtteressourcer, der siden er blevet fjernet bid for bid. I visse kommuner er det nu meget svært overhovedet at få støtte.

Et multihandikappet barn bliver større og tungere med alderen. En familie, der, da datteren var 16, ikke længere havde kræfterne til at flytte på hende og ikke penge nok til at ombygge hus og betale alle datterens sygedage af egen lomme, bad om, at datteren kunne komme på institution. Så ville de bedre kunne tage del i hendes relationelle udvikling, dvs. være nærværende for hende, når de så kom besøg. Det kunne de da godt, svarede kommunen. De skulle bare selv betale for det – hun var jo ikke 18 år. Prisen var 8.000 kroner om måneden.

Specialskoleansatte mangler uddannelse

Tidligere havde vi i Danmark en speciallæreruddannelse på Lærerhøjskolen. Nu er den erstattet af en diplomuddannelse, som et fåtal af specialskolelærere har. I februar 2017 talte jeg lærernes uddannelsesbaggrund op på en klassisk specialskole og konstaterede, at kun én ud af 25 lærere og pædagoger havde en fuld pædagogisk diplom- eller speciallæreruddannelse. To havde et enkelt diplommodul inden for det specialpædagogiske område. I mine 22 år som specialskolelærer oplevede jeg, at vi ikke blev efteruddannet til arbejdet. Mesterlære og tæt samarbejde med alle involverede faggrupper var den eneste måde, man kunne blive god til at arbejde med de handicappede elever på. Og det tog ca. fire år at tilegne sig færdigheder som fx at få øje på barnet bag handicappet, at kunne skabe en relation baseret på barnets kompetencer, at kunne få øje på udviklingsmuligheder relationelt, socialt, motorisk, kommunikativt, dannelsesmæssigt, skolefagligt og emotionelt. Og derefter – i samarbejde med de øvrige fagpersoner omkring barnet – at udvikle en didaktik og en handleplansmodel, der kunne bringe barnet videre i sin udvikling.

Moduler

UCC har udviklet to moduler, der er målrettet lærere og pædagoger, som arbejder med mennesker med multiple funktionsnedsættelser. Modulerne fokuserer på kommunikationsområdet. Desuden udbyder UCC et modul, der forholder sig til den motoriske del af handicappet, et modul, der handler om retarderingsdelen, og så et modul, der kan adressere de
sansemæssige vanskeligheder, der er en del af det at være multihandicappet. Alle modulerne fokuserer på tværfagligt samarbejde. Endelig har vi adskillige skræddersyede forløb, hvor et modul tilpasses den enkelte skoles eller institutions indsatsområde – med udgangspunkt i den konkrete praksis, medarbejderne står i. Disse forløb kan være med eller uden en
diplomeksamen.

Det krævede selvfølgelig, at der var en eller flere mestre – kompetente kolleger, der havde viden og var uddannede – der kunne lære fra sig. Og at der også var tid og plads til denne oplæring, udveksling af faglig viden, indhentning af ny viden og måske analyse af hændelser, gerne optaget på video. Og det blev der mindre og mindre tid til. I 1998 havde en fuldtids specialskolelærer 22 lektioner og ca. 3-5 elever i klassen. Det var lavt i forhold til kollegerne på de almene folkeskoler. Men det er umuligt at gå ud og hente et klassesæt af bøger til matematik på en specialskole, og det er umuligt at klasseundervise fire elever med hver deres handicap, udviklingstrin, kompetenceprofil og interesser. Alle undervisningsmaterialer skal opfindes, så forberedelsestiden var én til én. Da jeg i begyndelsen af dette skoleår var på besøg på en større specialskole i Københavns Kommune kunne jeg konstatere, at klassekvotienten nu er 5-8 elever, og at læreren underviser 28 lektioner.

Indsatser rammer skævt

I almenskolen har der været bølge efter bølge af indsatser, der giver et løft – målstyret undervisning, klasserumsledelse og bedre samspil mellem elever og lærere i undervisningen. Meget af dette rammer ved siden af hos de lærere, som arbejder med børn og unge med multiple funktionsnedsættelser. Det kan virke meningsløst at skulle sidde på kurser om tidlig læselæring, når de elever, man har i klassen, har brug for at udvikle deres evne til at kommunikere, komme videre i deres sensoriske eller motoriske udvikling og udvikle forståelse for ting og menneskers kvaliteter. Også områder som det komplicerede forældresamarbejde og netværket omkring det enkelte barn kræver særlig viden og særlige kompetencer, som der mangler uddannelse i.

Med andre ord lades multihandicappede i stikken. Men der ER muligheder. Der er fx kommet skolepædagoger til, og i det specialpædagogiske felt er et pædagogfagligt blik lige så afgørende som et lærerfagligt. For at kunne udnytte fordelene i et samarbejde skal man kunne sætte ord på sin faglighed. Man skal fx kunne argumentere didaktisk, udviklingsmæssigt og ud fra et kommunikativt
perspektiv. Det stiller nye krav til både speciallæreren og specialpædagogen.

Om Ida Marie Mundt

Ida Mundt har gennem 22 år arbejdet som specialskolelærer på forskellige skoler i Københavns og Frederiksborg Amt og senere Allerød Kommune. Primært med fokus på elever med multiple funktionsnedsættelser. Nu er hun lektor og fagansvarlig for specialpædagogik på Professionshøjskolen UCC.