"Så længe det ikke er ulovligt"

Hvordan reagerer udsatte unge, hvis de får frit spil til at forme deres egne rammer? Projektet All In udfordrer både pædagoger og unge. Og rokker ved velfærdssamfundets selvforståelse, ifølge de to UCC-forskere, som står bag.

“Det ene toilet lignede et offentligt handicaptoilet. Det andet havde grimme svenskrøde fliser,” lyder det fra 20-årige Rebecca. Hun er en af 16 unge, som er tilknyttet døgninstitutionen Brydes Allé på Amager. I dag bor hun i en udslusningslejlighed i en boligblok lige rundt om hjørnet fra institutionens hovedbygning.

Og det er toiletterne i hovedbygningen, hun taler om. For nogle måneder siden blev hun og to pædagoger færdige med at renovere dem. De malede fliserne og væggene, satte spejle op, nye badeforhæng og en række andre forbedringer.

“Det er blevet meget mere personligt,” siger Rebecca tilfreds.

Måske lyder et renoveret toilet på en døgninstitution ikke som et stort fremskridt i velfærdsstaten Danmark. Men måden, det blev gennemført på, er en lille sprække i den traditionelle måde at tænke pædagogik over for marginaliserede unge på.

Det var nemlig Rebecca selv og en anden ung, der tog initiativet, besluttede, hvordan toilettet skulle se ud, og købte ind i IKEA. Pædagogerne Thorbjørn Birch og Mette Wrem gav blot råd undervejs og praktisk hjælp.

Alt er muligt…

De to pædagoger er med i UCC-forskningsprojektet “All In – Medarbejderforløb”. Et aktionsforskningsprojekt, hvor pædagoger fra københavnske institutioner og forskerne Mette Bladt og Ditte Tofteng sammen afprøver nye tilgange til udsatte unge.

Grundtanken i projektet er, at man kan bryde marginalisering og udsathed ved at gøre de unge til aktive deltagere i samfundet og eget liv, og det lægger op til et opgør med den måde, vi tænker velfærdssamfundet på. Velfærdssamfundet er rummeligt, forklarer Mette Bladt, men der er stadig folk som falder udenfor.

“Nogle passer ikke ind i de kasser, som findes: Skolen, klubben, fritidstilbud. Udgangspunktet i All In er, at det ikke er de unges skyld. Det er kasserne, vi har bygget, som er problemet. Så projektet sætter egentlig stort spørgsmålstegn ved, hvordan vi skal indrette os som samfund,” siger hun.

ALL IN – MEDARBEJDERFORLØB

Aktionsforskningsprojekt. Skal skabe viden om, hvordan pædagoger og andre professioner på det sociale- og socialpædagogiske område kan arbejde med at gøre udsatte unge til aktive deltagere i samfundet.

Projektet løber fra 2016-2019 og er et samarbejde mellem UCC’s forskningsafdeling og Partnerskabet 3B i Urbanplanen.

Mette Bladt sætter samtidig en tyk streg under, at deltagelse ikke er det samme som inddragelse. Når man bliver inddraget, er rammerne allerede defineret.

Men i All In skal pædagogerne turde at træde et stort skridt tilbage fra deres normale rolle og spørge de unge, hvordan institutionen skal se ud, hvis de skal bestemme. Altså være klar til at lave om på rammerne, hvis det er det, de unge ønsker.

“Da vi præsenterede projektet for de unge, sagde vi til dem, at alt er muligt, så længe det ikke er ulovligt. Det er ikke sikkert, at alt kan lade sig gøre, men vi skal ikke stoppe, før vi har prøvet,” siger pædagog Thorbjørn Birch fra Brydes Allé.

Pædagogerne bad de unge på døgninstitutionen om at lave en liste over ting, der var “nederen” ved Brydes Allé. Det gav et udgangspunkt for forandringer, som de unge selv havde en aktie i.
“Det blev en meget lang liste,” griner Thorbjørn Birch.

Men det har ikke været nemt at få de unge med på at tage næste skridt. De fleste lukker ørerne, så snart de hører ordet ”projekt”. Også selv om pædagogerne er begejstrede og synes, det er meget nyskabende, forklarer hans kollega Mette Wrem.

“De har allerede været med i bunkevis af projekter. Og de synes ikke rigtig, det rykker ret meget,” siger hun.

Også 20-årige Rebecca var skeptisk, da hun først hørte om All In. Hendes umiddelbare reaktion var, at opfordringen om, at alt er muligt, ville gøre forslagene useriøse, fortæller hun:

“Jeg tænkte, at de andre ville foreslå flere lommepenge og andre ting, som alligevel ikke ville kunne lade sig gøre.”

Derfor ser Thorbjørn og Mette toiletrenoveringen som et lille bevis på, at det kan lade sig gøre at få de unge til selv at tage initiativ og deltage, men at det kræver meget arbejde.

“Det er måske den gruppe mennesker, som har allermindst at skulle have sagt i deres eget liv. At give dem mulighed for at deltage på en ny måde, er åbenlyst en god ide, men det vil tage tid at få det til at synke ind”, siger Mette Wrem.

Docent Ditte Tofteng fra UCC understreger, at det ikke er meningen, at deltagertanken skal være i spil hele tiden.

“Vi undersøger i projektet, om man kan udvide pædagogernes handlerepertoire. Man skal se det som en udvidelse af pædagogikken. Man kan ikke arbejde sådan hver gang,” siger hun.

Kunsten at holde sig tilbage

All In er dog ikke kun en udfordring for de unge. Pædagogerne skal også være opmærksomme på ikke at falde tilbage i en styrende rolle, fortæller Ditte Tofteng.

“Det udfordrer forståelsen af, hvad det egentlig er, pædagogerne skal. I stedet for at være relationsarbejdere, der skal hjælpe de unge, så skal pædagogerne i projektet se sig selv som facilitatorer eller medspillere. Dem, der fx følger de unge til møder med forvaltningen, hvis de har forslag, som kræver noget bliver lavet om,” siger hun.

På Brydes Allé kan Thorbjørn Birch og Mette Wrem godt genkende problematikken.

“Vi har fx diskuteret, hvordan vi skulle reagere, hvis de unge krævede at komme med på vores personalemøder. Så ville vi jo være nødt til at tage dem alvorligt og følge ideen helt til dørs. På trods af, at vi selv måske ikke synes, ideen er god, eller at vi ved, at det bliver en udfordring at få resten af personalet med på ideen,” siger Mette Wrem.

Bare det at holde sig helt i baggrunden, da Rebecca tog i IKEA og købte ind til toiletrenoveringen, krævede selvkontrol.

“Man greb flere gange sig selv i at tænke: “Nej, kan du ikke vælge en anden farve?”, siger hun med et smil.

Selv om All In stiller store spørgsmål til velfærdssamfundets kasser og rammer, så er ambitionerne på Brydes Allé i første omgang mere jordnære. Til spørgsmålet om, hvad drømmen er med projektet, svarer Thorbjørn Birch:

“Hvis vi kan nå dertil, hvor de unge selv sætter dagsordenen på deres månedlige møde, selv beslutter, hvad der er vigtigt at tale om, så er vi kommet rigtig langt. Så involverer de sig i stedet på en ny måde.”

Om Ditte Maria Børglum Tofteng

Docent, ph.d. i UCC’s forskningsprogram Dagtilbuds-, Social- og Specialpædagogik. Faglig leder af “Professioner på tværs i det urbane rum – indsatser og udvikling (12-25 år)”.