Når kroppen siger mere end ord

Klasselærerens kropssprog og nærvær har stor betydning for, om eleverne føler sig set. Et nyt forskningsprojekt viser, hvordan kroppen er i spil, når lærere lykkes med at lede et klasserum, hvor alle bliver mødt.

En lærer står med front mod to børn. Det ene barn er ved at fortælle hende noget. Lærerens blik hviler på barnet. Hun smiler. Armene er åbne og imødekommende. Ørene er store. Hun lytter.

Situationen er fra en børnetegning af et 11-årigt barn i en 5. klasse i forbindelse med et ph.d.-projekt om kroppens betydning for læreres lederskab.

”Tegningerne er interessante, fordi vi her får børnenes perspektiv på, hvad kroppens sprog betyder i forhold til at føle sig set af læreren. Samtidig giver de os et indblik i, hvad børn oplever, når de føler sig alene og udsatte,” fortæller Mathias Sune Berg, der er i gang med ph.d.-projektet og selv har en baggrund som folkeskoleærer.

For at forstå, hvilken betydning lærerens kropssprog har for eleverne, har han gennemført et fremtidsværksted, hvor elevernes kritik og ønsker for deres liv med lærerne i skolen blandt andet blev udtryk gennem tegninger.

”Det man kan se på børnetegningerne, er, at børnene efterspørger lærere, der ser dem og møder dem. Hos de børn, der føler sig overladt til sig selv, kigger lærerne den anden vej eller er gengivet som dyr, der hvæser ad dem. Mens de børn, der føler sig mødt, tegner lærere med kæmpe ører og arme, der holder om dem,” forklarer Mathias Sune Berg.

Det fysiske nærvær

Ud over børnetegningerne har Mathias Sune Berg i løbet af de seneste to år indsamlet mere end 60 timers video fra undervisningssituationer. Og ud fra sine mange observationer kan han konkludere, at de lærere, der lykkes med at bruge kroppen i deres klasseledelse, har to ting til fælles: De er nærværende og i stand til at mærke sig selv.

”Hvis børnene skal kunne mærke os, kræver det, at vi kan mærke os selv. Vores kroppe signalerer vores indre tilstand. Derfor handler det i høj grad om, at der er overensstemmelse mellem det, der kommer ud af vores mund, og det, vi viser med vores krop,” fortæller han.

Mathias Sune Berg peger på, at det ikke nytter at sige, at man lytter, hvis man samtidig vender ryggen til eleven eller kigger den anden vej. Hvordan man konkret bruger kroppen i sit lederskab, afhænger dog meget af den enkelte lærers temperament og personlighed:

”Vi kender alle de lærere, der naturligt indtager rummet uden at sige så meget. De har en evne til at møde eleverne og få ro uden nogensinde at hæve stemmen. Det, der fungerer for dem, vil ikke nødvendigvis fungere for alle. Men vi kan blive mere bevidste om vores måde at gestikulere på, vores tonefald og nærvær.”

Udsatte børn

Selvom projektet har fokus på lærerens klasseledelse generelt, er der ifølge Mathias Sune Berg meget inspiration at hente i forhold til at arbejde inkluderende og med udsatte børn. Ikke mindst når det gælder at skabe relationer og håndtere konflikter:

Kroppens betydning for lederskab

Projektet er forankret i UCC's forskningsprogram Skole, Uddannelse og Vejledning og på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Vejledning ved Helle Winther. Projektet forventes afsluttet i 2018.

”Ved at være sanseligt og mentalt til stede kan vi langt bedre møde børnene der, hvor de er. Det er faktisk muligt at se med det blotte øje, hvordan det enkelte barn har det, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at denne kropslige kontaktevne er en væsentlig del af læreres professionelle kompetence,” siger han.

De færreste lærere er i dag i tvivl om, hvor vigtigt det er at tale med et barn, der for eksempel er i sorg efter at have mistet en forælder. Men for mange lærere kan det være nemmere sagt end gjort:

”Der, hvor det måske er allersværest at være skolelærer, er, når vi oplever noget hos vores elever, der ryster os grundlæggende. Af frygt for at høre svaret undlader vi at spørge ind til barnet eller undgår i værste fald barnet helt, og så har vi at gøre med et barn, der for alvor føler sig sårbart og udsat,” siger Mathias Sune Berg.

Han opfordrer derfor til, at lærere bruger kroppen og det fysiske nærvær mere aktivt i mødet med børn, der har det svært:

”Med kroppens sprog kan vi vise, hvad vi måske ikke er i stand til at formulere: At vi ser det og anerkender den svære situation, barnet er i. Det kan fx være ved, at vi sætter os ved siden af barnet og bare er til stede. På den måde mærker barnet, at vi er der, og at det ikke er alene.”