Debat: Evalueringer udfordrer omsorg i vuggestuer

De sidste 10-15 år har arbejdet med at løfte kvaliteten i danske daginstitutioner betydet skærpet opmærksomhed på små børns kompetenceudvikling. Men evalueringer af små børns udvikling risikerer at gøre pædagogernes arbejde ufleksibelt.

Det er pædagogernes ansvar at udpege og inkludere de børn, hvis udvikling bekymrer. Men det ser ud, som om opgaven gør det sværere for pædagogerne at arbejde fleksibelt i hverdagen og at inddrage børnenes perspektiver.

I mit ph.d.-projekt har jeg fulgt børn og pædagogers hverdagsliv i to vuggestuer over et lille års tid og også været til stede under pædagogernes drøftelser om børn, hvis udvikling vækker bekymring. Flere pædagoger beskriver, at de bliver pressede, når de skal evaluere børns deltagelse og udvikling. Det tager pædagogernes tid og indskrænker deres muligheder for at undersøge og understøtte børnenes deltagelse.

Et af de eksempler, jeg så, var Ella, der skulle til at begynde i børnehave. Pædagogerne havde været bekymrede for Ella i vuggestuen, fordi hun så ud til at trække sig fra børnefællesskaberne. Samtidig havde pædagogerne gode erfaringer med at tilrettelægge en fleksibel praksis, der understøttede Ellas fællesskab med de andre børn. Ella udviklede sig og deltog, men på andre måder end mange af de andre børn i vuggestuen.

Men da Ella snart skulle i børnehave, blev pædagogernes fleksible omsorgsarbejde udfordret af forestillinger om, at Ella skulle ’rustes’ til børnehavelivet – hun skulle udvikle bestemte færdigheder. Udvikling blev forstået som fremadskridende, systematisk og formålsbestemt – som en bevægelse op (eller ned) ad hierarkiske trin på vej mod en større modenhed.

En af pædagogerne i vuggestuen fortalte, at der er mange læringsmål, som børnene skal leve op til, inden de begynder i børnehaven. Når børnene ikke mestrer det, der forventes for at blive klar til børnehaven, bliver pædagogerne bekymrede, fordi det er deres ansvar at lære børnene det.

Der er meget opmærksomhed på, at børn skal udvikle bestemte kompetencer for at deltage i børnehaven og videre i skolen. Når pædagogerne forventes at tage sig af den kompetenceudvikling og vurdere, om børnene har udviklet kompetencerne, bliver der stillet krav om ’sikker viden’, frem for at pædagogerne åbent kan udforske, hvad der er godt for det enkelte barn i hverdagen med de andre børn.

I bestræbelsen på at opnå en mere ’sikker viden’ i vurderingerne af de børn, hvis udvikling vækker bekymring, opsøger pædagogerne tværfagligt samarbejde i ressourceteams. I ressourceteamet får pædagogerne sparring, der primært handler om opgaven med inklusion og ikke så meget om pædagogernes forpligtelse til at opspore og vurdere. Dermed bliver pædagogerne overladt til sig selv i vurderingen af børnene. Det betyder blandt andet, at det især bliver tiltag som sprogstimulering, der let kan dokumenteres ved at udfylde et skema, som får plads i den pædagogiske praksis. Det gjaldt også for Ella, at hendes sprog blev en central indikator for, hvor hun var i sin udvikling.

Ved at se på sprog, hvor udviklingen kan måles, minimerer man den tvivl, der ellers kendetegner det pædagogiske arbejde med at vurdere børns udvikling. Men jagten på ’sikker viden’ som udgangspunkt for vurderinger fortrænger den fleksible tilrettelæggelse og undersøgelse af, hvordan børn deltager i vuggestuens hverdagsliv. I stedet kommer der fokus på at vide, hvad små børn kan og bør kunne.

Chrisstina Munck

Ph.d. og lektor på UCC. Beskæftiger sig med små børns hverdagsliv og fællesskaber samt pædagogisk arbejde med inklusion og tidlig opsporing i daginstitutioner.