Drop stigmatiseringsbingo: Ord skaber børn

Når professionelle putter ord på børn og unge og deres vanskeligheder, havner hovedpersonerne i nogle alt for snævre kasser.

Tekla Canger sukker og rykker uroligt rundt på de små kartonkort med ord, der er spredt ud over bordet foran hende. Hun er lektor og forsker i UCC og beskæftiger sig med marginaliserede unge og narrative fortællinger. Ordene på bordet er eksempler på nogle af de betegnelser, som bliver brugt om børn og unge i udsatte positioner.

”Fælles for mange af de her ord er, at vi placerer problemet i barnet, så det bliver et indre anliggende hos barnet i stedet for en opgave for miljøet og fællesskabet. Når vi bruger ord som  nklusionsbørn, AKT-børn, bekymringsbørn og problembørn, så indikerer alle ordene, at det handler om noget, der bor i barnet. Betegnelserne reducerer barnets identitet og gør, at det bliver svært at
forstå barnet på andre måder. Men vanskelighederne bor jo kun i barnet i den kontekst, hvor problemet opstår,” forklarer Tekla Canger.

Hun peger på, at i samme øjeblik vi putter et barn i en sproglig kasse, så knytter vi også en bestemt praksis til det barn.

”Når vi gennem vores sprog positionerer børn på bestemte måder – fx som bekymringsbørn – er der en risiko for, at vi kun retter opmærksomheden mod den adfærd, der vækker bekymring. Det skaber ulige vilkår for børnene, så det bliver svært for dem at vise, hvordan de også har en adfærd i en række situationer, som ikke nødvendigvis er bekymringsvækkende,” siger Tekla Canger.

Man har en diagnose, man er den ikke

Mange af betegnelserne kommer også til at gøre det modsatte af det, der egentlig var hensigten. Fx er ordet inklusionsbarn i sig selv ekskluderende.

”Jeg bryder mig ikke om begrebet inklusionsbarn, fordi det gør vold på inklusionsbegrebet. Ordet indikerer, at barnet er centrum for inklusionsopgaven og ikke miljøet eller fællesskabet. Men inklusion handler netop om, hvordan vi skaber miljøer og fællesskaber for en mangfoldighed af børn. Derfor kan du aldrig nogensinde tale om et inklusionsbarn. Alle børn er inklusionsbørn,” siger hun.

Diagnosebarn er et af de andre ord, der ikke burde eksistere, mener Tekla Canger:

”Et barn er aldrig en diagnose. De har en diagnose, som bare er en del af alt det andet, de har i sig – deres vid, humor, arrigskab, fantasi og alle de andre ressourcer. Men når vi taler sådan om et barn, bliver det sin diagnose. Og det er virkelig unfair,” siger hun.

Vi tror, vi kan ordne verden med ord

Vi har til alle tider kategoriseret sprogligt, fordi det hjælper os med at få orden på verden.

”Men det er problematisk og har store konsekvenser for børnene, hvis ikke vi forholder os kritisk til måden, vi bruger sproget på. Pædagoger og lærere er pressede på tid og opgaver, og det er svært at skabe rum for pædagogisk refleksion. I stedet tyer man til de begreber, der er tilgængelige.”

Og tit bruger vi de forskellige begreber om børn, fordi de mere eller mindre utilsigtet har sneget sig ind i vores sprogbrug.

Tekla Canger samler en lille bunke af ord på bordet. Skrøbelige, sårbare, særlige, specielle, sensitive. Det er ord, der ofte bruges om en gruppe af børn, der ikke har en diagnose, men som typisk bliver særligt påvirket af miljøet omkring sig.

”Særligt sensitive er en ny samlekategori, der er kommet frem for børn, der fx er særligt følsomme over for lyd, lys og uro. Min påstand er, at alle børn i et eller andet omfang er sensitive. Og børn reagerer på det miljø, de er i. Groft sagt er institutionerne ikke altid lige børnevenlige. Men igen isolerer begrebet fænomenet i barnet, og det er en grov forenkling, der ikke tager højde for kontekstens betydning for barnet,” siger Tekla Canger.

Se børn i flere kontekster

Men hvad skal de professionelle så gøre i stedet?

”Vi skal starte med at huske altid at tale om børn i kontekster. Det kan godt være, et barn er i en udsat position i skolen lige nu, men hvordan ser det ud i klubben, henne til fodbold og derhjemme? Det skal vi spørge om – og sparre om,” siger Tekla Canger.

Så er der overhovedet nogen ord tilbage at bruge, som ikke stigmatiserer barnet?

Hun rynker panden. Et barn i en udsat position eller i problemer kan gå an. Fordi de to betegnelser indikerer, at problemet ikke er iboende i barnet. Og det er det vigtigste.

Om Tekla Canger

Ph.d. og lektor på UCC’s læreruddannelse. Hun er involveret i forskningsprojekter om udsatte unge, ungdomskultur, fællesskab, social eksklusion og inklusion.