Det er arrogant at sige, at alle har et valg

Jacob Holdt har siden 1970’erne rettet sin kameralinse mod udsatte grupper og holdt et hav af foredrag om blandt andet racisme og følgerne af incest og mishandling. UCC magasin mødte ham til en snak om, hvor svært det kan være at få øje på dem, der har det allersværest.

Der er bløde tæpper på gulvet, stearinlysene er tændt, og alle går rundt på strømpesokker. Det er fredag aften, og i Ubuntu-huset på Købmagergade i København er årets udgave af Transformation Festivalen i gang. Festivalens tema er, hvordan man heler sårene efter incest og mishandling. En af aftenens sidste talere er fotograf og foredragsholder Jacob Holdt, der siden 1970’erne har turneret land og verden rundt med sine ’Amerikanske Billeder’. Det er også ham, der står bag Ubuntu-huset, hvor en lang række organisationer, som for eksempel Exitcirklen for kvinder, der er udsat for psykisk vold, og Mariam Moskeen, hører hjemme.

Jacob Holdt går i gang, og en lind strøm af fotografier fra de sidste 40 år glider over skærmen. Både nogle af de oprindelige ’Amerikanske Billeder’ af sorte amerikanere, men også senere fotos, hvor han har drejet kameralinsen over på fattige hvide amerikanere. Blandt andet har han brugt meget tid sammen med medlemmer af Ku Klux Klan, og på et af billederne står han i fuld Ku Klux Klan-dragt sammen med Robert, som han har fulgt gennem mange år. Jacob Holdt fortæller, at de Ku Klux Klan-medlemmer, han er kommet tæt på, har masser af historier om vold og seksuelt misbrug i deres barndom.

JACOB HOLDT OG ’AMERIKANSKE BILLEDER’

Jacob Holdt er fotograf og forfatter og blev internationalt kendt, da han i 1977 udgav bogen ’Amerikanske Billeder’. Siden har han holdt mange tusind foredrag i Danmark og USA og er i dag blandt andet frivillig i CARE og stifter af dialoghuset Ubuntu-huset.

Læs og se mere: www.american-pictures.com

Han fortæller også om en pige, som han har fulgt i over tyve år. Hendes far og hans brødre har myrdet en masse sorte. Lige siden pigen var barn, har hun været med ude, når mordene blev begået. Først skulle hun tørre blod af bilen, men som fjortenårig var hun med til at slå ihjel. Jacob Holdt har spurgt hende mange gange, om hun ikke vidste, det var forkert. Men hun svarede nej og forklarede, at hun jo var opdraget til det. Og det er en af Jacob Holdts mest centrale pointer: Vold og undertrykkelse arves fra generation til generation, og det mønster er ikke bare sådan lige til at bryde for udsatte grupper.

Det er menneskeligt at diskriminere

Det taler han også om, da vi efter foredraget sætter os ind i et af Ubuntu-husets kontorer: ”Jeg er så træt af, at folk siger, at jeg ikke må gøre folk til ofre. Hvordan kan man for eksempel være blind for, at de sorte i USA bliver ofre generation efter generation? Man er nødt til at se på, hvordan grupper bliver formet af visse mønstre i samfundet. Alle kan historier om nogle, der har klaret sig godt på trods af deres arv, og så bruger man de historier til at nedgøre andre og sige, at de skal tage sig sammen. Men det kan man kun, hvis man får hjælp. Det er arrogant at sige, at alle har et valg.”
Jacob Holdt mener, at vi alle sammen skal tilbyde hjælp, men vi er for dårlige til at opdage, at børn har det svært – både i skolerne og i resten af samfundet. ”Det gælder også mig. Jeg sidder og skriver erindringer, og når jeg går tilbage i mit liv, kan jeg se, at der var meget, jeg ikke så hos dem, jeg fotograferede til ’Amerikanske Billeder’. Hvorfor så jeg ikke alt det, der lå bagved? Blandt andet fordi jeg havde en karriere med foredrag på universiteterne i USA, som skulle plejes,” siger han.

Han taler om, at vi let kommer til at skabe afstand til de udsatte børn og unge, der har det sværest: ”Børn, der for eksempel er blevet misbrugt, kan udstråle fjendtlighed og negativitet. Børn, der har fået masser af kærlighed, udstråler kærlighed og empati – alt det, vi elsker. Vi kommer derfor let til at diskriminere dem, der er lukket inde i smerte – det er meget menneskeligt. Når samfundet for eksempel stigmatiserer indvandrere, bliver det internaliseret i børnene. De hører hele tiden – også fra politikerne – en fortælling om, at de er roden til alt ondt og begynder at tvivle på deres egne evner. Så får de hurtigt store indlæringsproblemer og bliver urolige, og i skolen kan det gøre, at både lærere og de andre elever begynder at diskriminere – fordi de reagerer mod denne smertens uro.”

Drengene med ADHD lytter

Jacob Holdt blev selv smidt ud i 2.g. Kun dansklæreren stemte imod, for, som han sagde: ”Jacob har et godt hoved. Han skal bare lære at bruge det.” Langt senere – i 2005, hvor han var 58 – fik Jacob Holdt en adhd-diagnose. ”I dag er der masser af kategorier og diagnoser i skolesystemet, og det kan være svært at møde udsatte børn ud fra deres behov. Men det er også rigtig let for mig at sige. Jeg står ikke hver dag ude i en klasse og har det ansvar, og hvor man også skal tage hensyn til en masse andre børn,” siger han.

Jacob Holdt holder stadig mange foredrag på danske skoler, og her starter han med at sige, at han selv blev smidt ud af skolen. ”Jeg kan altid få drengene med adhd med på at lytte i flere timer. Både fordi jeg har billeder og spændende historier. Men også fordi jeg bruger mig selv som eksempel. Jeg tror, at de tænker, at der så også er et håb for dem trods deres diagnose,” siger han.