Beboere og pædagoger skal finde balancen mellem nærhed og distance

Mange pædagoger på socialpsykiatriske bosteder lægger vægt på at være professionelle og personlige, men ikke private. Men hvordan finder pædagogerne og beboerne balancen mellem nærhed og distance i hverdagen? Det har to forskere fra UCC undersøgt.

På mange socialpsykiatriske bosteder prøver man at skabe en hjemlig stemning. Der bliver bagt boller, og beboere og pædagoger sidder sammen i sofaen og ser fjernsyn og spiser slik. Det virker hjemligt og intimt, men deltagerne i hyggen er der ikke på de samme præmisser,” siger forsker i UCC Anne Mia Steno, der har lavet feltarbejde på et socialpsykiatrisk bosted som en del af forskningsprojektet ”Socialpædagogisk relationsarbejde blandt unge voksne med psykosociale problemer”.

”Nogle er beboere med psykiatriske diagnoser. Andre er ansatte, der har overfaldsalarmer i bæltet og fri på et bestemt tidspunkt. Det er ikke et hjem, men en institution, hvor nogle er der for at få hjælp, mens andre er professionelle,” fortsætter hun. Anne Mia Steno sov ikke på bostedet, men var ellers til stede både om dagen og om aftenen i tre måneder. Hun havde fokus på beboerne, mens hendes kollega Birgitta Frello fulgte personalet. Ud over det langvarige feltarbejde har de to også fulgt hverdagen på fire andre bosteder, hvor der bor unge, som lider af blandt andet paranoid skizofreni.

Beboere med til at definere relationen

I dagligdagen skal beboere og personale på bostederne hele tiden finde ud af, hvordan de opbygger og bevarer en god og nær relation uden at overskride det usynlige skel, der er imellem dem. Og det er ikke kun en professionel distance, som pædagogerne opretholder. Beboerne er også meget aktive i forhandlingerne om, hvordan relationen skal være, oplevede Anne Mia Steno og Birgitta Frello under deres feltarbejde.

”Beboerne kan sagtens forstå mange af de mekanismer og rationaler, som gør, at de professionelle sætter grænser. Men derfor kan de godt savne nærhed, og flere giver for eksempel udtryk for, at de godt kunne tænke sig nogle gange at være dem, der giver, og ikke bare dem, der modtager omsorg og opmærksomhed,” siger Anne Mia Steno.

En af beboerne fortalte Anne Mia Steno, at hun har lært, at man ikke skal spørge til, hvordan pædagogerne har det. ”En fra personalet gik ned med stress, og beboeren fortalte, at hun havde lagt mærke til, at medarbejderen ikke havde det godt. Hun havde meget lyst til at spørge til det, men det følte hun ikke, hun måtte,” fortæller Anne Mia Steno og fortsætter: ”Problemet er, at man på den måde kan komme til at lære, at man ikke skal spørge alt for meget til, hvordan folk har det, og selv om det måske er det rigtige i situationen, så kan det blive et problem for nogle beboere i andre sociale sammenhænge.”

Behov for en vis distance

Distancen mellem beboere og personale opstår blandt andet, fordi personalet har pligt til at dokumentere hverdagen med beboerne. Og beboerne ved, at det, de fortæller personalet, kan ses af andre offentlige myndigheder. Sikkerhedsproblemer på socialpsykiatriske bosteder har også betydet skrappere regler, som skaber dilemmaer i relationen til beboerne. ”For eksempel var der på et af bostederne en altan, hvor beboere og personale plejede at ryge sammen, men det må de ikke mere. De skærpede regler risikerer på den måde at udpege alle beboere som potentielt farlige, og det skaber distance,” siger Anne Mia Steno. Flere pædagoger lægger dog også vægt på, at der er behov for en vis distance i arbejdet. At det er vigtigt, at de ikke er beboernes venner. Relationen må aldrig være deres egne behov, men skal altid tage udgangspunkt i beboerne.

Ikke alle ønsker nærvær

I undersøgelsen taler flere pædagoger samtidig om, hvor vigtigt det er at ”ville” beboerne – også selv om de for eksempel er misbrugere eller voldelige nogle gange. Det er også afgørende for beboerne at mærke, at pædagogerne har en ægte interesse i dem. En af beboerne sagde for eksempel: ”En god pædagog er en, der tager sig tid. En, der hjælper, fordi hun eller han har lyst, og ikke fordi der er penge involveret.”

Læs også: Leder: Fællesskaber er helt afgørende for børn og unge

Anne Mia Steno understreger dog, at det ikke er alle beboere, der ønsker nærhed med pædagogerne. Og de har også forskellige strategier for, hvordan de kan holde pædagogerne lidt på afstand. Et eksempel er en ung mand, der fortalte om, hvordan det at gå ture med pædagogerne var noget, han følte, han ”skyldte” dem. Og at han oplevede, at han skulle navigere og være lidt af en snedig strateg for at få lov til at holde en vis distance, uden samtidig at blive set som indelukket og ureflekteret af personalet.

Forskningen skal ud på pædagoguddannelsen

Feltarbejdet på bostederne og den nye viden om, hvordan beboerne opfatter forholdet til pædagogerne, skal blandt andet bruges til at gøre pædagogstuderende klogere på brugeres perspektiver. ”Det er centralt for os, at den empiri, vi indsamler, og de analyser, vi arbejder med, også kan bruges på pædagoguddannelsen. Flere undervisere har forud for vores projekt fortalt os, at det kan være en udfordring at få de studerende til at reflektere kritisk over, hvad forskellige brugerperspektiver kan bruges til. Det kan være at forholde sig til spørgsmål som: ”Hvad betyder det egentlig at lytte til brugernes egne stemmer? Hvad betyder det at møde den anden der, hvor den anden er? ” siger Anne Mia Steno og fortsætter: ”Det enkle svar er, at det betyder mange forskellige ting. Det dobbelte perspektiv i vores projekt, der hvor vi både inddrager personale og beboere, peger på mange ambivalenser og tvetydigheder. Professionel distance er for eksempel ikke bare noget, pædagogerne arbejder med, men i høj grad også noget, brugerne forholder sig aktivt til og forstår og fortolker på forskellige måder.

Læs mere i Birgitta Frello og Anne Mia Stenos artikel: ” ’Jeg har ligesom lært ikke at spørge ind til andre’ – brugeres og professionelles perspektiver på professionel distance og nærhed på socialpsykiatriske bosteder” i temanummeret om psykiatri i Tidsskrift for Socialpædagogik.

Adjunkt, ph.d. på UCC. Beskæftiger sig blandt andet med udsatte unge, socialpsykiatri og kvalitative metoder.