3 konkrete situationer fra det virkelige liv

1. Det fysiske møde i overgangen fra frikvarter til time

Klokken har lige ringet ind fra frikvarter. De røde kinder og livlige kroppe finder vej mod klassen. Døren til gården er stadig åben ligesom døren ind til klassen. Klasselæreren Line står i døråbningen. Hun fører fingeren op til læben og signalerer overgangen fra frikvarter til undervisning, og at de nu skal til at dæmpe sig. Hendes anden hånd stryger over hovederne, der passerer hende i døren. Den lette berøring beroliger børnene, der spreder sig i rummet og finder frem til deres pladser. Som om frikvarteret aldrig har eksisteret, bliver lyden langsomt svagere, kun den let forhøjede frekvens af vejrtrækninger afslører, at der øjeblikket forinden er blevet sjippet og løbet om kap. Line glider rundt imellem stole, borde og børn, indtil alle er på plads. Hendes stemme er lav. Uden fælles beskeder, men med enkelte, personlige anvisninger kommer klassen på plads. Børnene finder deres bøger og blyanter frem og går i gang med at arbejde. De ved, hvad de skal. Line går ud til en dreng, der ligger på gulvet i gangen og har brug for hjælp. Der går ti minutter, før hun kommer ind i klassen igen og kan give børnene en fælles besked. Der er stadig ro.

Mathias’ kommentar til situationen:

”Starten på en time efter et frikvarter kan være et mareridt for enhver lærer. Men her lykkes det klasselæreren at skabe ro ved at sikre, at alle børn føler sig mødt i overgangen fra frikvarter til time. Der er tale om en klasseledelse, der er ekstremt vellykket. Det skyldes til dels, at der er en klar struktur, men derudover er der en anden vigtig dimension, nemlig den kropslige: Klasselærerens fysiske berøring, øjenkontakten med den enkelte og ikke mindst nærværet. Det er ikke bare gjort ved at stå og klappe eleverne på hovedet. Interessen for den enkelte elev skal være oprigtig, Derfor nytter det heller ikke, hvis man som lærer mentalt har tankerne på noget, der sker nede på lærerværelset. Det skal være autentisk.”

2. Når fysisk tilstedeværelse og øjenkontakt gør læreren tydelig

Fire langlemmede drenge i 9. klasse står og snakker livligt sammen i et klasselokale. Deres dybe stemmer vibrerer og sender bølger af liv ud i rummet. Signe, der er klasselærer, løsriver sig fra det, hun er i gang med, og vender sig mod drengene. De store, ludende drengekroppe rager et stykke op over hende. De ser hende ikke. Hun kigger op og leder efter en åbning. Så stikker hun sin arm frem og fører den langsomt ind imellem dem. Drengene kigger først på armen og derefter på hende, idet hun lirker sig ind i midten af gruppen. Store grin er malet i deres ansigter. Et øjeblik forsvinder hun, så kommer hun til syne igen. Hun skubber en af drengene foran sig med et fast greb i begge hans arme. De har front mod hinanden. Hun er rolig. Hendes blik er rettet mod drengen under den store hættetrøje. Man kan se smilet i hendes øjne. Drengen smiler også. Der er øjenkontakt. Hun trækker ham ud af gruppen og fører ham ned på sin plads. Situationen bliver stille og roligt opløst. De andre
drenge glider lydløst ned på deres pladser. Et øjeblik efter er der ro i klassen.

Mathias’ kommentar til situationen:

”Det, klasselæreren lykkes med her, er at skabe ro uden på noget tidspunkt at hæve stemmen. Hun bruger kroppen konkret til at stille sig ind i centrum af gruppen i stedet for at stå perifært ovre i et hjørne og råbe tværs hen over klassen, at de skal sætte sig ned. På den måde bliver hun meget tydelig for eleverne. Derudover bruger hun helt konkret sine hænder til at føre den ene af drengene ned på plads. I kraft af sin fysiske tilstedeværelse opløser hun situationen. Hun sørger for, at der er øjenkontakt og viser med sit rolige kropssprog, at hun vil drengene det godt, men at det ikke går, at de står og larmer.”

3. Evnen til at favne et barn og samtidig fastholde klassen

En lærer i femte klasse har trukket to elever op til tavlen for at bruge dem til en øvelse, klassen skal lave sammen lidt senere. Den ene dreng har svært ved at holde kroppen i ro. Foden vipper op og ned. Han hopper og bevæger sig frem og tilbage. Klasselæreren er i gang med en længere instruktion til resten af klassen, men i stedet for at skælde ham ud og bede ham om at stå stille, trækker hun ham roligt ind til sig og spejler hans bevægelser. Når han går til siden, går hun også til siden, og sådan fortsætter de et øjeblik med at stå og vugge frem og tilbage som i en slags argentinsk tango, mens hun færdiggør sin instruktion til klassen.

Mathias’ kommentar til situationen:

”Det klasselæreren formår her, er at være sanseligt og kropsligt orienteret mod et barn samtidig med, at hun formår at give en fælles besked til resten af klassen. Hun spejler barnets bevægelser, griber ham og tager ham fysisk ind til sig, så han føler sig mødt og falder til ro. Det er ikke noget, hun er bevidst om. Hun gør det bare. Men det er et eksempel, der viser, hvor stor betydning det har, når en lærer er i stand til at bruge kroppen til at favne og spejle et uroligt barn. På den måde skaber hun ro og undgår at afbryde den fælles besked, hun er i gang med at give.”