Videobog giver indsigt i det pædagogiske arbejde

En utraditionel grundbog om pædagogisk praksis er ved at se dagens lys. Bogen er en videofortælling, der har ambitioner om at vise, hvordan man kan gribe det pædagogiske arbejde an i dagligdagen.

Danmarks første pædagogiske grundbog på video bliver snart tilgængelig digitalt for pædagogstuderende, pædagoger og andre med interesse for pædagogik i praksis.

Læs også: Kuffert trækker vuggestuelivet med hjem i stuen

"Ambitionen er at lave en videobog med 10 små forskningsbaserede film om nogle centrale temaer i pædagogisk praksis, som for eksempel leg, forældresamarbejde, børnefødselsdage og skæld ud," siger forsker Søren Smidt fra UCC, der sammen med videoproducer Svend Rossen fra UCC står bag videobogprojektet.

Han mener, at videoformatet er et godt supplement til de traditionelle undervisningsbøger, da den visuelle formidling giver en helt anden indsigt i det pædagogiske arbejde, som det kan være svært at læse sig til.

"Filmmediet har nogle kvaliteter, som gør det meget konkret, hvad begrebet ’inddragelse af forældre’ for eksempel vil sige i praksis," siger Søren Smidt.

Samtidig har videobogen den fordel, at den kan gøres tilgængelig på nettet og derfor nå ud til et langt bredere publikum end en traditionel grundbog. To videokapitler ligger allerede klar, og indtil videre er det første kapitel om pædagogiske rutiner blevet set over 10.000 gange.

I løbet af foråret vil yderligere tre kapitler blive produceret, og planen er, at hele videobogen vil være færdig og tilgængelig i januar 2018 med 10 kapitler. Hvert kapitel vil også indeholde links til artikler og undervisningsmateriale samt relevante links om kapitlets tema.

Søren Smidt håber, at videofortællingerne vil give inspiration til, hvordan man kan gribe tingene an i praksis ude i institutionerne, og at de kan give et kvalificeret grundlag at diskutere pædagogisk praksis ud fra.

Set et kapitel om rutinepædagogik fra videobogen her: http://videoportal.ucc.dk/video/12501205/rutinepaedagogik-1

Om Søren Laibach Smidt