Velkommen i dukkekrogen, Oscar!

Siden den københavnske daginstitution Børnebyen Vandværket begyndte at sætte fokus på børns ligestilling for et år siden, er der sket markante ændringer.

Når en forventningsfuld 3-årig dreng har sin første dag hos Vandrotterne i Børnebyen Vandværket, kommer han på besøg i dukkekrogen – ligesom han bliver præsenteret for biler og byggeklodser. Sådan var det ikke for et år siden.

"Før vi begyndte at arbejde med ligestilling i børnehøjde, var det typisk sådan, at når vi modtog nye børn på stuen, så viste vi dukkekrogen frem for pigerne, mens drengene blev præsenteret for bilbanen. Men det er jo udtryk for meget stereotype forventninger til, hvad børnene interesserer sig for. Nu bliver både Oscar og Viola introduceret til alle vores forskellige slags legetøj og materialer. Det handler om, at de skal føle sig inviteret til at deltage i alle de aktiviteter, de har lyst til," siger pædagog Vivi Matango.

Hun er tilknyttet børnehavegruppen Vandrotterne i Børnebyen Vandværket, en stor og ret nyetableret institution, som bor i seks bygninger, der tidligere rummede et vandværk, i Studiestræde midt i København. Personalet i to af institutionens nuværende 11 børnegrupper har deltaget i et kompetenceudviklende projekt iværksat af Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i samarbejde med UCC. Formålet var at klæde personalet på til at kunne diskutere og reflektere over deres daglige praksis i relation til køn for at sikre, at alle børn – uafhængigt af deres biologiske køn – får samme muligheder for at udvikle deres kompetencer.

FORSKELLIG TRØST TIL DRENGE OG PIGER

Vivi Matango og Line Vestergaard, der er pædagogisk leder i Børnebyen Vandværket, fortæller, at de har oplevet det som meget nyttigt at stille skarpt på de – ofte ubevidste – kønsspecifikke normer, der er med til at afgøre, hvordan de som pædagoger møder børnene. Personalet fandt fx ud af, at de voksne i den ene børnegruppe havde tendens til at trøste drenge og piger forskelligt.

"Vi opdagede, at det lå latent, at personalet forventede, at drengene i højere grad kunne klare sig selv, hvis de fx faldt og slog sig. Pigerne blev trøstet af en voksen oftere end drengene, og det var en øjenåbner for os. Nu er vi blevet opmærksomme på at være mere imødekommende og klar til at tilbyde trøst til drengene," siger Line Vestergaard.

Arbejdet med få synliggjort de kønsstereotype normer, der kan have indflydelse på det pædagogiske arbejde, giver god mening, mener hun.

"Vi skal sikre mangfoldigheden, for det gavner både drenge og piger. Når vi ved, at drenge præsterer dårligere end piger i skolen, og at en højere andel af piger end drenge trives dårligt på mellemtrinnet og i udskolingen, er der plads til forbedring. Vi skal give alle børn de samme muligheder for at udvikle deres potentialer, for drenge og piger er lige meget værd, og deres potentialer er de samme," siger Line Vestergaard.

Vivi Matango er enig. Hun siger:

"Der sker virkelig en ’turnaround’ inde i hovedet, når du begynder at reflektere over din praksis i forhold til køn. Jeg synes ellers, at vi hele tiden har været gode til at se og møde det enkelte barn, men der er alligevel faldgruber. Og selvom vi har arbejdet med dette fokus i et halvt år, tror jeg, at vi vil blive ved med at opdage ting i vores hverdag på stuen, som egentlig er udtryk for stereotype normer og forventninger til piger og drenge. Jeg troede ikke selv, at jeg havde ret mange af den slags forestillinger, men dér tog jeg fejl. Og det har jeg egentlig haft svært ved at forstå og acceptere," siger Vivi Matango.

LIGESTILLING STARTER I DAGTILBUD

Der er rigtig god grund til at arbejde med ligestilling i børnehøjde i landets dagtilbud, når man ser på de seneste års forskning på området, mener Anette Erlandson Pedersen, adjunkt på UCC’s pædagoguddannelse. Hun er undervisningsansvarlig på videreuddannelseskurset "Køn og ligestilling i børnehøjde" og tovholder og underviser på modulet "Køn, seksualitet og mangfoldighed", som siden 2014 har været en fast del af alle landets pædagoguddannelser.

"Når vi spørger pædagoger, om de forskelsbehandler børnene på baggrund af deres køn, så svarer de nej, men flere undersøgelser af praksis fra de senere år viser, at det alligevel sker. Pædagoger kan fx have forventninger om, at piger er omsorgsfulde og stille, og at drenge er vilde og elsker fysisk aktivitet. Hvis sådan en opfattelse af, at der er en ’naturlig’ måde at være pige eller dreng på, bliver taget med i det pædagogiske arbejde, kommer vi til at præge børnenes billede af sig selv, og hvad de selv tror, de kan. De uskrevne regler eller normer for, hvordan den ’rigtige’ pige eller dreng opfører sig, indlejres i barnet. Det sker gennem vores forventninger til børnene, og hvilken adfærd vi roser og anerkender eller netop ikke anerkender," siger Anette Erlandson Pedersen. Og hun fortsætter:

"Men der er jo mange forskellige måder at være pige og dreng på. Derfor er det meget vigtigt, at vi i det pædagogiske arbejde gør os klart, hvilke fastlåste normer om køn vi er styret af, for ellers reproducerer vi normerne i vores praksis. Vi skal udfordre de rammer, vi selv sætter for hverdagslivet, vanerne og rutinerne i daginstitutionerne, og pædagoger skal blive reflekterede i forhold til, hvordan de selv kan undgå at begrænse eller fastlåse børnene," siger Anette Erlandson Pedersen.

KØN SOM PÆDAGOGISK GRUNDVÆRDI

Hun mener, at dét at have fokus på køn bør være en "pædagogisk grundværdi". Fordi pædagoger er nøglepersoner i børns liv og har stor betydning for børnenes udvikling og fremtidige muligheder for at klare sig godt i skolen og for at lykkes med uddannelse og job.

"Vi vil gerne have ligestilling i forhold til uddannelsesvalg og karrieremuligheder, og vi kunne godt tænke os, at fx flere kvinder blev ledere, og at flere mænd uddannede sig til pædagoger. Hvis vi skal nå dertil, må vi sætte ind tidligt, for ligestilling i børnehøjde er en forudsætning for ligestilling i voksenhøjde," siger Anette Erlandson Pedersen.

’FINE’ KJOLER OG ’SEJE’ TRØJER

I Børnebyen Vandværket har Vivi Matango opdaget, at det er alt for nemt at komme til at tale forskelligt til drenge og piger. At sige ’Næææh, sikke en fin kjole’ til en pige og ’Wow, sikke en sej trøje!’ til en dreng. Fordi vi tænker, at piger vil være fine og smukke, og drenge vil være seje.

"Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sige ’sikke en sej kjole’ til en pige. Det var overraskende, hvor meget modstand jeg havde imod at sige sådan. Hvorfor er det så svært? Måden, vi taler på, ligger åbenbart dybt … Nu bruger jeg mere kønsneutralt sprog og siger, at kjolen eller trøjen er smart eller flot. I starten tænkte jeg, at børnene ikke ville blive tilfredse med den måde at tale på, men det er de," siger Vivi Matango.

Når personalet indbyder børnene til aktiviteter, siger de heller ikke længere: ’Kom her, drenge’ eller ’Se her, piger’. I stedet lyder opråbet: ’Kom her, vandrotter’. Ved at tage de normkritiske kønsbriller på – og ved at iagttage og fotografere børnene – har personalet opdaget, at børnene ikke altid opfører sig lige så ’piget’ eller ’drenget’ som forventet.

PIGER VIL VÆRE SPIDERMAN

"Når vi var hjemme hos børnene privat til børnefødselsdage, lagde vi mærke til, at drengene var glade for at synge i de lyserøde mikrofoner, og pigerne ville klædes ud i Spiderman-dragter. Det får mig til at tænke: Vi forventer, at pigerne gerne vil være prinsesser, men hvor meget af dét har vi – og forældrene – selv lagt i dem?" siger Vivi Matango.

Børnebyen Vandværket får, når den er fuldt udbygget, i alt 20 børnegrupper, og institutionen fortsætter arbejdet med ligestilling i børnehøjde. I foråret udbredes arbejdet til alle personale- og børnegrupperne i Tivoliklyngen, herunder også til personalet, der arbejder med vuggestuebørnene, fortæller Line Vestergaard. Tivoliklyngen dækker ud over Børnebyen Vandværket også Børnebyen ved Glyptoteket og den døgnåbne børneinstitution Vartov.

"Når vi arbejder refleksivt med køn i forhold til egen praksis, så antaster det de ansattes professionalisme. Det er ikke altid så nemt at opdage, at der er ting, du kan gøre bedre – og derfor kan det være sårbart. Du skal turde at kaste dig ud det. Men det er værd at gøre, for du bliver altså en bedre pædagog, når du tør stille spørgsmål til din egen praksis – og til kollegernes," siger Line Vestergaard.

Om Sharmila Maria Holmstrøm Juhlin

Lektor og udviklingskoordinator på UCC.