Skal børnehavebørn lære at passe på kloden?

Pædagoger skal turde vise børnene de mindre idylliske sider af menneskers aftryk på naturen. Sådan siger en af forskerne bag et projekt, der undersøger, hvordan dagtilbud kan arbejde med bæredygtighed.

På en kold forårsdag på Kastaniebakken er en lille gruppe børn i spraglede flyverdragter i gang med at grave huller til at plante pil. De har fået tildelt et lille stykke jord lige uden for institutionens legeplads.

"Inde på legepladsen er det så godt som umuligt at stikke en spade i jorden," fortæller pædagog Charlotte Amtsbiller. Da institutionen blev bygget, har tonstunge byggemaskiner kørt hen over jorden igen og igen. Det har presset jorden så hårdt sammen, at stort set kun græs og lidt pilebuske kan trives. Fænomenet hedder traktose, og det ses overalt, hvor der bygges. Ofte er jorden også fyldt med byggematerialer. Planterne kan ikke lide det, og uden planteliv er der heller ikke ret meget dyreliv.

"Vi ser et par krager og skader på legepladsen. Måske en solsort. Men ellers er der næsten ingen dyr. Så vi har spurgt børnene, hvordan vi kan få dyrene tilbage. Og på vores lille stykke jord er vi i gang med at undersøge det," siger hun.

De ti børn og to pædagoger fra institutionen Kastaniebakken i Nordsjælland er en del af forskningsprojektet ’Natur og Bæredygtighed i pædagogisk arbejde’. Sammen med to forskere eksperimenterer de med nye måder at arbejde med natur-læreplanstemaet på.

Deres lille jordstykke ved siden af legepladsen fungerer som et slags pædagogisk eksperimentarium, forklarer den anden pædagog fra Kastaniebakken, Mie Spaabæk.

BRYD IDYLLEN

Bæredygtighed har længe været et miljøpolitisk buzzword, men projektet kan vise sig at være meget aktuelt. En arbejdsgruppe nedsat af Børne- og Socialministeriet har foreslået en ny formulering af læreplanstemaet. Og her indgår begrebet bæredygtighed for første gang som et område, pædagogerne skal arbejde med.

Men bæredygtighed er ikke helt nemt at håndtere i pædagogisk sammenhæng, fortæller den ene af UCC-forskerne bag projektet, docent Mia Husted. Det viste sig blandt andet i en fokusgruppeundersøgelse, som hun og kollegaen Thorleif Frøkjær lavede som indledning til projektet. Her opdagede de, at der er en uoverensstemmelse mellem pædagogernes intentioner og deres handlinger.

"Når man spørger pædagogerne, hvad der er vigtigt ved læreplanstemaet, svarer de, at det er vigtigt at lære børn om natur og miljø, så de kan passe godt på kloden. Det betyder meget for dem. Men ser man på de aktiviteter, de arbejder med, så handler det om at vise børnene den oprindelige natur," siger hun.

Hun peger på, at det typisk er en idyllisk udgave af naturen, som børnene får at se. Fx en tur til stranden eller i skoven. Hvis børnene skal se et landbrug, er det ofte en gammeldags bondegård, hvor de kan klappe koen. Og hvis en børnehave laver et projekt om, hvordan planter bliver til mad, dyrker pædagoger og børn deres egne tomater og ærter.

I sig selv er der intet i vejen med de aktiviteter. Men de giver ikke børnene et retvisende billede af, hvordan vi mennesker påvirker og bruger naturen, mener Mia Husted. Der er ikke ret mange køer, som bliver klappet, på store industrilandbrug. Og de færreste danskere får dækket deres grøntsagsforbrug fra egen have.

"De pædagogiske aktiviteter formår ikke at komme tæt på vores komplekse samspil med naturen," siger hun.

Der er brug for at bryde med idyllen og i stedet træde ind på områder, hvor mennesker regulerer og påvirker naturen, forklarer hun. Men med udgangspunkt i børnenes nysgerrighed:

"Hvis børnene spørger, hvor skraldet forsvinder hen, hvorfor så ikke tage dem med ud på affaldsforbrændingen? Eller hvis de vil vide, hvor alle tomaterne i supermarkedet kommer fra, hvorfor så ikke tage ud til et højteknologisk gartneri?"

Hun fremhæver dog i samme åndedrag, at forskningsprojektet allerede har vist, at det faktisk ikke er nemt for institutionerne at komme ind sådanne steder.

"Det er ofte en lukket verden for vuggestuer og børnehaver. Forklaringen er som regel hygiejne- eller sikkerhedshensyn. Men de samme steder tager gladeligt imod skolebørn, så det er ikke utænkeligt, at de med tiden åbner op for mindre børn," siger hun.

"GOD IDÉ, MEN KAN VI DET?"

Tilbage på Kastaniebakkens lille stykke jord viser Mie Spaabæk os tre plantekasser, som skal indgå i et eksperiment.

En kasse skal fyldes med den traktoseramte jord fra legepladsen, en anden med jord fra skoven, som ligger et stenkast fra institutionen. Den sidste bliver også fyldt med jord fra legepladsen, men i en noget løsere udgave, fordi den kommunale gartner har været forbi og vende jorden.

Idéen er selvfølgelig at illustrere, hvordan de tre slags jord påvirker planternes chancer for at vokse. Men forsker Mia Husted vil gerne have pædagogerne til at træde et skridt længere tilbage og vise børnene, hvordan traktose opstår.

Hun har foreslået, at de tager hen til en byggegrund tæt på institutionen, hvor store byggemaskiner presser jorden sammen. Reaktionen fra pædagogerne er: ’God idé, men kan vi virkelig det?’ fortæller hun.

natur og bæredygtighed

UCC-projektet ’Natur og bæredygtighed i pædagogisk arbejde’ er et kvalitativt studie af professionelles opfattelser af læreplanstemaet. I 2016-2017 arbejder to UCC-forskere sammen med fem institutioner på Sjælland om at skabe nye aktiviteter, som kan undersøge og understøtte sammenhænge mellem natur og miljø og mellem science og bæredygtighed i det pædagogiske arbejde. Projektet er baseret på aktionsforskning.

Pædagog Mie Spaabæk kan nikke ja til, at det er en ny tankegang.

"Det er en udfordring, det med at gå bag om. Altså at turde tage skridtet og illustrere for børnene, hvor problemerne kommer fra. Fx hvordan byggemaskiner kan ødelægge jorden," siger hun.

BRUD MED PÆDAGOGERNES SELVFORSTÅELSE

For Mia Husted er det ikke mærkeligt, at pædagogerne oplever det som grænseoverskridende.

"Det er ikke en del af den pædagogiske selvforståelse at lære børn om samfundsproblemer. Det ligger mere lige for at adressere de steder i børnenes hverdagsliv, hvor de kan opbygge handlekompetencer," fortæller hun.

Hun peger på, at projekter om bæredygtighed i dagtilbud ofte drejer sig om at lære børnene at slukke for lyset, spare på vandet og fortælle deres forældre, at de skal bruge mindre sølvpapir i madpakkerne. Altså små projekter, hvor børn og pædagoger handler miljøbevidst og føler, de gør en forskel.

Men Mia Husted efterlyser, at pædagogerne også tør lade problemerne stå åbne. Børnene behøver ikke blive præsenteret for en løsning eller en handlemulighed.

"Der er et stort spænd mellem den miljøbevidste adfærd, hvor vi handler, og så det at følge børnenes kritiske nysgerrighed. Pædagogerne skal turde lade noget stå åbent. Børnene må gerne blive efterladt med bevidstheden om, at problemerne ikke er løst. Endnu," siger hun.

SKAL IKKE HAVE MARERIDT

Men er det overhovedet en god idé? Skal børnehavebørn virkelig lære om miljø- og klimaproblemer? Ja, mener både pædagogerne på Kastaniebakken og Mia Husted fra UCC. Men det er en svær balanceakt.

"Det pædagogiske arbejde går blandt andet ud på at finde den rigtige fremstilling: ‘Ja, der er miljøproblemer, men nej, vi er ikke prisgivet’," siger Mia Husted.

Mie Spaabæk og Charlotte Amtsbiller taler om, at der er en etisk grænse for, hvad man kan vise børnene.

"Det er ikke meningen, at de skal have mareridt. Vi vil gerne være bedre til at følge børnenes nysgerrighed, men vi tager nok aldrig ud på en kyllingefarm med en halv million kyllinger, der træder på hinanden," siger Mie Spaabæk.

At fortællingerne om forurening af naturen alligevel kan sætte sig i børnene, vidner et lille eksempel om. Mie Spaabæk fortæller, hvordan børnene fik øje på en fugl på legepladsen, som havde samlet et stykke papir op med næbbet og fløj væk med det. Det var kort tid efter, at de havde talt om, hvorfor skrald i naturen ikke er godt for dyrene.

"Børnene blev bange for, om fuglen ville blive kvalt i papiret. Så vi måtte fortælle dem, at det gjorde den ikke. Måske skulle den bruge papiret til sin rede, og at der skal mere end ét stykke papir til, før det er farligt. Så fik vi en snak om det, men vi var nødt til at levere et færdigt svar som voksne," siger hun.

Men pædagogerne fra Kastaniebakken er enige om, at bæredygtighed er et vigtigt område at arbejde med:

"Vi får plantet nogle tanker hos dem, som de kan tage med sig videre i skolen og forhåbentlig også, når de bliver voksne. Hvis et af de her børn en dag bliver ingeniør og tænker: ‘vi skal opfinde en måde at lave byggeri på, hvor vi ikke ødelægger jorden’, så er vi jo nået meget langt," siger Charlotte Amtsbiller.

Om Mia Husted

Docent og ph.d. i UCC’s forskningsafdeling.

Forsker bl.a. i dagtilbuddenes arbejde med natur-læreplanstemaet. Ofte med udgangspunkt aktionsforskning.