Klumme: Hvem ejer børnehaven?

Hver gang jeg cykler forbi Himmel og Hav, kigger jeg vemodigt ind ad vinduerne. Først gik den store der i tre år og derefter den lille, så i seks år har børnehaven været et fikspunkt i vores hverdag. Den lille begyndte i skole i sommer, så det er faktisk ikke vores børnehave længere. Nu er det nogle andre familiers.

Men vores børnehave var virkelig vores.

Jeg tænker på det nu, hvor vi igen diskuterer, hvordan dagtilbuddene skal se ud i fremtiden. Og jeg tænker på noget, jeg har diskuteret med både fagfolk og andre forældre flere gange: Hvis dagtilbud er det egentlig? Hvem har ejerskab til dem? Børn, forældre eller pædagoger? Eller staten?

Det var vores børnehave, og det var et utrolig dejligt sted. Alligevel syntes jeg ikke altid, at det gav sig selv, hvordan jeg skulle agere i den arena. Det var mere pædagogernes børnehave, end det var min. (Og så børnenes selvfølgelig). Sådan tænkte jeg. Jeg ville ikke blande mig.

Bagefter har jeg tænkt, at jeg skulle have engageret mig mere. At jeg skulle have forsøgt at være med til at udvikle den. At jeg i højere grad skulle have betragtet den som min også.

Men at jeg ikke gjorde det, skyldtes ikke bare mig, tror jeg. Det handler om synet på vores velfærdsinstitutioner i det hele taget. Og oplevelsen af ejerskab til dem.

Julie top-nørgaard

Skribent og underviser på pædagoguddannelsen. Har sammen med Erik Sigsgaard skrevet bogen "Ha’ en god dag, skat – dit barns hverdag i dagpleje, vuggestue og børnehave".

Man kan vælge at sige, at dagtilbuddet er der for forældrenes skyld. Dagtilbud. Deres funktion er at stille sig til rådighed, så børnene kan blive passet, mens forældrene går på arbejde. Når man går på arbejde – især lige når man begynder efter sin barsel – er det perspektiv altoverskyggende. Du skal passes, fordi jeg skal arbejde. Det er derfor, jeg efterlader dig her. Pasning er en service, samfundet stiller til rådighed.

Man kan også sige, at dagtilbuddet er der for samfundets skyld – for at vores børn kan få optimale rammer at udvikle sig i, så de bliver gode samfundsborgere. Børn er små borgere i den danske stat, og de har ret og pligt til at være en del af gode dagtilbud.

Der sker en forskydning i den retning i disse år. Dagtilbud betragtes i stadigt højere grad som et svar på barnets behov for at blive stimuleret, udvikle sig og lære det, det skal kunne, før det skal i skole.

Giver det børnene ejerskab til børnehaven? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg har kun meget få gange hørt om børnehaver, der for alvor sætter sig for at undersøge, hvad børnene egentlig ønsker sig af deres børnehave. Men forskydningen i retning af, at børnene har gavn af at gå i børnehave, er en bevægelse væk fra funktionen som en service for forældrene, mens de arbejder.

Begge perspektiver er meningsfulde. Alligevel drømmer jeg om, at de bliver erstattet af et tredje perspektiv. Et perspektiv, hvor dagtilbuddene er noget, vi deler – et stærkt fællesskab for børn, forældre og pædagoger. Hvor vi ikke er brugere eller kunder, men deltagere, der tager ansvar i det omfang, vi kan.

Så vil forældre og pædagoger måske også have nemmere ved at stå sammen, når dagtilbuddene trues af økonomiske og politiske stramninger.