Debatindlæg: Er barndommen for børn?

Børnenes hverdag er fortsat et middel til noget, der ligger et sted ude i fremtiden – et afkast, som senere kan indkasseres.

Mange forskellige voksne med mange forskellige intentioner har i dag invaderet børnenes liv.

Børn er altid på vej. Vuggestuebarnet skal lære det, der betragtes som nødvendigt for at kunne fungere i børnehaven.

Børnehavebarnet skal mestre det, der betragtes som nødvendigt for at kunne træde ind i skolen – som 5-6-årig vel at mærke. Skolebarnet skal lære det, der kan løfte det fagligt og få barnet længst muligt op ad den uddannelsespolitiske stige. Præstationsforventning, evaluering af progression og kompetenceudvikling er kernebegreber og fungerer i dag som børnepolitiske mantraer. Børn behandles, som var de investeringsobjekter, der giver et samfundsmæssigt afkast et sted ude i fremtiden. Børn bliver med andre ord set som ’becomings’ snarere end ’beings’.

Det betyder, at børns behov for omsorg og nærvær her og nu ikke tildeles opmærksomhed; heller ikke i regeringens nye børnepolitiske udspil, ’Stærke dagtilbud’. Eller faktisk skriver man både om behov og omsorg, men det bliver tomme begreber i et oplæg, der ikke har fokus på, hvordan børns behov dækkes. Desuden bliver det fuldstændigt overset, hvilke betingelser der er for at drage omsorg for små børn.

’Stærke dagtilbud’ er endnu et eksempel på, at vor tids børnepolitik har fokus på fremtiden snarere end på samtiden. Selvfølgelig er børn også på vej, men de er nu engang bedst på vej, hvis de deltager i en hverdag, hvor der er plads til at være barn på barnets præmisser. Børn er evigt nysgerrige på ting i verden. De bliver optaget af noget, de går på opdagelse i hverdagen. Nogle gange er de det på egen hånd, andre gange er de det sammen med andre. Det er en del af deres udviklingsmæssige behov, og som voksne i børns liv er det her, vi skal være nærværende og drage omsorg. Det betyder, at vi skal være der, hvor børnene er.

Debatindlæg

Bragt i Politiken 12. maj 2017 under overskriften "Kritik af nyt børneudspil: Man vil tvinge voksenlivet ned over små børn."

Børn har behov for nærvær og omsorg, der langtfra altid kan programsættes hverken tids- eller emnemæssigt, men som kan etableres, når barnet indgår i relationer med dygtige og engagerede voksne. Voksne, der har lyst, tid og overskud til at være til stede og til at se det enkelte barn og deltage i det, som barnet er i færd med, når der er behov for det. Skal vi etablere gode betingelser for børn, skal der være nok voksne de steder, hvor børnene er. Vil vi sikre omsorgen for børnene, skal vi sikre, at børnene har gode nok vilkår i hverdagen.

Når der i regeringens udspil lægges op til, at der skal flere ressourcer til dagtilbud med børn i vanskeligheder, er det et lille skridt på vejen. Men som langt de fleste vuggestuer og børnehaver fungerer i dag, har alle børn brug for flere voksne. Der er ikke nok pædagogiske hænder til at varetage det, som helt basalt er vigtigt for børnene.

Når der i regeringens udspil opereres med en bredere forståelse af læring og læringsmiljø, er det et skridt på vejen, men regnearkslogikken består: Børnenes hverdag er fortsat et middel til noget, der ligger et sted ude i fremtiden – et afkast, som senere kan indkasseres. Der er for lidt politisk fokus på, at børn skal være trygge, glade og indgå i fællesskaber med børn og voksne, der har tid, lyst og overskud. Dette til trods for at vi gang på gang får at vide, at det er en betingelse for, at børn trives og udvikler sig til selvstændige, kreative, livsduelige mennesker.

Hvad er gået galt? Historisk set har der altid været fokus på at hjælpe børn bedst på vej, men hvor det tidligere var de vanrøgtede og vildfarne børn, man forsøgte at rammesætte bedre livsbetingelser for, er man i dag bekymrede for alle børn. Når børnepolitikken er regnearkspolitik, kan cellernes værdi altid blive højere, og derfor er bekymringen, at summen ikke bliver høj nok. Der kan altid scores bedre. Vor tids fejlagtige devise er, at børnene bliver dygtigere, hvis blot vuggestuens og børnehavens læringsmiljøer optimeres. De rette læringsmiljøer – hvis vi skal ty til det begreb – etableres ikke så længe, at man ikke har løst problemerne med, at der er alt for få voksne i børns hverdag, og så længe man ikke anerkender, hvordan omsorg for børn drages netop ved voksnes tilstedeværelse.

Barndommens kolonisering af voksnes dagsordener er ikke en ny problematik. I 1979 rammesatte tidligere folketingspolitiker Helle Degn det sådan her, da hun skrev:

»Barndommen er en meget væsentlig og værdifuld periode i tilværelsen, som ikke blot skal vurderes ud fra teorien om, at den er et stadium på vej til et andet – men må vurderes ud fra, at den er en enestående periode, som i sig selv har en særlig værdi«.

Denne forståelse af børns liv savner vi fortsat i den såkaldte børnepolitik, så barndommen kan blive børnenes.

Om Anja Marschall

Adjunkt, ph.d. på UCC. Beskæftiger sig bl.a. med børneliv og trivsel. Medstifter af Tænketanken Børn, Viden & Politik.