Asylpædagogik: Vi ved ikke, om barnet er her i morgen

I børnehaven i Center Sandholm arbejder pædagogerne ud fra helt faste principper, der skal give struktur og ro i en usikker og urolig hverdag. Men man mangler at få formuleret en egentlig asylpædagogik. Det gør Røde Kors, Roskilde Universitet og UCC noget ved i et forskningsprojekt.

Rundt om et ovalt bord sidder ni børn og fire voksne. De har samling, og nu skal der synges. Kristian Simon Hansen, der er pædagog, tager en lille seng, dyne, hovedpude og dukke frem. Børnene siger ordene for hver ting, og så råber de i kor ’Mester Jakob’. Mens de synger, vugger børn og voksne med armene, hviler kinderne på deres hænder, peger på deres håndled og bevæger deres fingre fra side til side for at vise klokken, der siger ’bim, bam, bum’.

Det ligner en morgensamling i en hvilken som helst daginstitution, men i børnehaven i asylcentret Center Sandholm er hverdagen ret anderledes. Børnene har mange forskellige sprog, nogle har traumer fra krig og flugt, og stort set alt i børnenes hverdag er midlertidigt. Lige nu har børnehaven 13 børn, men nogle dage er der også ’interviewbørn’ på besøg. Det kalder pædagogerne børn, der skal have et sted at være, mens deres forældre er til samtale med Udlændingestyrelsen. De børn, der lige nu sidder rundt om bordet, kommer fra Pakistan, Bosnien, Irak, Somalia og Syrien. De har været her længere end de fleste – flere af dem over et år – og taler ret godt dansk. Men det gælder langt fra alle de børn, der kommer i børnehave i Center Sandholm.

OFTE FØRSTE GANG I BØRNEHAVE

"Vi kan aldrig vide, hvilke børn der er her i morgen. Hverdagen er meget afvekslende, og det er svært at planlægge," fortæller Kristian Simon Hansen. Han har arbejdet i Røde Kors-børnehaver som den i Sandholm, siden han blev færdig som pædagog fra UCC i 2015. "Vi har ikke fokus på læreplaner, men mere på børnenes individuelle behov. Og vores normering er bedre end i andre børnehaver – som regel er vi tre-fem på arbejde hver dag," fortæller han. I børnehaven på Sandholm og i alle andre institutioner på Røde Kors’ centre arbejder man ud fra STROF-modellen. S'et står for struktur, T'et for tid, tale, tegne og tillid, R'et for ritualer, O’et for organiserede lege og aktiviteter og F'et for forældresamarbejde og -støtte. De elementer er selvfølgelig også vigtige i andre børnehaver, men den store udskiftning og børnenes baggrund gør det ekstra vigtigt, at hverdagen byder på struktur, ro og tid til at inddrage forældrene.

"Børnehaven skal være børnenes frirum. Livet på centret er præget af usikkerhed og uro, men her skal de gerne kunne finde ro – også selv om de kun er her i kort tid," siger Kristian Simon Hansen. Mange af børnene har brug for at lære at lege med andre børn – både fordi de har været igennem en voldsom periode uden plads til leg, men også fordi de ikke nødvendigvis har gået i børnehave før.

I børnehavens sofa sidder Bamse og Kylling-dukker. Der er et klaver, dukkevogne, et legekøkken, og i loftet hænger der perleplader. Pædagoger og børn krammer meget, og på gulvet sidder Kristian Simon Hansen sammen med et par børn og bygger et tårn af LEGO. På en reol ligger børnenes mapper. De bliver fyldt op med tegninger og fotos, og når børnene på et tidspunkt forlader børnehaven, fordi de skal flytte til et andet center, familien får opholdstilladelse eller skal rejse hjem til deres hjemland, følger mappen med.

FOKUS PÅ BARNETS HISTORIE

STROF-modellen er altså rammen om arbejdet i børnehaven, men pædagogerne i Røde Kors’ børnehaver savner en decideret beskrevet asylpædagogik, der kan bruges som pædagogisk metode. Grundlaget for den er nu ved at blive udviklet gennem et forskningsprojekt, som UCC gennemfører sammen med Roskilde Universitet og Pædagogisk enhed i Røde Kors, der driver asylinstitutionerne.

"STROF har indtil nu været vores svar på de særlige udfordringer, der er ved arbejdet i asylinstitutioner. Det er en rigtig god ramme om arbejdet, men det er ikke en pædagogisk model," siger Henrik Bang Pedersen, der har været i Røde Kors siden 2006 – først som skoleleder på et asylcenter og fra 2011 som leder af Pædagogisk enhed. Han fortæller, at forskningsprojektet ikke går ud på at feje STROF-modellen af banen. "Det handler om at underbygge og udvikle modellen med den nye viden, vi får om asylpædagogik. Og om at italesætte nogle af de dilemmaer, som STROF ikke giver svar på," siger han. Et af dilemmaerne er, hvordan pædagoger i en asylinstitution tager udgangspunkt i hvert enkelt barns situation, vel vidende at det kan skubbe til barnets traumer og skabe såkaldt retraumatisering. "Tidligere har vi taget meget udgangspunkt i nuet og er ikke gået så meget ind i barnets historie. Men vi er ved at redefinere det pædagogiske grundlag. Vi vil i højere grad inddrage børnenes egne erfaringer i det pædagogiske arbejde. På den måde vil vi – på trods af barnets ofte barske flugtoplevelser – understøtte lysten og evnen til igen at udforske verden og dermed styrke barnets læring," siger Henrik Bang Pedersen. En af de helt aktuelle traumatiske situationer står en af børnehavens drenge på fem år i. Udlændingemyndighedernes beslutning betyder, at hans familie risikerer at blive splittet, fordi faren og de to yngste søskende kan blive i Danmark, mens drengen, hans mor og det fjerde barn skal sendes ud af landet. Lige nu går familien og venter på, at det skal ske.

EVIGGLAD OG SØREN SNEGL

Alle medarbejdere i Pædagogisk enhed har været involveret i forskningsprojektet, hvor der er blevet afholdt en række forskningsværksteder. Desuden har forskerne interviewet ledere, lærere og pædagoger på tre asylcentre.

Baseret på de input, som Røde Kors’ medarbejdere er kommet med i løbet af forskningsprojektet, og på de områder, hvor forskerne ser et potentiale for udvikling, er der beskrevet syv principper for asylpædagogik, som man kan arbejde ud fra. De handler blandt andet om at arbejde erfaringspædagogisk, anerkendende og med et bredt sprogbegreb.

Forskningsprojektet 'Asylpædagogik'

Aktionsforskningsprojektet ’Asylpædagogik: Kvalitetsudvikling af Pædagogisk enhed i Røde Kors’ er gennemført fra august 2016 til foråret 2017 af pædagogisk enhed i Røde Kors, Signe Hvid Thingstrup, lektor på UCC, og Jan Kampmann og Fina Lewenhaupt Vilholm, henholdsvis professor og videnskabelig assistent på Roskilde Universitet. Projektrapporten kan læses her: https://www.rodekors.dk/sites/rodekors.dk/files/2018-03/11-paed_endhed_jan2018_web_ver2.pdf.

Medarbejdernes engagement er helt afgørende for projektet, siger både Signe Hvid Thingstrup, lektor og UCC’s repræsentant i forskningsprojektet, og Henrik Bang Pedersen. "De principper, vi nu har fået beskrevet, skal ud at leve på det enkelte center. Og selv om vi kommer tættere på en egentlig asylpædagogik, så kommer den enkelte pædagog i asylinstitutionerne – ligesom alle andre pædagoger – til at skulle afveje asylpædagogikken med den improvisation, der er brug for i hverdagen," siger Signe Hvid Thingstrup.

Det nye i den asylpædagogik, der nu bliver formuleret, er, som Henrik Bang Pedersen fortæller, at man i højere grad vil bruge børnenes egne erfaringer og baggrund som en del af den faglige viden. "Tidligere har man været forsigtig med at inddrage børnenes egne erfaringer, fordi man var bange for at presse børnene og støde på voldsomme oplevelser. Man skal naturligvis holde fast i at passe på børnene, men vi peger på, at børnene også har mange andre erfaringer og megen anden viden end de voldsomme oplevelser. De voksne skal sætte de erfaringer og den viden i spil, fordi det hjælper børnene til selv at bruge deres erfaringer og viden, og for pædagogerne skabes der forbindelse mellem det faglige og børnenes verden. STROF har meget fokus på omsorg, men vi kan se, at der også er brug for udvikling og læring i asylpædagogikken," siger Signe Hvid Thingstrup.

Projektet har også vist, at det er vigtigt at arbejde med et meget bredt sprogbegreb. "Der er brug for at tale med tegn, at bruge kropssprog, men også at inddrage børnenes modersmål og bruge dem aktivt i pædagogikken, selv om man ikke selv taler dem," siger Signe Hvid Thingstrup. Og så er forældresamarbejde, der allerede fylder meget i asylinstitutionerne, en central del af asylpædagogikken. Hvordan håndterer man det for eksempel, hvis forældrene har modstand over for anerkendende pædagogik – uden at man kommer til at opdrage på dem? Forældresamarbejde er et af de områder, medarbejderne har arbejdet med i projektets forskningsværksteder. "Det handlede om balancen mellem at informere forældrene og involvere dem – og om ikke at se de to tilgange som modsætninger. Medarbejderne holdt blandt andet en workshop med forældre, hvor de talte med dem om god opdragelse og spurgte til, hvordan forældrene oplevede pædagogikken i Røde Kors’ institutioner. Det var lidt af en øjenåbner, at det var meget ukompliceret at arrangere et fælles møde – og at begge parter var engagerede i at udveksle tanker og synspunkter," fortæller Signe Hvid Thingstrup.

Ved samlingen rundt om bordet er det nu Sofia, der skal vælge sang. Hun vil gerne synge ’Mariehønen Evigglad’, og en mariehønefigur og en konkylie, der skal forestille sneglehuset, kommer på bordet. Børn og voksne laver fagter til sangen, og da Evigglad har banket på Sørens sneglehus råber de alle så højt, de kan: ’Kom ind!’.

Om Signe Hvid Thingstrup

Lektor i UCC’s forskningsprogrammet Dagtilbuds-, Social-og Specialpædagogik.