Videreuddannelse med fuldtidsarbejde og bolig langt væk

Sarah Gråskov - Netstuderende på voksenunderviseruddannelsen.

Alder: 30 år

Uddannelse: Cand.merc. i international økonomi og udviklingsstudier

Arbejde: Uddannelseskonsulent ved Center for frivilligt socialt arbejde, Odense

Bopæl: Odense

"Den netbaserede uddannelse passer bedre ind i en travl hverdag. Uddannelsen er langt mere fleksibel. Jeg kan læse, når jeg har tid, og jeg kan læse, når det passer ind i mine planer både privat og arbejdsmæssigt. Det giver mig mulighed for at studere på UCC, selv om jeg bor i Odense.

Rent fagligt skulle jeg opkvalificeres inden for voksenundervisning og didaktik. UCC havde alle de ting, jeg havde brug for. Det var et godt match i forhold til mine og min arbejdsgivers krav.

Læs også Var aldrig blevet pædagog uden netbaseret merituddannelse

Jeg er glad for det. Inden jeg meldte mig til, var jeg bekymret for, om det ville blive for ensomt at sidde alene og kun logge på en gang imellem og få undervisning. Men det passer mig rigtig godt, at det er en blanding af forskellige læringsrum. Det trives jeg i. Blended learning har passet mig godt i forhold til at tage ejerskab til egen læring. Jeg har fået en større bevidsthed om, at det er mit ansvar, at jeg lærer, fordi der er så meget, der er selvstudie. Underviserne sætter rammerne, men hvad der foregår inden for rammerne, er mit ansvar."