“Vi kan ikke nøjes med, at kun en lille gruppe forstår digital teknologi”

Charlotte Rønhof, underdirektør for forskning, uddannelse og mangfoldighed i Dansk Industri.

Fire perspektiver på digitalisering:

Hvad er de største udfordringer i forhold til digitalisering i skole og daginstitutioner lige nu? UCC magasin har interviewet en medieekspert, undervisningsministeren, en fremtidsforsker og en underdirektør i Dansk Industri. Læs de øvrige artikler her:

- Marianne Levinsen: "Ny teknologi kan styrke individuel læring"

- Merete Riisager: "Vi skal spørge os selv, hvornår vi skal tænde og slukke"

- Katrine K. Pedersen: "Vi fralægger os ansvaret ved at kalde børn for digitale indfødte"

Skolerne er i dag på et punkt, hvor de bruger digitale medier i undervisningen med smartboards, regneark, informationssøgning og så videre. Men vi skal ned på et dybere spor. Programmering skal være en af basisfærdighederne i skolen. Og her er det ikke nok at stikke børnene en iPad. Det gør dem kun til kompetente iPad-brugere.

Det er meget få børn, unge og voksne, der forstår, hvad der sker inde i alle de apps, computere og programmer, vi bruger. Kun få vælger de teknologiske uddannelser som it-ingeniør, datalogi og så videre. De er ekstremt efterspurgte, og vi har uddannet alt for få. Men vi kan ikke satse på, at det kun er denne lille gruppe, der kan forstå teknologien. For det bliver stadigt vigtigere at have indsigt i fx for faglærte. Derfor skal programmering være en del af grundskolen, ligesom det at lære at læse og regne.

Læs også De bliver lærere i fremtidens digitale skole

Men programmering skal ikke være et fag i sig selv. Det har Dansk Industri tidligere tænkt som en løsning, men i dag mener vi, at det er bedre at få det ind som en del af andre fag, hvor det kan være relevant. Blandt andet fordi der ikke er undervisere til at sætte programmering på som selvstændigt fag. Men fx er det oplagt at inddrage det i matematik, hvor man kan arbejde med procesbeskrivelser og algoritmer.

Vi skal også blive bedre til at fange de elever, der har talent og interesse for at arbejde med kodning, ved at udbyde det som valgfag. Det er et omfang, som den enkelte skole kan håndtere. Og så kan man åbne op for at få nogle folk ind, som har de kompetencer indenfor it, som lærerne ikke nødvendigvis har. Det kunne fx være i form af kommunale korps af eksperter, som kan hjælpe med at få undervisningen i gang.

Vi er bagud i forhold til de lande, som har sat digitalisering på dagsordenen før os. Men den digitaliseringsbølge, som ruller over verden lige nu, er heller ikke nem for de andre lande. Så på den måde tror jeg ikke, vi er håbløst bagud. Men det er nu − i disse år, at vi lægger grundstenen til, hvordan det kommer til at gå fremadrettet.

Læs også "Vi fralægger os ansvaret ved at kalde børn for digitale indfødte"