Vesterbro Ny Skole indtager Future Classroom Lab

Hvordan får man 20 børn fra to 7. og to 8. klasser til at arbejde entusiastisk sammen i grupper i timevis – uden at de en eneste gang spørger, hvornår der er pause? Et skræddersyet undervisningsforløb med fokus på spilbaseret læring er i hvert fald én måde.

På computerskærmene skyder nye bygninger op i en virtuel by i takt med, at elevernes fingre farer hen over taster og mus. Future Classroom Lab på Campus Carlsberg ligefrem emmer af koncentration og begejstring på denne fjerde ud af i alt 15 undervisningsdage, som eleverne fra Vesterbro Ny Skole sammen med deres lærere tilbringer her. Eleverne sidder gruppevis i fem ’arbejdsøer’, hver af dem ved en kraftig gamer-pc.

Formålet er at give et hold af særligt interesserede og dygtige elever ekstra faglige udfordringer i et tværfagligt forløb baseret på matematik og naturfag og med et stærkt fokus på teknologi, kreativitet og innovation. I denne uge arbejder eleverne med at opbygge naturvidenskabelige scenarier i det danske computerspil ’Build A World’, som børnene dermed er med til at teste.

DET FØLES IKKE SOM UNDERVISNING

14-årige Noel Emil Huszar Landauro, der går i 8. klasse, har ligesom de andre elever skrevet en ansøgning og sikret sig en plads på holdet.

"Det er sjovt og anderledes – og føles ikke som undervisning. Jeg er meget interesseret i de naturvidenskabelige fag, og jeg er vild med at lære nyt. Det er spændende at prøve at bruge teorierne i praksis – fx ved at få en by til at lyse op ved hjælp af elektricitet fra de vindmøller og elkraftværker, vi selv har bygget," siger Noel Emil Huszar Landauro.

Læs også Danmark skal have guld i digital dannelse

Tidligere på ugen har eleverne i grupper bygget kulkraft- og atomkraftværker i byen, de har konstrueret havvindmøller og monteret solceller på huse, så byen er blevet forsynet med strøm. Og de har bygget metrobaner og bagefter simuleret en oversvømmelse af byen på grund af en klimaskabt havstigning.

FRA PASSIV TEKNOLOGIBRUGER TIL MEDSKABER

Undervisningsforløbet, et såkaldt turboforløb, som er betalt af Københavns Kommune, er udviklet af Martin Thun Klausen fra UCC, som er pædagogisk it-konsulent og matematikkonsulent.

FUTURE CLASSROOM LAB I CAMPUS CARLSBERG

• Er en del af EU-samarbejdet European Schoolnet. Center for Undervisningsmidler, UCC, er udpeget af Undervisningsministeriet til at varetage det danske ambassadørskab for Future Classroom Lab. Visionen er at finde nye veje til at forstå og arbejde med teknologier i undervisningssammenhænge.

• Råder over det nyeste it-udstyr og teknologier som fx virtual reality, 3D-printere, laserskærere, robotter og smartboards.

• Samarbejder med førende teknologiudbydere og møbelfirmaer om at udvikle nye undervisningsformer, læringsrum og tilgange til integration af teknologi i undervisningen.

• Kan du som lærer besøge og få råd om, hvordan du selv kan bruge teknologierne i din undervisning.

"I skolen lærer børnene jo normalt, hvad de skal gøre, men her gør vi det omvendt. Når eleverne skal bygge et elkraftværk, får de selv et behov for at lære, hvordan det er opbygget. I stedet for at de bare er passive forbrugere af teknologien, som de ofte er, når de bruger fx iPads, bliver de her kreative producenter. Og når eleverne skaber i og med teknologierne, åbner vi samtidig op for, at de kan få en kritisk tilgang til dem," siger Martin Thun Klausen.

Læs også PLC skal være pædagogisk eksperimentarium

I dag arbejder eleverne med arkitektur og design og bygger alt fra supermarkeder til boliger i byen. Fire drenge konstruerer en kontorbygning udformet som en slags gigantisk firbenet edderkop, mens de hele tiden koordinerer med hinanden, hvad de gør. Først har de opmålt den firkantede byggeplads og fundet dens midtpunkt, og nu bygger de hver et ’ben’ op fra hvert hjørne af byggepladsen. Til sidst mødes benene i edderkoppens ’krop’ højt svævende i luften på computerskærmene.

BYGGER HYTTER I TRÆKRONERNE

En anden gruppe elever opfører boliger. "Se her, Ulla! Vores huse er helt fantastiske! Vi bygger hytter i træerne," siger en pige henvendt til læreren og peger på skærmen, hvor massevis af træhytter skyder frem i trækroner højt til vejrs.

"Spændende! Hvorfor bygger I oppe i træerne? Har I tænkt over, hvad der er af fordele ved at have træer inde i byerne?," spørger lærer Ulla Skanning. "Når man bor i træerne, får man i hvert fald ikke vand i kælderen, når der er oversvømmelse," griner Asta Sæhl Hansen, der er 13 år og går i 7. klasse.

Med øjnene klistret til skærmen fortæller hun, at undervisning i Future Classroom er sjovt: "Det kan være lidt kedeligt at sidde og lave matematik i en bog i skolen, så jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Og jeg kan rigtig godt lide at være med her." Øjeblikket efter siger hun henvendt til gruppen: "Jamen, vi har jo helt glemt at tænke på, hvordan man kommer op til hytterne! Kan vi lave stiger?"

LÆRER: SÅDAN VIL JEG SE ELEVERNE ARBEJDE!

Ulla Skanning, der underviser i matematik i udskolingen, peger ud over lokalet og siger:

"Det er jo sådan, jeg som lærer gerne vil se eleverne arbejde! De er meget motiverede og fokuserede, de samarbejder, og de går i flow. Samtidig lærer de en masse matematik ved at bevæge sig rundt i et tredimensionelt spil-landskab, og mange andre fag, fx geografi, fysik og biologi, kommer i spil. Vi kan høre dem begynde at bruge fagudtryk, fx ’solceller’ og ’elkraftværker’, og de snakker om, at ’i det her program kan man ikke gemme strømmen – ligesom i virkeligheden’," siger Ulla Skanning.

Vesterbro ny skoles undervisningsforløb

1. uge (uge 50, 2016): Fokus på spilbaseret læring og opbygning af naturvidenskabelige scenarier og simulationer i computerspillet Build A World.

2. uge (uge 11, 2017): Fokus på kodning, robotter og programmering med bl.a. Lego Education.

3. uge (uge 20, 2017): Fokus på innovation og entreprenørskab og teknologiske løsninger på dagligdags problemer.

Læs også De bliver lærere i fremtidens digitale skole

Hver dag starter med, at læreren og den ansvarlige fra softwarefirmaet holder oplæg ved storskærmen, og med at eleverne sætter sig ind i relevant teori. Sidst på dagen fremlægger grupperne deres resultater for hinanden, og i dag skal hver gruppe printe deres fælles bygning på 3D-printerne, som står klar på en hylde.

"Når jeg er med i dette forløb, ser jeg eleverne i en helt anden situation end normalt, og det er værdifuldt. Jeg får værktøjer, som jeg kan bruge til at bygge bro mellem den uformelle læring, børnene får i deres fritid, og den formelle læring, de får i skolen. Vi vil jo gerne bringe de kompetencer, de får fra computerspil, ind i undervisningen," siger Ulla Skanning. Og hun fortsætter:

"På Vesterbro Ny Skole vil vi gerne arbejde meget mere med teknologier i undervisningen, for vi kan jo mærke, at teknologier motiverer eleverne. Men det er svært, når man ikke er ekspert. Dette undervisningsforløb kan hjælpe os til at komme godt i gang," siger Ulla Skanning.

Forløbet inkluderer en fælles eftermiddag for alle skolens udskolingslærere, så også de lærere, der ikke har deltaget, kan få inspiration til deres undervisning.

Om Martin Thun Klausen