Projekt skal bringe socialpædagogik til Europas yderkroge

Hvordan bringer man socialpædagogik til de store flygtningelejre i Tyrkiet og til alle yderkroge af Europa, hvor en socialpædagogisk uddannelse er en sjældenhed?

Svaret er MOOC – Massive Open Online Courses – som bliver stadigt mere udbredt verden over. Respekterede uddannelsesinstitutioner udbyder netbaserede uddannelser, som du kan tage, uanset hvor du befinder dig. ’Open’ betyder, at kurserne er gratis – men mange steder gælder det kun selve undervisningen, mens eksamen eller certifikatet koster penge.

Læs også Netbaserede uddannelser: Fra opkomling til trendsætter

UCC er i samarbejde med uddannelsesinstitutioner i England, Spanien, Tyrkiet, Tjekkiet og Belgien i gang med at udvikle en MOOC i socialpædagogik, som på grund af støtte fra EU’s Erasmusprogram bliver helt gratis at tage. Adjunkt Søren Krogh og lektor Martin Sørensen deltager i projektet for UCC.

"Det er en kæmpeskare af studerende, vi kan nå, i forhold til hvis jeg tog til Ankara eller Istanbul og underviste. Der ville vi ikke have mulighed for at nå de folk, som sidder i flygtningelejre eller andre steder, hvor de ikke har mulighed for at tage en uddannelse," fortæller Martin Sørensen.

Det betyder især meget, at der er midler til at oversætte undervisningsmaterialet til spansk og tyrkisk – Martin Sørensen havde gerne set, at modersmålene i de andre partneres lande også var med.

Netbaserede uddannelser på UCC

• Pædagog (ordinær)
• Pædagog (merit – for studerende, som har minimum fem års erhvervserfaring fra pædagogisk praksis og derfor kan få merit for to lange praktikker)
• Sygeplejerske
• Lærer
• En række efter- og videreuddannelser
blandt andre:
      » Voksenunderviseruddannelsen, blended learning, hvor de studerende møder op af og til
      » Diplomuddannelsen i pædagogisk viden og forskning, 100 % netbaseret
      » Diplomuddannelsen i undersøgelse af pædagogisk praksis, 100 % netbaseret


Omkring 10 % af de studerende på UCC læser på en netbaseret uddannelse.

"Man kommer til at kunne sidde i Østtyrkiet og tage et kursus i socialpædagogik med sin smartphone, selv om man ikke er sprogstærk," pointerer han.

Læs også Videreuddannelse med fuldtidsarbejde og bolig langt væk

Lektor Martin Sørensen har været med til at udvikle netuddannelser siden den spæde start for 14 år siden, og det er primært på grund af UCC’s viden om netbaserede uddannelser i netop pædagogik, at UCC indgår som partner.

"Vi har det helt tætte forhold til netbaseret uddannelse. Vi har en førstehåndserfaring, som de andre lande gerne vil gøre brug af," siger han.