Hvad siger børnene?

UCC magasin har talt med 'Dagens fotografer' fra Skovager børnehave.

Isabella, 5 år

Hvilke billeder har du taget med iPad’en i dag?

"Jeg har taget et billede af nogle sommerfugle i vinduet og et billede af en væltet cykel. Jeg har også taget et billede af et lille reb, der hænger ned fra en gren i træet. Det er det billede, jeg bedst kan lide, fordi det ligner en ægte slange."

Hvad kan iPad’en bruges til udover at tage billeder?

"Den kan bruges til at optage lyd med. Nogen gange optager vi, når vi synger, så kan vi høre sangen bagefter. Det er sjovt, og så får man lyst til at synge med."

Hvad synes du, er sjovest ved at bruge iPads i børnehaven?

"At man får lov til at lave noget sammen en bedste ven. Nogle gange får jeg også lov, selvom det ikke er min tur."

Læs også En rigtig pædagog kan også 3D-printe

ALINA, 5 ÅR

Hvad I bruger iPads til her i børnehaven?

"Nogle gange spiller vi på dem, og nogle gange bruger vi dem til at gå på bogstavjagt. Vi leger også fotograf med dem. Så er der en, der får lov til at gå rundt og tage billeder af ting, man kan lide i børnehaven, og som man synes, er sjove."

Hvad gør man, når man har taget sine billeder?

"Så går man bare hen til en voksen, og så taler vi om, hvad vi har taget billeder af, og hvad vi har tænkt på, da vi tog billederne. Vi taler også om, hvad for nogle af billederne, vi skal vise til de andre."

Hvad synes du om, at andre skal se dine billeder?

"Det synes jeg, er sjovt. Især når jeg skal vise nogle af de fjollede billeder, jeg har taget. Når min mor eller far henter mig og klikker ind på computeren, kan de se billederne. Så snakker vi om dem."

Hvad kan du godt lide at tage billeder af?

"Jeg synes, det er sjovt at tage billeder af børn, der laver sjove ansigter."

Spørger du de andre børn, om du må tage billeder af dem, eller gør du det bare?

"Jeg gør det bare, men kun hvis jeg kan mærke, at de har lyst. Jeg tager ikke billeder af nogen, der er kede af det, for så er det ikke så rart for den, der står og græder."

Læs også "Vi kan ikke nøjes med, at kun en lille gruppe forstår digital teknologi"

Buster, 5 år

Hvad lærer du af at bruge iPad’en i børnehaven?

"Jeg lærer at tage selfies, og så går jeg også på bogstavjagt, hvor jeg tager billeder af bogstaver. I dag har jeg lavet et S og et T af nogle pinde, som jeg fandt udenfor. Dem tog jeg et billede af, og så gik jeg ind på værkstedet og viste det til de voksne. Nogle gange spiller jeg også Minecraft"

Hvad kan du bedst lide at bruge iPad’en til?

"Jeg kan bedst lide at tage billeder og spille på iPad’en. Men jeg synes, det er kedeligt, når voksne sidder med deres iPad."

Hvad tager du billeder af?

"Ting og andre børn. Men jeg tager ikke billeder af andre børn, når de er kede af det. Jeg ville selv blive ked af det, hvis nogen tog billeder af mig, hvis jeg var ked af det."

Læs også Den digitale pædagog