“Vi ser og forstår de udsatte unge i Planen. For vi har været der selv."

Erkan og Faysal er vokset op i Urbanplanen og har begge været på kanten af samfundet. I dag fungerer de som X-men, et projekt, de selv har skabt i samarbejde med forsker Mette Bladt fra UCC. Sammen prøver de at forandre livet for udsatte børn og unge.

"Hey, hvad så, hvordan går det?" Erkan træder et skridt ind ad en trædør ind til et mindre rækkehus og giver en høj, bred mand i begyndelsen af tyverne et kram. De udveksler et par ord, griner, Erkan giver fyren et dask på skulderen og går videre.

"Her er bondegården," siger Erkan og peger på et gult træhus med en stor legeplads foran. Et væld af vuggestue- og børnehavebørn drøner rundt mellem hinanden, hviner og griner, driller hinanden.

"Der gik jeg jo selv som barn. Klappede geder, du ved. Groede gulerødder."

"Vi kan se faresignaler helt ned til de 10-årige drenge. De ting de siger. Måden de er på. Børnene herinde kan være virkelig hårde."
Erkan og Faysal

DE SÆRLIGT UDSATTE

Erkan og barndomsvennen Faysal er i slutningen af 20’erne og giver en "guided tour", som de kalder det, i Urbanplanen, i daglig tale bare Planen, på Amager i København. Her er begge unge mænd vokset op. Erkan i en lejlighed på Lygtemagerstien med sine fem søskende og sine forældre. Faysal på Kongelundsvej i nærheden, men fordi han gik på Dyvekeskolen, Urbanplanens lokale skole, og ikke mindst kom i Jokeren og Garagen, et par af klubberne i området, fik han alle sine venner her og er kommet her altid. Både Erkan og Faysal kender området og områdets beboere som deres egen bukselomme. De ved, hvem der bor hvor, hvem der dukker op i skole, og hvem der ind imellem ikke gør. De ved, hvem der har stridigheder med hvem, og hvilke unge drenge man skal holde særligt øje med. For dem er der, ifølge Faysal og Erkan, en 40-50 stykker af i alderen 10-17 år: Dem, der ofte ikke går i skole, men ‘hænger ud’ dag og nat. Dem, der ikke er under uddannelse eller har et job. Dem, der ofte er – eller bliver – kriminelle. Det er den gruppe af de særligt udsatte og marginaliserede unge, der er blevet Erkan og Faysals hjertebørn.: Ønsket og ambitionen er at forandre fremtiden for udsatte unge i Planen. Til det formål har de – sammen med forsker Mette Bladt fra UCC – opfundet, opbygget og udviklet det koncept, de kalder "X-men": Seks unge voksne mænd, der alle bor i eller omkring Urbanplanen og har det til fælles, at de har været lige præcis dér, hvor de særligt udsatte unge er i dag.

"Men vi blev klogere," som Faysal siger.

Læs også "Hverdagen glider nemmere nu"

PROFESSIONELLE LØGNERE

Solen brager ned fra en skyfri himmel, og det tre kvadratkilometer store område i hjertet af Amager byder på store grønne områder, rækkehuse med små haver, en skinnende, næsten blændende hvid kirke og et væld af større og mindre legepladser. Erkan og Faysal går skiftevis og taler med hinanden og med Mette Bladt, som går med rundt. Beboere kommer gående, Erkan og Faysal stopper op hver gang, udveksler et par ord, før de går videre. Vi rammer Dyvekeskolen, skoleklokken ringer, og vi hører eleverne forlade skolegården og gå tilbage til klasselokalerne. Jeg kigger rundt: Umiddelbart ingen børn, der ‘hænger ud’. Men det betyder ikke, at de ikke er der. Der er et væld af ‘listige steder’ eller ‘skjulte steder’, som Erkan senere forklarer. Steder, som ingen, der ikke bor her, ville kunne finde. Eller som det ville tage en krig at finde. "Vi ved, hvor de er. Hører vi om stridigheder eller problemer, kan vi tage fat i de unge med det samme," forklarer Erkan. Men en ting er, at de ved, hvor de unge er, og kan opsøge dem. Noget andet er, at de hurtigere aflæser, hvis og når de unge lyver. For det gør de. Et væld af børnene, også dem helt ned til 10 år er det, Erkan og Faysal kalder ‘professionelle løgnere’.

"Jeg har siddet et utal af gange og overværet samtaler mellem de unge og repræsentanter fra kommunen. De lyver dem lige op i ansigtet. Siger det, der skal til, for at det udløser nogle kontanter, et buskort, en tur på restaurant, eller hvad det nu er, for sekundet efter de er gået ud ad døren at fortælle en helt anden historie til deres kammerater," fortæller Erkan. "Med os kan de ikke sno sig. De prøver ikke engang på at lyve," forklarer Faysal.

"Vi har fordele som X-men," siger Erkan. "Det handler især om netværk. Tag nu her for et par dage siden, ik’? Kioskejeren ringede til mig, fordi et par af ungerne havde stjålet ting i forretningen. Anmelder han dem? Ringer han til politiet eller til de unges kontaktpersoner? Nej. Han ringer til mig, fordi han ved, det ikke hjælper, at de unge ryger i spjældet. Tværtimod. Han kontakter mig, fordi han ved, jeg taler deres sprog. Jeg kender deres søskende og deres mor og far, så et par af os tager forbi forældrene. Det kan godt være, de bliver stille, når vi kommer. Men de lytter," siger Erkan og går hen mod en stor, bred betontrappe, der er lidt længere fremme på stien.

"Kan vi lige sætte os dér?," spørger jeg og peger på trappen.

Der bliver stille et øjeblik.

"Nej, der kan vi så ikke sidde. Det er udenfor mit sikkerhedsnet," forklarer Erkan.

Vi har været lige præcis dér, hvor de er. Vi er der for dem 24/7, og det er det, der kan forandre deres liv.
Erkan og Faysal

MISTRO TIL DE PROFESSIONELLE

"Lad mig fortælle dig noget om at bo i Planen. Der er koder. Uskrevne regler. En af dem er for eksempel, at jeg ikke sidder på lige præcis dén trappe. Der er kun én indfaldsvej. Går vi 20 meter til højre her, kan vi sidde på de der bænke dér. Der er tre indfaldsveje til det sted. Og dermed også tre flugtveje. Kan du se det?" spørger Erkan, der ellers understreger, at Urbanplanen er inde i en god udvikling.

Det er ved at være flere år siden, at der er blevet sat ild til både bygninger og biler, og folk går også i alle områder af Planen, selv efter mørkets frembrud. Sådan har det ikke altid været.

"Men det er stadigvæk et risikoområde," forklarer Faysal. "Det kan godt være, flere og flere starter i gymnasiet, men der er stadig brug for en massiv indsats i forhold til en gruppe af de unge herude. Og modsat mange andre, nu tænker jeg professionelle gadeplansarbejdere, opsøgende teams, kontaktpersoner – og det er virkelig ikke for at kritisere – så kommer og går X-men ikke ind og ud af de unges liv. Vi er her hele tiden. 24/7."

Læs også Sundhed og pædagogik er stærke sammen

Erkan bryder ind.

"Det gør en gigantisk forskel. Det er den tryghed, de unge har brug for."

Faysal og Erkan forklarer begge, at de oplever et svigt af de udsatte unge i Planen. Ikke fordi der ikke bliver taget initiativer, men fordi initiativerne er sporadiske.

"Mange er her måske i 2-3 måneder, så er de væk igen, for så er puljepengene brugt op, eller hvad det nu er. Flere unge har måske lige nået at få et håb om en anden fremtid, og så er de væk igen," siger Faysal.

"Jeg har haft mine 5-10 kontaktpersoner, jeg har fået mine obligatoriske gocart-ture og restaurantbesøg og mine mentorforløb. Der har været et væld af aktiviteter herude, der alle har været underholdende og hyggelige. Men i forhold til at ændre min livsbane eller min kriminelle adfærd, så har intet af det battet. Det er sådan noget, der gør, at flere unge herude opbygger en voldsom mistro til de professionelle," forklarer Erkan."

X-MEN OG UCC

X-men blev udviklet undervejs i et større metodeudviklingsprojekt – All-In – der blev gennemført i Urbanplanen, iværksat af partnerskabet 3B. En del af projektet har været et aktionsforskningsforløb faciliteret af Mette Bladt, adjunkt og ph.d. i UCC.

Gruppen af unge mænd, der udviklede X-men, løsrev sig sidenhen og etablerede en selvstændig forening. De arbejder fortsat med at udvikle og udbrede idéen om X-men.

Forskningsprojektet X-men afsluttes 1. januar 2017.

VI TALER OM ET LIV, IKKE EN PARK

Mette Bladt har været stille under det meste af gåturen. Nu hopper hun på bænken og har rakt en insisterende finger i vejret.

"Ja, for hvad hjælper en aktivitet egentlig? Hvorfor er det, at udsatte unge i ghettoområder ikke kan få lov til at bestemme selv? Alle de gange, jeg har lavet forløb med udsatte unge, er dét, de selv finder på, meget vigtigere og større end nogle af de irriterende fodbold- eller boksekampe, de professionelle altid synes, de skal lave i udsatte boligområder. Unge vil selv bestemme. Det, de siger, er: Jeg vil have en plads i det her samfund. Lad være med at putte os i kasser og diktere, hvad vi skal. For det er det, der sker over en bred kam med de her unge: Der bliver besluttet en lang række ting hen over hovedet på dem. Det er måske fint, hvis det handler om at etablere en park. Men her taler vi om et liv," understreger Mette Bladt.

"Når de marginaliserede unge hele tiden får at vide, hvad de skal lave i deres liv af et system, fratager de professionelle de unge ansvarsfølelsen. Så hører man om unge, der råber deres sagsbehandler op i hovedet: "HVAD HAR DU EGENTLIG TÆNKT DIG AT GØRE MED MIT LIV?" Det må virkelig ikke være en sætning, der eksisterer i det danske samfund. Omvendt må det heller ikke være en sætning, at en socialrådgiver eller en pædagog siger: "Jeg kunne godt tænke mig at inddrage den unge lidt mere i sin egen handleplan." Hvordan skal vi nogensinde hjælpe de 15-17 % udsatte unge i det danske samfund, hvis de aldrig selv må bestemme, hvordan de skal deltage?" spørger Mette Bladt.

Af samme årsag er X-men unikke, pointerer Mette Bladt. For nok har hun været involveret i projektet og støttet op omkring det. Men det er helt og holdent de unge mænds eget projekt, og det gør en kæmpe forskel, hvis du spørger Faysal og Erkan.

"X-men er vores idé. Vores projekt. Vi har ansvaret. Der er ingen, der er kommet og har dikteret, hvad det skulle indeholde, eller hvordan det skulle forløbe," forklarer Faysal.

Læs også Mistrivsel i cyberspace: Børn og unge skader sig selv på nettet

Erkan forklarer, at noget af det sværeste for ham ved at slippe sit gamle liv var de mange penge. De skulle skiftes ud med noget andet, der var mindst lige så tiltrækkende. Indflydelse og ansvar viste sig at være en god byttehandel. Så god, at Erkan startede på pædagoguddannelsen i 2015, og Faysal begynder i januar 2017.

Samme følelse af kontrol over eget liv ønsker de at give videre til de udsatte unge. For som Mette Bladt også siger, så er en "god relation i sig selv intet."

"X-men handler ikke om gode relationer. Det handler om, at hvis det er nødvendigt, så knalder vi døren ind til de unges værelser, hælder vand i hovedet på dem og sparker dem i skole, ind på en uddannelse og ud på arbejdsmarkedet."

"Så rykker det. Så forandrer du et liv," siger Erkan.

Om Mette Bladt