Lykken er at være tæt på de andre tumlinger

Blandt de allermindste i vuggestuen kan børnenes egne måder at være sammen på nogle gange kollidere med den indsats, pædagogerne gør for at skabe fællesskaber blandt børnene, viser ph.d.-projekt.

"SÅ længe pædagogerne giver plads til, at børnene kan være tæt sammen og udforske aktiviteter sammen, ser børnene ud til at trives. Selv morgensamlinger, som jeg i udgangspunktet var skeptisk over for, er noget, børnene glæder sig til, fordi de får lov til at sidde tæt på hinanden og være fælles om aktiviteter," siger Crisstina Munck, der er i gang med et ph.d.-projekt om børns fællesskaber i vuggestuen. Tidligere har hun undervist på UCC’s pædagoguddannelse og været konsulent inden for inklusion.

I forbindelse med ph.d.-projektet har hun været helt nede i gulvhøjde sammen med de mindste børn på 12 til 18 måneder i to vuggestuer. Her har hun blandt andet set, at børns egne måder at være fælles på i nogle sammenhænge kolliderer med den indsats, pædagogerne gør for at skabe fællesskaber blandt børnene. Når pædagogerne for eksempel sætter børnene sammen i bestemte grupper, så bremses børnene i at skabe deres egne fællesskaber – og ofte ser de ud til at blive kede af at blive adskilt fra dem, de selv har fundet sammen med.

Læs også Pædagog u-vending til gavn for vuggestuebørn

"Selv meget små vuggestuebørn er mest optagede af hinanden. De har ikke alle så meget verbalt sprog og kommunikerer i høj grad ved at interagere med hinanden og med lyde, mimik og gestik. Trivsel hænger i høj grad sammen med at være tæt på de andre børn, men det er ikke altid, de voksne ser, hvem børnene gerne vil være sammen med, og hvad de gerne vil lave, fordi der er fokus på at sætte planlagte aktiviteter i gang," siger Crisstina Munck. Om feltarbejdet blandt de helt små siger hun: "Hvis man vil forstå, hvordan børnene deltager, må man følge dem over tid og se på, hvor de går hen, hvad de søger, og iagttage deres mimik. Deres intentioner viser sig, fra de er helt små."

Chrisstina Muncks ph.d.-projekt ’’Hvordan muliggøres børns fællesskabelse i vuggestuen, hvor inklusionsbestræbelser udgør et vilkår i det pædagogiske arbejde’’ udføres i et samarbejde mellem UCC og Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. Projektet afsluttes i marts 2017.

VAND ER FØRST I NÆSTE UGE

Et eksempel var en dag, hvor pædagogerne i forbindelse med et læreplanstema havde lagt spande og skovle frem til skattejagt. "Men det havde regnet, og der var en vandpyt, som børnene straks løb hen til. Pædagogerne forsøgte at få børnene væk, for de skulle først arbejde med vand ugen efter. Da jeg bagefter talte med pædagogerne om det, syntes de også selv, det virkede åndssvagt," siger hun og peger på, at pædagogerne ofte står i et dilemma, hvor de både skal imødekomme børnenes nysgerrige udforskning af hverdagslivet og samtidig dokumentere denne udforskning, så den kan forstås som udvikling af færdigheder og kompetencer. "Forebyggelse og tidlig indsats fylder ekstremt meget i daginstitutionerne. Pædagogerne er optagede af børnelivet og ønsker at støtte børnenes udvikling og læring ved at etablere en fleksibel og udforskende praksis, men samtidig bliver de udfordret af kravet om forebyggelse og tidlig indsats, der kalder på, at pædagogerne udpeger ’fejl og mangler’ ved hvert enkelt barn," siger Crisstina Munck.

Læs også Kan børnene trives, hvis pædagogerne ikke gør det?

KRAV I VUGGESTUELIVET

Inden sit feltarbejde i institutionerne var Crisstina Munck skeptisk over for morgensamlinger. "Jeg tænkte, at det umuligt kunne være godt for så små børn at skulle sidde stille på den måde, men de viste sig at være meget optagede af at deltage med de andre børn og være fælles i aktiviteter med både børn og voksne. Nogle gange blev børnene irettesat en del, men samtidig så det ud til, at det lykkedes pædagogerne at tilrettelægge samlingerne, så børnene kunne kommunikere med hinanden og bidrage til det fælles," siger Crisstina Munck.

Hun har i flere sammenhænge set, at pædagogerne møder børnene med forventninger og krav til, hvordan de skal deltage, og de krav står ind imellem i modsætning til børnenes nysgerrige udforskning – for eksempel ved måltidet. "Der er ofte en forventning om, at når man sidder ved bordet, så taler alle sammen, men samtidig forstyrrer det, hvis børnene taler med hinanden. Der er mange modsatrettede krav i et vuggestueliv. De skal være aktive, men de skal også være stille og disciplinerede. De skal udfolde sig frit, men skal også være sociale og tage hensyn. Børn har ikke nødvendigvis brug for flere strukturerede aktiviteter. De har brug for hjælp fra de voksne til at komme hen til de aktiviteter og de børn, som de er optagede af," siger Crisstina Munck. Hun oplever, at pædagogerne er enormt dygtige til at reflektere, men refleksionen og fleksibiliteten i den pædagogiske praksis forsvinder, når pædagogerne er tidspressede. "Når læreplanstemaer skal afsluttes, er der pres på at sikre, at alle aktiviteter er nået. Pædagogerne bliver i de sammenhænge mere optagede af at få afviklet aktiviteterne end at være nysgerrige på børnenes udforskning," siger hun.

Chrisstina Munck

cccm@ruc.dk eller 5194 4355