Tegnsprog er en livsnødvendighed

Albert på 6 år og Niklas på 17 har ikke haft et optimalt udbytte af deres CI-implantater. Tegnsprog er derfor altafgørende for begge børn og deres familier. Men det opleves fortsat som en kamp at få lov til at bruge sproget.

“Niklas er blomstret op. Han er mere social og hænger ud med sine venner efter skole. Det gør han, fordi han har fået et miljø, der gør ham glad, hvor han kan spejle sig selv i de andre. De er jo som ham. Det styrker hans identitet og hans selvværd.”

“Det er et helt basalt menneskeligt behov: At vi kan kommunikere med vores omverden og vores nærmeste. Albert har misdannede hørenerver og har slet ikke udbytte af sit CI (et Cochlear Implant, der giver døve en kunstig hørelse, red.), så vi besluttede at tage det af efter knap et år. Tegnsprog er derfor en livsnødvendighed for ham og for os som familie.”

Niklas kan høre alle lyde omkring ham, men han forstår dem ikke. Skolen På Kastelsvej har givet ham et miljø, der gør ham glad. Det er en lettelse for mig som forælder.

SKAL JEG SOM FAR IKKE TALE MED MIN SØN?

Niklas på 17 år og Albert på 6 år går begge på Skolen på Kastelsvej, SPK, på Østerbro i København, der er et af de eneste steder i Danmark, der tilbyder et tegnsprogsmiljø til døve børn − med og uden CI. Drengenes historier og baggrunde er forskellige: Niklas’ forældre, Kim Aarrebo Møller og Susanne Danmark, har begge et hørehandicap og har altid brugt tegnsprog derhjemme. Indtil sidste år var Niklas indskrevet på Rugvængets skole, der udover hørende børn også har børn med høretab, men han startede på SPK i påsken 2015. Primært fordi Niklas sakkede langt bagud fagligt, og fordi han blev mere og mere ulykkelig. Alberts forældre, Thomas Aue Sobol og Signe Dupont er hørende, men trods flere operationer i både ind- og udland lykkedes det aldrig for Albert at udnytte sit CI. Kort før Albert blev tre år, valgte familien at skifte til fuldt tegnsprog i hjemmet. For hvis Albert ikke kunne opnå hørelse eller være i stand til at kommunikere via tale, skulle han have et fuldt tegnsprog.

Læs også Døve børn har stadig brug for tegnsprog

Familiernes historier er forskellige, men indstillingen til tegnsprog den samme: Sproget er altafgørende. For deres sønners udvikling, identitet og selvværd − og slet og ret muligheden for at kommunikere. Af samme årsag er det svært for begge at forstå, at det − som de oplever det − skal være så svært at få lov til dels at lære tegnsprog og dels at bevare et tegnsprogsmiljø i Danmark.

Thomas Aue Sobol og Signe Dupont er hørende og til dels heldige. Signe Dupont var nemlig − tilfældigvis − uddannet tegnsprogstolk, da de fik Albert. Hendes tegnsprog var derfor flydende. Men Thomas Aue Sobol kunne ikke et eneste tegn og ville derfor gerne lære sproget. Det har været mere end almindeligt svært, fortæller han.

“Min oplevelse er, at systemet og kommunen ikke er gearet til børn, der har brug for tegnsprog. Det er, som om man i dag siger: Nu har alle børn fået CI. Nu er der ikke brug for tegnsprog. Men det stiller familier som vores, der har brug for tegnsprog, i en meget svær situation. Jeg har svære kampe med kommunen, der synes, at niveauet på de kurser, jeg gerne vil have, er “for højt”, som de siger. Det er jo grotesk. Skal jeg som far ikke kunne tale med min søn på et højt sprogligt niveau?”, spørger Thomas Aue Sobol.

At kunne kommunikere med sin omverden er et helt basalt menneskeligt behov - for os alle sammen. Et tegnsprogsmiljø giver Albert mulighed for et fællesskab og en identitet, der er hans egen - og som er knyttet til dét at være døv.

TEGNSPROG SKAL VÆRE EN VALGMULIGHED

Sammen med Kim Aarrebo Møller stod Thomas Aue Sobol desuden i spidsen for en større modreaktion, da Københavns Kommune forrige år truede med at lukke SPK og sende alle børnene ud til Rugvængets Skole i Ballerup, hvor der ikke er et tegnsprogsmiljø eller en tosproglig undervisning. Det lykkedes dem at overbevise politikerne om, at det ikke ville være en god idé.

“Men det viser hvor lidt indsigt og forståelse, der er for familier som vores, der ønsker tegnsprog for vores børn,” siger Thomas Aue Sobol.

Læs også Et sprog til borgere uden sprog

Både han og Kim Aarrebo Møller mener, at tegnsprog − eller valget om tegnsprog − bør være en forældrebeslutning.

“Vi er mange, der ikke oplever, at vores børn har det udbytte af CI, vi måtte ønske for dem. Her bliver tegnsprog og døvemiljøet muligheden for et fuldt sprog og et kulturelt og sprogligt fællesskab, der får dem til at føle sig trygge. Vi som forældre bør have den mulighed,” lyder det fra Kim Aarrebo Møller.

“Det er vel nærmest en menneskeret,” lyder det fra Thomas Aue Sobol.