Når lyd, blikke og bevægelser taler

”HOS os har vi mange beboere uden talesprog, og det er utrolig vigtigt, at vi kan give dem den bedst mulige hjælp til at kommunikere. Jeg havde en del praktisk erfaring i forvejen, og uddannelsen har klædt mig enormt godt på til arbejdet,” siger pædagog Hanne Jensen. Hun arbejder på Behandlingscentret Østerskoven ved Hobro og var blandt de første, som afsluttede uddannelsesforløbet i sommeren 2015.

Læs også Et sprog til borgere uden sprog

Østerskoven er et døgnbaseret rehabiliteringstilbud for unge og voksne med hjerneskader, og Hanne Jensen havde fuld opbakning fra centrets ledelse til at tage på uddannelse og blive dygtigere. For som hendes afdelingsleder Birthe Roesdahl siger:

”Vi er et højt specialiseret tilbud, og vi har brug for, at vores medarbejdere er opdateret med den nyeste viden på området”. Hanne Jensen arbejder især med unge mennesker med medfødte hjerneskader. Fx hjælper hun beboerne med at bruge særlige kommunikationsbøger med tekst og billedsymboler, så de kan pege på billedet og dermed fortælle, at de gerne vil spise eller lave en bestemt aktivitet. Nogle borgere kan ikke selv pege. Så peger Hanne på billederne og fortæller, hvad de viser, indtil den unge siger ”ja” eller tilkendegiver med en lyd, en blikretning eller en bevægelse, at hun har ramt rigtigt.

Læs også Tegnsprog er en livsnødvendighed

Uddannelsen har givet Hanne Jensen sikkerhed i at udrede og beskrive, hvad borgerens kommunikative udfordringer og muligheder er. Og hun har fået flere ahaoplevelser:

”Jeg har fx opdaget, at de unge kan inspirere hinanden til at udtrykke sig via alternativ kommunikation og kommunikationsværktøjer. Når de ser andre gøre det, så begynder de selv at kommunikere. Vi vil gerne give beboerne ro til at kommunikere, men nu har vi større fokus på at arbejde med dem i grupper, så de kan lære af hinanden,” siger Hanne Jensen, der som en bonus har fået et godt netværk af fagfolk fra andre dele af landet via uddannelsen.

Pædagog Hanne Jensen arbejder på Behandlingscentret Østerskoven ved Hobro. En stor del af sin arbejdstid bruger hun på at støtte beboere med et mangelfuldt talesprog i at kommunikere.