”Der er selvfølgelig langt fra universitetet til fransk i en 6. klasse”

Lærerstuderende fra UCC og universitetsstuderende på Københavns Universitet kan snuse til hinandens studier og verdener i et semester gennem en samarbejdsaftale mellem franskfaget på de to institutioner. Vi har spurgt en studerende og en underviser, hvad de kommende fransklærere og kandidater får med i bagagen.

Hvorfor valgte du at læse et fag på universitetet?

Jeg er helt vild med det franske sprog og med at skulle være fransklærer, så jeg tænkte, at det var en mulighed for at skærpe min viden og gøre mit franskfag større. Det var også en fed mulighed for at prøve, hvordan det er at læse på universitetet og se forskellen til læreruddannelsen.

Hvordan var det så?

Jeg læste et fag, hvor vi blandt andet havde fokus på de forskellige måder, man bruger og varierer det franske sprog på, afhængigt af modtager og situation. Det var rigtig interessant. Det var også meget grammatisk og teoretisk – og mere nørdet, end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens tænke teoretisk, men det kom nok bag på mig, fordi vi på læreruddannelsen er vant til en blanding af teori og praksis og til at komme ud i praksis og prøve de teorier af, vi har lært. Sammenlignet med det er en universitetsuddannelse meget teorifokuseret.

Læs også Sådan bliver dit barn dygtig til dansk

Hvilke fordomme havde du om universitetet?

At niveauet var meget højt, og at man arbejder meget mere individuelt med tingene.

Udvekslingen er begyndt i foråret 2015 og fortsætter til efteråret. Pilotprojektet med fransk har inspireret til, at der nu også starter et samarbejde mellem tysk på Københavns Universitet og læreruddannelserne.

Levede virkeligheden så op til dine fordomme?

Ja, der er et meget højt fagligt niveau, mange opgaver og meget at læse, men det er ikke nogen dårlig ting. Meget af det handlede også om mine egne forventninger om at gøre det rigtig godt. Heldigvis kunne vi sparre med både undervisere på universitetet og læreruddannelsen og tidligere studerende. Arbejdsformen var også − som jeg havde forventet − meget mere individuel, men jeg tog kurset med en medstuderende, så vi arbejdede sammen.

Hvad har du som kommende lærer fået ud af at tage et fag på universitetet?

Det har skærpet mine franskkompetencer og styrket mig som fransklærer. Jeg er blevet boostet vidensmæssigt og er blevet mere sikker i min kunnen. Faget, jeg tog, fokuserede meget på forskellen mellem det mundtlige og skriftlige fransk. Det fik jeg meget ud af. Jeg har også fået en dybere forståelse af de to uddannelser. Det er gået op for mig, hvor vigtigt det også er at gøre sine egne erfaringer og prøve teori af i praksis.

Læs også ”De studerende får fokus på, hvordan de kan omsætte teori til praksis”

Tror du, du kan bruge det, du har lært på universitetet, i folkeskolen?

Der er selvfølgelig langt fra universitetet til fransk i en 6. klasse, så det kan ikke sådan overføres direkte. Men hvis du ser på mit ordforråd, min viden og min egen udvikling som fransklærer, så helt klart ja. Men selvfølgelig kan læreruddannelsen noget specielt i forhold til at undervise, fordi man altid er praksisorienteret. Vores fag handler både om at udvikle sig didaktisk og pædagogisk som lærer og fokuserer samtidig på, hvordan vi udvikler eleverne fagligt og til at blive gode medborgere. Det er mere håndgribeligt. Det er ikke sådan, at niveauet er lavere på læreruddannelsen. Fokus ligger bare et andet sted end på universitetet.

Christina Brix Husum, studerende på UCC’s læreruddannelse på 8. semester. Har læst et franskmodul på Københavns Universitet.