Ung i udskolingen: En sårbar tid

Det er svært at fokusere på trivsel i udskolingen, men sociale fællesskaber er afgørende for, at unge i de ældste klasser føler sig trygge nok til både at kunne lære og komme i skole. Det viser et nyt forskningsprojekt fra UCC, og forsker Tekla Canger efterlyser, at lærerne får bedre mulighed for at arbejde systematisk med de unges sociale relationer.

Det er en livlig klasse. Mange siger noget i timerne, eleverne går flittigt ud og ind ad døren for at hente bøger i skabene på gangen, og frikvartererne er fyldt med højt humør, dans, sang og YouTube-klip. De fleste kalder det en god klasse, hvor ingen bliver holdt udenfor.

Men fællesskabet i den 9. klasse, som forskere fra UCC har fulgt i et halvt år, er ustabilt. Interviews og observationer viser, at det kræver enorme sociale kræfter for unge at føle sig tilpas i skolen og dens sociale fællesskaber. Nogle kæmper for at vedligeholde deres plads i klassens dominerende gruppe, andre bruger energi på at bevæge sig ubesværet imellem grupperne eller gemme sig blandt de stille piger. Enkelte giver helt op og kommer slet ikke i skole.

Alligevel fylder trivsel og arbejdet med sociale fællesskaber kun lidt i udskolingen. Man forventer, at det er på plads efter års indsats med legegrupper, hytteture og fælles regler for fødselsdage, og nu stiller mange skoler mere skarpt på fagligheden før afgangseksaminerne end på det sociale arbejde med at skabe trivsel. Det er problematisk, mener Tekla Canger, der er lektor på UCC’s læreruddannelse og en af forskerne bag projektet "Unges sociale fællesskaber".

"For unge handler skole rigtig meget om at kunne indgå i meningsfulde relationer, og det kan være svært for lærerne at blande sig i de ældste klasser. Man synes, de nu er så store, at de selv skal bestemme, hvem de er sammen med. Udskolingen er bare en urolig og sårbar tid, hvor der sker heftige inklusions- og eksklusionsprocesser, og vi overser, hvor stor betydning de sociale fællesskaber har for unges trivsel og faglige udbytte. Der ligger et stort potentiale i at anerkende den betydning det får, hvis lærerne holder snor i de unge i længere tid," siger hun.

Læs også: Giv mig en lærer, der lytter og stoler på mig

Klasselærer Thomas Arvedsen arbejder bevidst med at tildele eleverne tilfældige pladser i klassen, så de lærer at samarbejde med alle. Det giver tryghed, så de kan koncentrere sig om det faglige.

NOGLE ER MERE "FÆLLES" END ANDRE

Fællesskab i en klasse kan ikke tælles i ental, viser forskningsprojektet i 9. klassen i København. Her udpeger forskerne fire forskellige grupper, der består af en mindre gruppe af drenge, de stille piger, de såkaldte surfere, som bevæger sig imellem fællesskaberne, og så en stor gruppe piger, som typisk har en lang fælles historie og stort set bor i samme kvarter. Deres vurdering af fællesskabet i klassen afhænger af øjnene, der ser.

"Den store gruppe fortæller om en klasse med god stemning, hvor alle kan lide hinanden, mens de stille piger beskriver klassen som et utrygt sted, hvor man aldrig helt ved, hvornår man er inde i varmen eller ude i kulden. Kun nogle få har overskud til at navigere problemfrit i klassens spil, men fælles for alle er, at et godt fællesskab i klassen kræver, at ens egen placering er i orden," siger Tekla Canger.

De unge er imidlertid ikke selv herrer over, hvilke fællesskaber de kan få del i.

"De stille piger har for eksempel ikke valgt hinanden af lyst men af nød, fordi de er til overs. Grupperingerne i en klasse er hverken ligegyldige eller tilfældige, og de bliver hele tiden skabt gennem umærkelige processer, som inkluderer og ekskluderer, selvom de unge ikke selv er bevidste om det," siger Tekla Canger.

15-årige Wilma gik i tre forskellige 7. klasser før hun fandt sin plads i et socialt fællesskab. "For alle har brug for, at andre kan lide dem," siger hun.

HIERARKI GENNEM REGELBRUD OG GENSTANDE

9. klassen i København har en kultur, der i høj grad fordeler pladserne i fællesskaberne efter, om man har lyst og mod til at bryde regler, og om man har magt nok til at bestemme over forskellige genstande i klasselokalet.

"I denne klasse var der status i at gå på toilettet i timen, selvom det egentlig skulle klares i frikvartererne, eller at forlade skolen i spisepausen for at købe slik, selvom der var en politik om nul sukker. Man kan sige, at døren blev et symbol på, hvem der turde trodse reglerne, ligesom klassens computer og smartboard var symbol på, hvem der havde magten til at vælge musik i frikvartererne. Det var ikke de stille piger, men primært det dominerende fællesskab af piger, som dermed også definerede klassens herskende kultur," siger Tekla Canger.

Det er ikke kun den indre kultur i en klasse, der påvirker muligheden for sociale fællesskaber i skolens ældste klasser. Det samme gør ydre forhold.

"Hele organiseringen i udskolingen er ustabil. En linjeopdelt pædagogik bryder nogle steder klasserne op, og der er generelt en kolossal udskiftning. Man får typisk nye undervisere i 7. klasse, der kommer nye elever til fra lilleskoler, andre forsvinder på efterskole, og forældre flytter deres børn ekstra meget rundt i de år efter, hvor de tror, der er mest faglighed," siger Tekla Canger.

Læs også: Inklusion: Lærere og pædagogers idéer rykker

FAGLIGT FOKUS SKYGGER FOR DET SOCIALE

Forskningsprojektets observationer viser, at lærere typisk henviser til, at noget er pensum ved eksamen, når de vil fange de unges opmærksomhed.

"Der har indsneget sig en kultur og retorik, som i høj grad kredser om det traditionelt faglige. Man skal selvfølgelig ikke underspille det faglige, men det skal gå hånd i hånd med arbejdet med klassens sociale trivsel. For når det ikke fungerer, ser det ud som om, de unge har svært ved at lære," siger Tekla Canger.

Nogle elever møder slet ikke op til undervisningen, fordi de ikke føler sig hjemme i skolen, og i klassen ser alle ud til at bruge meget energi på det sociale.

"Det er en barsk verden, hvor man konstant skal finde ud af, hvem man skal sidde ved siden af, lave gruppearbejde med eller følges med i frikvartererne. Det tærer på overskuddet til det faglige og kan forhindre, at man tager ansvar i klassen ved eksempelvis at sige noget i timerne. For man lærer både ved at gå i dialog med stoffet og med hinanden, men det kræver, at der er et fællesskab at være tilpas i," siger Tekla Canger.

UCC’s forskningsprojekt tyder desuden på, at sociale fællesskaber har betydning for, hvilken ungdomsuddannelse unge vælger.

"Nogle søger derhen, hvor de kan fortsætte med dem, de trives med. Andre er optaget af at starte på en frisk og søger derfor væk fra de fællesskaber, de kender," siger Tekla Canger.

FORSKNINGSPROJEKTET

"Unges sociale fællesskaber" er et etnografisk og mikrosociologisk studie, der bidrager med ny viden om unges inklusions- og eksklusionsprocesser i en uddannelsessammenhæng. En lang række forskere fra UCC har siden 2013 fulgt en 9. klasse i københavnsområdet og undersøgt, hvem de unge forbinder sig til, hvilke fællesskaber de kan inkluderes i både i skolen og fritiden, og hvilken betydning det har for deres forhold til uddannelse. Forskerne har lavet observationer i klassen, interviewet elever, lærere, klubpædagoger og gadeplansmedarbejdere.

UDSKOLINGSLÆRERE SKAL BLANDE SIG MERE

Tekla Canger efterlyser, at udskolingslærere i langt højere grad tager ansvar for at skabe mere rummelige fællesskaber i de ældste klasse, for forskningsprojektet viser, at det er nødvendigt. Tekla Canger er dog klar over, at det kan være svært i en hverdag med begrænset tid, og hvor fagligheden også politisk er sat øverst på dagsordenen.

"Unge er tvunget til at være i skolen i mange timer, og der er spilleregler, uanset om de er sat af voksne eller skabt i et tomrum. Når det bliver svært for eleverne at afkode, hvordan man er sammen både i timerne og i frikvartererne, risikerer vi at skabe en forestilling om, at det er i orden at inkludere og ekskludere, og det kan hverken skolen, fagligheden eller vores samfund leve med," siger hun.

Tekla Canger foreslår, at udskolingslærere eksempelvis kan give eleverne faste pladser eller systematisk sammensætte grupper, som blander eleverne på kryds og tværs. "Hvis lærerne bestemmer, hvem man skal sidde ved siden af, og hvem man skal løse opgaver med og hvordan, frisætter det eleverne fra selv at finde rundt i jungleloven. Det ville på sin vis også være frugtbart, hvis der fortsat var klassens tid i udskolingen, ikke fordi man skulle sidde i rundkreds, men fordi det kunne give plads til forskellige samarbejdsøvelser, hvor man fik positive erfaringer med forskellige rollefordelinger," siger hun.

Læs også: Jeg er Selma 

TILFÆLDIGE PLADSER OG TUTOR-VELKOMST

På Nordvestskolen i Helsingør har Thomas Arvedsen i mange år gjort en bevidst indsats for at skabe trivsel i udskolingen, hvor han er klasselærer. Han sender eksempelvis sine elever på overlevelsesture, og i begyndelsen af hver time fordeler han dem på tilfældige pladser via et computerprogram.

"Man skal kunne arbejde sammen med alle, uanset hvem man er venner med uden for skolen. Klassen skal være tryg, så man kan koncentrere sig om det faglige. Det er ligesom på en fodboldbane, hvor holdet skal have respekt for hinanden, selvom nogle løber mere efter bolden end andre. Jeg er meget tydelig med, at jeg udstikker rammerne, for hvis man synes, at de er urimelige, så er det læreren, der er den dumme, og det er bedre, end at eleverne skændes indbyrdes," siger han.

Thomas Arvedsen har også en bevidst strategi for, hvordan han hjælper nye elever ind i klassens fællesskab, som dengang for to år siden da nu 15-årige Wilma Lundkvist ankom i sit tredje forsøg på at finde et godt socialt klassefællesskab i 7. klasse.

"Jeg gik først på en skole, hvor man havde temalinjer, men ingen tog det rigtig seriøst, og der var en dårlig stemning i klassen. Så skiftede jeg til en anden skole med en masse pigefnidder. Det var hele tiden som om, de andre kiggede på mig og ventede på, at jeg sagde noget dumt. Jeg prøvede tit at slippe for at tage af sted om morgenen eller på at være usynlig i timerne, og i frikvartererne spillede jeg fodbold med drengene," siger hun.

På Nordvestskolen blev hun mødt af to klassekammerater, der var udpeget som hendes tutorer. De viste Wilma rundt på skolen og skulle svare på spørgsmål over telefonen i den første måned. Men det blev aldrig nødvendigt.

"De andre var søde og imødekommende lige med det samme. Der var nogle piger, som spurgte til mig og bare gerne ville være sammen efter skole," siger hun.

Alligevel synes Wilma, at det sociale fællesskab er lærernes ansvar.

"De skal have overblik over, hvordan klassen fungerer. Når man er elev, skal man jo først lære, hvordan man er sammen på en ordentlig måde. Men alle har brug for, at andre kan lide dem," siger hun.

Om Tekla Canger