Skolen kan lære af børnehaven

Selvom Bertram går bananas i skolen, er der en god chance for, at han var glad for sin daginstitution, og selvom Ida ikke kan koncentrere sig i bare fem minutter, er det muligt, hun kunne i børnehaven. Skolen kan finde inspiration på 0-6-årsområdet til at skabe læringsmiljøer for alle børn, mener eksperter.

"Lærere og pædagoger i skolen er frustrerede, fordi de oplever, at skolen ikke er god nok til at rumme en ret stor del af børnene. Det gælder ikke kun børn med diagnoser, men også alle de børn, der i kortere eller længere tid har brug for noget ekstra for at være en del af fællesskabet."

DE SAMARBEJDER OM SKOLEN

Sara Hannibal og Trine Ankerstjerne har samarbejdet om lærer-pædagog-samarbejde siden 2010. Det gælder bl.a. på det tværprofessionelle modul på lærer- og pædagoguddannelserne, hvor de gennem fem år har stået for undervisningen.

De har sammen og hver for sig undervist lærere, pædagoger og børnehaveklasseledere på UCC’s videreuddannelse, fx på Københavns Kommunes sommeruniversitet. Desuden deltager de i BUPL’s kurser for skolepædagoger, der finder sted landet over.

Senere på året udkommer bogen ’Pædagogen og læreren i skolen’ på forlaget Dafolo, hvor Trine Ankerstjerne og Sara Hannibal i fællesskab bidrager med to kapitler.

Sådan siger Trine Ankerstjerne, der er lektor i pædagogik på UCC’s pædagoguddannelse og professionskonsulent på skole- og fritidsområdet.

Inklusion går ikke nødvendigvis problemfrit på 0-6-årsområdet, men generelt står det dog bedre til end i skolen, og Sara Hannibal, lektor i dansk på UCC’s læreruddannelse, peger på, at skolen er presset på inklusionen, fordi ressourcerne ikke helt er fulgt med ind i skolen sammen med de børn, der før ville have fået et specialtilbud. Og skolens store fokus på læring betyder, at der ikke bliver taget godt nok hånd om børnenes trivsel som en forudsætning for læring, mener hun.

"Derfor er det oplagt, at skolen som institution tager ved lære af daginstitutionerne, som har gode erfaringer med at skabe lærende fællesskaber for alle børn," understreger Sara Hannibal.

Læs også: Lærere: Vi kæmper alene

HVORFOR LEKTIECAFÉ, NÅR BØRNENE ER TRÆTTE?

Det er bl.a. daginstitutionernes fleksibilitet, skolen kan lære af.

"Pædagogerne tænker i, hvordan de hele tiden kan skabe lærende fællesskaber, hvor alle børn deltager og bidrager. I skolen ligger det fx fast, at der er læsebånd i tidsrummet 8-8.25, men måske kunne flere børn rumme lektiecaféen om morgenen, når de ikke er trætte. Og hvorfor ikke have natur og teknik i to hele dage, hvis klassen bliver ved med at tale om istiden? Skolen kan med fordel gribe daginstitutionernes måde at følge børnenes nysgerrighed på," siger Trine Ankerstjerne.

Hun peger også på, at skolen burde lade sig inspirere af aktiviteter på tværs af alder.

"Erfaringen er, at børn kan have gavn af hinanden, selvom der er flere år imellem dem.

Det ser vi i fritidsinstitutionerne. Måske kan en lidt umoden pige, der er ensom i sin 5. klasse, have gavn af pigerne i 3. klasse. Og de vilde drenge i udskolingen kunne lære en masse af at få ansvar for drengene i de mindre klasser. I dag tænker skolen ikke i de baner, fordi vi har tradition for hele tiden at se frem i alder og ikke tilbage – og det er ærgerligt," siger Trine Ankerstjerne.

Læs også: Inklusion er inficeret af politik

IKKE EN VOKSEN I SIGTE

Der er også brug for en større grad af voksenstyring i skolen.

"Skolen forventer, at børnene er langt mere selvkørende, end det var forventet i børnehaven. Men skolen er et meget større sted, og det kan gå galt, når børn selv skal finde sig til rette uden en voksen i sigte en del af dagen, bl.a. i pauserne," siger Trine Ankerstjerne.

Hun nævner, at børnene pludselig selv skal huske at tage indesko på, komme ind, når det ringer, osv. – men især skal de selv tage ansvar for klassens sociale liv. De skal selv finde ud af indgå i relationer og kunne rumme nogle børn, som de måske har svært ved at rumme.

"Der er brug for, at børnene og især en del af børnene tages mere i hånden – i overført, men også bogstavelig betydning. Den pædagogiske faglighed bygger i høj grad på løbende vurderinger af, hvad der skal til, for at barnet trives, kan lære og være en del af fællesskabet. Et klassisk eksempel på, hvordan lærer- og pædagogfagligheder supplerer hinanden, er, hvis et barn ikke vil læse op i klassen. Så sætter læreren et fagligt forløb i gang med træning og øvelser, mens pædagogen typisk vil spørge: Hvorfor vil Emil ikke læse højt? Har han det ikke godt i klassen? Hvordan har han det derhjemme?" fortæller Sara Hannibal.

REFORM SINKER INKLUSION

Selvom det modsatte var intentionen, har skolereformen faktisk mange steder givet dårligere grobund for inklusion – i hvert fald sådan som kommuner og skoler har implementeret den.

"SFO- og klubpædagogerne er jo ikke for alvor kommet ind i undervisningen, og når de er, er det som en slags lærere. Jeg har lige mødt en 60-årig pædagog, der bad om undervisningstips, fordi han havde fået tildelt fem alenetimer i en 1. klasse. Hvorfor skal han med sine mange års erfaring som pædagog til at undervise? Han skal da bruge sin faglighed. Hvis pædagogerne gør det samme som lærerne, får børnene bare mere af det samme," påpeger Sara Hannibal.

Hun hæfter sig ved, at SFO’er og klubber, som i høj grad kan inkludere børn på tværs af alder, socialklasser og grupperinger, er blevet udhulet som følge af skolereformen, fordi børnenes fritid er blevet kortere. Mange steder er børnene simpelthen blevet meldt ud.

"Det er problematisk, for fritidstilbuddene er i udgangspunktet inkluderende. Der er masser af trivsel og læring i, fx når store og små børn arrangerer fester, passer dyr, spiller i band sammen eller laver rollespil med alt, hvad det indebærer. Den uformelle læring drevet af børns nysgerrighed og aktive deltagelse er jo præcis det, skolen har brug for," siger Sara Hannibal.

Læs også: Inklusion handler ikke om procenter

LEDELSER OG POLITIKERE SKAL PÅ BANEN

Både Trine Ankerstjerne og Sara Hannibal understreger, at den enkelte lærer eller pædagog ikke selv kan tage inspirationen fra daginstitutionerne til sig.

"Det er skolen som institution, der skal tage ved lære af daginstitutionerne – både kommunens daginstitutioner og det pædagogiske område generelt. Det er en opgave for hele skolen, men især for skolelederne, den enkelte kommune og politikere lokalt og i Folketinget," siger Trine Ankerstjerne.

"Daginstitutioner betragtes ikke længere som opbevaring af børn, men som samfundsbærende institutioner, der sikrer læring, trivsel og udvikling i nogle meget vigtige år. Der har rejst sig en storm blandt politikere og forældre på grund af de lange skoledage efter reformen, men det er ikke sådan, at samfundet råber vagt i gevær, fordi det er alt for hårdt at være i daginstitution en hel dag. Og det er fordi, daginstitutionerne laver en dag, som er tilpasset børnene," siger Trine Ankerstjerne.

Inspiration fra daginstitution til skole

Mere voksenstyring

Fri leg og frikvarterer kan være med til at ekskludere. Voksenstyring i pauser ville betyde, at lærere og pædagoger kunne få de børn med ind i lege og samvær, som ellers ville kigge på eller gå rundt alene. Samtidig undgås konflikter, som kan fylde langt ind i næste lektion. Hvad med at holde musiklokalerne åbne, tænde bål i skolegården eller

Flere voksne

En lærer og en pædagog sammen gør en verden til forskel for skolens mulighed for at inkludere. Det skyldes dels, at pædagogen har særligt blik for børns trivsel og relationer, dels at to voksne kan dele klassen op mellem sig ud fra faglige og/eller sociale kriterier. Samtidig kan den ene blive i klassen, hvis ét barn har brug for koncentreret voksentid – eller simpelthen stikker af.

Fleksibel planlægning

Ingen daginstitution lægger den lovpligtige sprogstimulering på tidspunkter, hvor den specifikke børnegruppe er træt eller urolig. Skolen bør også kunne planlægge mere frit, så udgangspunktet i højere grad bliver de enkelte børns og klassens interesser og behov.

Aktiviteter på tværs af alder

Store børn kan hjælpe de mindre, og små børn lærer af de store. Det vokser alle børn af og giver større forståelse blandt børnene. Daginstitutionerne har gode erfaringer med læring og trivsel i børnegrupper, der ikke er defineret ud fra fødselsår.

Flere individuelle hensyn

Skolebørn får et ansvar, de ikke altid kan løfte, når de går fra børnehave til 0. klasse. Skolen forventer, at de selv magter at indgå i relationer og rumme børn, de har svært ved at rumme. Det betyder, at en del børn er på konstant psykisk overarbejde. Skolen skal tage de børn mere i hånden fx ved at sammensætte arbejdsgrupper og have mere snor i, hvilke børn der laver hvad sammen med hvem i frikvartererne.

Sara Hannibal

Lektor på UCC’s læreruddannelse med særligt fokus på dansk og dansk som andet-sprog i 1.-6. klasse.

4189 7621 eller shan@ucc.dk

Trine Ankerstjerne

Lektor på UCC’s pædagoguddannelse og professionskonsulent på skole og fritidsområdet i UCC.

4189 7911 eller tria@ucc.dk