”Nu træder jeg et skridt tilbage og ser ham som et barn"

Når hverdagen i klassen bliver for udfordrende, kan ekstern inklusionsvejledning gøre en stor forskel. Lange eksterne vejledningsforløb rykker for både lærere og elever, viser et ph.d.- projekt, som UCC’s Charlotte Riis Jensen er i gang med.

Det er ikke nemt at arbejde inkluderende. Selv garvede og erfarne lærere føler sig på dybt vand. Et nyt ph.d.-projekt viser, at eksterne inklusionsvejledningsforløb fra PPR gør en stor forskel for lærerne og deres praksis – og dermed eleverne.

I projektet har Charlotte Riis Jensen fulgt tre inklusionskonsulenter og lærere i tre vejledningsforløb i henholdsvis en landkommune, en storbykommune og en provinskommune. Fælles for lærerne er, at de er erfarne, elsker deres job og fag, men at de nærmest har givet op, når de søger om at få støtte gennem vejledningsforløb.

"De er nået til et punkt, hvor de ikke har lyst til at være lærere mere. De står i en ambivalent situation, fordi de har nogle udfordringer, som er meget svære at håndtere, men som de skal håndtere, men ikke oplever, at de kan håndtere," siger Charlotte Riis Jensen.

Læs også: Mission: Deltagelse for alle

Når inklusionskonsulenterne mødes med læreren første gang, sidder der ofte en lærer over for dem, som oplever, at han eller hun har prøvet alt. De er frustrerede, afmægtige og læner sig måske op ad en sygemelding. Ofte vil den eksterne vejledning være allersidste udvej efter en lang række forsøg på at løse problemet.

INKLUSIONSVEJLEDNING UDEFRA OG INDEFRA

Ekstern inklusionsvejleder:

De inklusionsvejledere, artiklen beskriver, er uddannede lærere med en overbygning. De er ansat i PPR-regi og har både en overordnet rolle i forhold til fx kommunens inklusionspolitik og en rolle som inklusionskonsulenter på forskellige skoler i kommunen.

Intern inklusionsvejleder:

Flere og flere skoler får interne inklusionsvejledere eller læringskonsulenter med fokus på inklusion. Skolernes interne inklusionsvejledere er specialuddannede lærere, der kan rådgive og vejlede kolleger ad hoc eller i længere forløb. De har også en forebyggende rolle.

INGEN TRYLLESTAV, MEN NY FORSTÅELSE

Forløbene, som Charlotte Riis Jensen har fulgt, varer mellem fem måneder og et år. Det er ikke quick fix-løsninger. Det, der virker, er gentagne vejledningssamtaler og observationer i klassen gennem en længere periode.

"På grund af den pressede situation, kommer læreren typisk til den første vejledningssamtale og kunne godt tænke sig, at inklusionskonsulenten havde en tryllestav med, fremtryllede gode råd og løsninger og sagde: " Værsgo, brug dem, så bliver det hele bedre. De håber på en hurtig ændring, og det er jo menneskeligt," forklarer Charlotte Riis Jensen.

Læs også: Læringsvejledere: Tal didaktik over kaffen

Men der er desværre ingen hurtige eller enkle løsninger, og efter de lange forløb har lærerne da også fået et andet blik på det. For inklusionsvejledning, der virker, tager tid. Det er en rejse, hvor man som professionel når frem til en ny problemforståelse og nye perspektiver, påpeger forskeren. Et af de gennemgående træk fra de tre cases i projektet er, at lærerne må arbejde på at tage elevens perspektiv. For det er ofte en væsentlig del af løsningen, at læreren forstår, hvorfor eleven reagerer, som han eller hun gør i forskellige situationer.

"Nu er jeg ligesom i stand til at træde et skridt tilbage og se på ham som et barn og ikke som en, der er ude på at obstruere eller genere mig. Mere som en, der bare ikke kan andet og har en voldsom forvirring i sit hoved."

Lærer - om effekten af ekstern vejledning

ER DET BARE ELEVEN, DER HAR ET PROBLEM?

Charlotte Riis Jensens analyser peger på, at det netop er i forståelsen af problemerne omkring eleverne i skolen, at nøglen ligger. Hun skelner mellem de to yderpunkter: At have en patologisk tilgang til problemerne eller en kontekstuel tilgang til problemerne. Har man en patologisk tilgang, oplever man, at eleven har noget inde i sig, som gør, at eleven har en problematisk adfærd i skolen. Har man derimod en kontekstuel forståelse af problemet, kan man arbejde med at finde årsagerne til problemet og derpå skabe forandringer i den pædagogiske praksis. Det lyder måske abstrakt, men i klasseværelset er det meget konkret, forklarer Charlotte Riis Jensen.

Hun nævner et eksempel med en elev i 1. klasse, der reagerer voldsomt og med stor frustration, hver gang læreren beder klassen om at tage skrivebogen frem. I den situation kan man tænke, at denne her elev altså har en brist i sig, der gør, at hun ikke vil skrive, og at det må hun bare lære, hvilket kan medføre konflikter mellem eleven og læreren. Men har man en mere kontekstuel tilgang, vil man i stedet forsøge at finde årsagerne til adfærden og prøve at ændre praksis i stedet for at ændre noget i eleven.

"Man må være nysgerrig på, hvorfor det sker, og tage en snak med eleven, om hvad der sker. Og så må man tænke løsninger derfra: Skal hun have nogle blyanter, der er nemmere at holde på, eller et hæfte med større linjeafstand? Er der meget larm i klassen, når hun skal skrive?

Kort sagt skal man finde ud af, hvad problemet er. Symptomet er, at eleven reagerer, men man må udforske, hvad årsagerne er," forklarer Charlotte Riis Jensen.

"Vejledningen har givet mig arbejdsglæden tilbage, det er der ingen tvivl om. Jeg var tæt på at sige, det her orker jeg simpelthen ikke mere, det magter jeg ikke, det går jeg ned på. På den måde har det været med til at give mig arbejdsglæden tilbage."

Lærer om ekstern vejledning

VEJLEDNING GIVER LUFT

Men hvad er det så, at den eksterne inklusionsvejledning kan i den sammenhæng? For det første får læreren i vejledningssessionerne et rum, hvor han eller hun kan ytre sig åbent og blive mødt i sin frustration og sin ambivalens. For det andet får de en anden professionels blik på situationer og elever.

Læs også: Er det inklusion at handle i Netto?

"Det at få mulighed for at kunne tale åbent om de udfordringer, lærerne møder i deres praksis, og så i samspil med en anden få mulighed for at danne sig en bredere forståelse af eleven og hans perspektiv, virker," forklarer Charlotte Riis Jensen.

Og netop gennem forståelsen kan man som lærer handle anderledes. Lærere beretter om, at arbejdsglæden vender tilbage, og en lærer siger fx om sin tilgang til en elev:

"Vejledningsforløbet har givet mig, at jeg ser på ham som et barn, der ikke er ude på at genere os, men at han bare ikke kan andet. Han formår ikke andet, og det er os, der på en eller anden måde skal lægge dagen til rette for ham, så han får færrest mulige nederlag."

Charlotte Riis Jensen peger på, at tilgangen i de eksterne vejledninger, hun har undersøgt, med fordel også kan bruges i inklusionsarbejdet internt på skolerne − også forebyggende.

"Gode råd forandrer ikke, men det gør de gensidige, samskabende refleksionsprocesser," siger hun.

CHARLOTTE RIIS JENSEN

Afslutter sin ph.d.-afhandling "Vejledning – en samskabende proces. Når lærere støttes i at udvikle inkluderende læringsmiljøer" i løbet af 2016. Charlotte Riis Jensen er ansat på UCC og tilknyttet Forskerskolen på DPU, Aarhus Universitet. Hun er oprindeligt uddannet pædagog og senere kandidat i pædagogisk psykologi og har arbejdet som specialpædagog i PPR-regi.

Kontakt

chrj@ucc.dk eller 2128 1031