Jeg er Selma

Dette er en inklusionshistorie set med elevøjne. Selma Norup er lige startet i gymnasiet. Bag sig lægger hun en turbulent skoletid i otte forskellige klasser. Hun har gået på folkeskoler med og uden støtte, i specialklasser, på specialskole og i privatskole.

Læreren tegner 20 små tændstikmænd på tavlen og forbinder dem på kryds og tværs med kridtstreger. I midten tegner hun en tændstikmand, der står alene uden streger til nogle af de andre. ’Det er Selma,’ forklarer læreren og spørger ud i 3. klassen: ’Er der nogen, der vil lege med Selma?’

"Jeg blev så ked af det. Der blev helt stille i klassen, og det var så ubehageligt. Så spurgte hun, om jeg kunne lide at lege med sjippetov og fandt nogle piger, som, hun sagde, skulle lege med mig. Jeg fik lov at svinge sjippetovet. Men det var jo ikke sådan, jeg ville have det − at det skulle være tvungent," fortæller Selma Norup.

I dag er hun 16 år og lige begyndt i 1.g. Lysende smuk og stolt som en græsk gudinde med et klart og fast blik fortæller hun. Sætningerne er reflekterede, velformede ordkæder. Det er vilde ord om en tumultarisk skoletid i mere end otte forskellige skoletilbud. Selmas historie er historien om at være inkluderet, om at gå i specialskole og om at blive inkluderet igen. På Selmas cv over de sidste ti års skolegang står der både folkeskoleklasse med og uden støtte, specialtilbud, specialskole og privatskole. Hun har prøvet det hele.

Læs også: Inklusion: Lærere og pædagogers idéer rykker

JEG ER IKKE MINDRE VÆRD END DIG

I papirerne står der Aspergers syndrom og ADD, men Selma har aldrig rigtigt kunnet se sig selv i de to diagnoser. Hun elsker at være sammen med mange mennesker, har ingen problemer med kollektive beskeder og kan godt koncentrere sig.

"Dengang jeg fik diagnoserne, læste de nogle historier for mig om andre børn med ADHD og ADD. Men jeg kunne ikke se mig selv i det. Det var altid noget med nogle drenge, der løb rundt og ikke kunne koncentrere sig og høre efter, hvad deres forældre sagde. Men jeg havde det sådan: Det er jo ikke mig. Jeg sidder da stille på en stol, så jeg forstod det ikke," forklarer hun.

Hun forstod heller ikke, at de sagde, at hun havde et handicap.

"Det gav heller ikke mening for mig, at det var et handicap. Det var jo noget med at sidde i rullestol og ikke kunne klare sig selv. Når jeg spurgte på specialskolen, svarede de ’Du har et lille handicap. Det har du, Selma.’ Men jeg fik aldrig rigtig svaret på, hvad det var, og jeg var rædselsslagen for at have et handicap. Jeg var så bange for ikke at kunne klare mig selv og få en almindelig hverdag og et almindeligt liv. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at jeg skulle være anderledes," forklarer hun.

I mange år gjorde hun alt for at være normal. Som lidt større læste hun på nettet, at mennesker med Aspergers ofte havde en særinteresse. Det fik hende med det samme til at droppe sin interesse for heste. Hun spurgte også de voksne, hvad det betød at være sindssyg, og frygtede svaret.

"Jeg tror aldrig, jeg spurgte direkte, om jeg var sindssyg, for jeg var bange for svaret," forklarer hun.

I dag er det med diagnoserne ikke noget, hun tænker særligt meget over, og heller ikke noget, hun normalt fortæller til andre.

"Jeg vil gerne have, at folk ser mig som et menneske. Bare fordi jeg har fået de her diagnoser, er jeg ikke dum, mindre værd eller mindre klog. Jeg kan sagtens forstå det, du siger til mig, og forholde mig til det, der skete for dig i fredags. Jeg er Selma − ikke Selma, der har gået i specialklasse. Jeg er ikke dum, men jeg har tit følt, at selv voksne, som er uddannet til sådan noget, har behandlet mig og de andre børn rigtig dårligt," siger hun.

Diagnoser eller ej; Selma har et skrøbeligt sind. Hun har lidt og lider af depressioner og angst. Den første depression fik hun i 3. klasse. Det vender vi tilbage til om lidt − men først begyndelsen.

Læs også: Giv mig en lærer, der lytter og stoler på mig

DU ER UNDERLIG

Selma startede som de fleste andre børn i en helt almindelig 0. klasse. Når hun husker tilbage, var der problemer fra første skoledag. Hun husker tydeligst fornemmelsen af, at ingen ville lege med hende.

"Jeg tror, de syntes, jeg var underlig. Der var også forældre, der sagde til deres børn, at de ikke skulle lege med mig. Jeg tror, at jeg ind imellem kunne finde på at sige underlige ting og reagerede anderledes end de andre piger, og det, tror jeg, gjorde dem usikre. Jeg forstod ikke det dér pigespil. Jeg blev bare mere og mere ked af det og vred, og så ville de jo slet ikke have noget med mig at gøre," forklarer hun.

Hun husker ingen venner fra de første skoleår. Hun husker til gengæld, at hendes mor eller papfar til sidst måtte bære hende grædende ind i klassen om morgenen og sætte hende på stolen. Timerne kunne være slemme, men frikvartererne og SFO-tiden var værre.

"Jeg kunne godt være forvirret og have det svært i timerne, men det var altid værre i frikvartererne. De andre hviskede, at jeg ikke måtte være med. Jeg vidste aldrig, hvor jeg skulle gå hen. Og SFO’en, det var jo bare ét langt frikvarter. Det var svært," siger hun og remser afvisninger fra de andre børn op: ’Jeg gider ikke lege med dig, Selma’, ’Der er ikke plads i legen, vi er for mange’ og ’Det er bedst at lege far, mor og børn, når man kun er tre’.

Der var enkelte lyspunkter, fx én af de voksne i SFO’en. Han så Selma og udnævnte hende til sin assistent.

"Jeg kan huske, jeg fik lov at holde hans nøgler og gå ind i lærernes køkken. Når jeg var hans assistent, havde jeg noget at lave og en grund til at være i SFO’en. Men jeg var jo ikke med, og jeg var stadig meget glad, når jeg måtte gå hjem," husker hun.

Når hun tænker over i dag, hvad hun havde haft brug for dengang, er svaret:

"Der er nødt til at være nogen, der holder øje med, hvad der sker i frikvartererne, og siger ’hov, hvorfor sidder Selma helt alene ovre på en bænk’? Det var da underligt." Nogle, der er opmærksomme på helt almindelige situationer, når man går fra ét klasselokale til et andet, om der er nogen, der går helt alene omme bagved. Eller nogle, der kaster ting efter hinanden. Der skal være nogen til at holde øje i de mindre klasser," siger hun.

Selma kunne også godt have brugt, at læreren mere aktivt og bevidst havde sat eleverne sammen eller været mere inde over deres relationer.

I KLASSE MED TEENAGEDRENGE SOM NIÅRIG

I starten af 3. klasse brændte det sammen for Selma. Hun fik en regulær depression, og hendes forældre besluttede at tage hende ud af skolen, hvor hun var helt isoleret. Hun var hjemme i en periode.

"Jeg kunne ingenting. Jeg var bare ked af det. Jeg husker det, som om jeg sad og kiggede ind i en dør i fire måneder," forklarer hun.

I den periode kom der en gang om ugen en lærer hjem og underviste Selma. Det stod klart, at hun havde brug for noget andet end den almindelige folkeskole. Løsningen blev en specialklasse på en af kommunens andre folkeskoler. Selma var ni år. Hun kom til at gå i klasse med to drenge på 16 og 17 år og en pige på 14.

"Jeg kan huske, at jeg var stolt af at være veninder med en pige, der var meget ældre end mig. Det var sejt. Jeg kan også huske, at der blev sagt mange strenge og seksuelle ting, som jeg ikke forstod dengang. Men jeg vidste godt, at det ikke var noget rart," siger hun.

Når Selma husker tilbage, er det ikke fagene eller undervisningen, der fylder i specialklasserne.

"Man læste lidt eller lavede nogle opgaver, hvis man havde lyst, og man kunne lege, men mest af alt handlede det om at sørge for, at folk ikke blev uvenner, at holde folk fra hinanden og holde følelser og problemer tilbage," siger hun.

Og den fornemmelse blev bare stærkere i de kommende år, hvor Selma skiftede til et andet specialtilbud og senere til en specialklasse.

"Jeg vil gerne have, at folk ser mig som et menneske. Bare fordi jeg har fået de her diagnoser, er jeg ikke dum, mindre værd eller mindre klog," siger Selma Norup.

LÆRERNE SÅ INGENTING

I det næste specialtilbud var hun ene pige blandt seks større drenge. Hun var 11. I frikvartererne gik eleverne tit ned bag huset, mens lærerne stod på en altan og røg. Der var ingen lærere til at holde øje med, hvad der foregik blandt eleverne.

"Dér, bag ved det hus, har jeg haft rigtig mange ubehagelige oplevelser," siger Selma. Hendes øjne er store og klare. Det er ikke første gang, hun fortæller om det, men det er ikke sjovt at rippe op i. Hun begyndte at føle sig ulækker og forkert, så forkert at hun ikke turde sige det til nogen. Selma fortæller om flere ubehagelige situationer, hvor hun følte sig svigtet og misforstået af de voksne. Det er først inden for de sidste par år, at Selma har fortalt sine forældre, en psykolog og andre voksne om episoderne.

"Jeg stolede ikke på, at de voksne ville hjælpe mig og være der for mig," konstaterer hun. I dag har hun tilgivet drengene, for de havde det selv svært, som hun siger. Men hun har ikke tilgivet lærerne og pædagogerne.

"Jeg synes, de har manglet helt grundlæggende sund fornuft. Man sætter ikke en lille pige ind i en klasse med en masse store drenge, som man godt allerede ved er skøre. Tag noget ansvar! Man lader hende ikke være alene med dem i frikvartererne. Det gør man ikke engang med almindelige elever i en almindelig klasse. Der er gårdvagter," siger hun.

Det kan stadig gøre hende vred, at hun ikke følte, at der var nogen til at passe på hende.

"Jeg kunne som 11-årig pige godt have brugt, at der var nogen, der sørgede for, at jeg ikke var havnet i de situationer, som jeg stadig har mareridt om. Lærere skal tage sig af de børn, der kommer ind, som var det deres egne børn. Du vil aldrig kunne forstå, hvordan det er at være en pige, der ikke passer ind, aldrig har passet ind og haft venner. Sådan en pige skal gribes med åbne arme. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at det ikke sker igen for andre børn," siger Selma.

De mange år i specialklasser har givet Selma en større tolerance over for mennesker som er anderledes. Det er en af de gode ting, synes hun.

BANGE FOR DE NORMALE

Efter tre specialtilbud kom hun i et autismespecifikt tilbud. Det var en specialskole, der delte indgang med en almindelig folkeskole. Igen gik hun ene pige i en klasse med en gruppe ældre drenge.

"Jeg havde det faktisk socialt fint med at være sammen med andre, som har det svært. Jeg følte mig mere og mere afskåret fra den almindelige verden. Jeg var nærmest bange for normale mennesker. Jeg troede, de var onde og ikke kunne lide os."

Om morgenen ankom eleverne til skolen med taxa.

"Bare det at gå turen fra taxaen og ind i klassen var hårdt. Jeg var hende den specielle pige, der gik i drengeklassen. De almindelige elever lavede jokes om os. De kunne finde på at følge efter os og sige alle mulige grimme ting: ’Er du mongol, Selma?’ For det måtte jeg jo være, for specialklasser var for handicappede," forklarer hun.

En dag på vej ind i skolen så Selma en dreng, som, hun troede, lige var startet i hendes klasse, så hun holdt døren for ham og smilede. Men hun havde forvekslet ham med en anden.

"Han gik i den almindelige skole og kiggede på mig, som om jeg var helt skør. Jeg tænkte ’Hvor pinligt! Han er jo normal!’" siger hun.

Læs også: Ung i udskolingen: En sårbar tid

DER LØB VAND UD AF ØJNENE PÅ MIG

Selma gik i specialskolen i 6. og 7. klasse. Så blev det besluttet, at hun skulle tilbage og inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse, fordi hun var så velfungerende. På grund af det faglige og fordi hun er ung, starter Selma i 7. klasse igen − denne gang på en almindelig folkeskole med støtte.

"Jeg var bange. Jeg husker tydeligt det der med, at der er så mange i klassen. Jeg kunne ikke lide, at der stod nogen bag mig," konstaterer Selma.

I starten går det godt, og hun får venner. Men efter et stykke tid får hun sit første angstanfald. Selma føler sig udstødt og misforstået. Angsten kommer, fordi en af hendes klassekammerater konfronterer hende med nogle rygter fra hendes tid i specialklassen. Hun får pludselig kvalme inde i klassen, går ud og falder om og kan ikke trække vejret.

"Jeg græd ikke, men der løb vand ud af øjnene på mig, og jeg kunne slet ikke få vejret," forklarer Selma.

Det er hårdt at gå i folkeskole. Der sker misforståelser, pigeverdenen og venskaber er svære at balancere i for Selma, og det er, som om tiden og oplevelserne fra specialklasserne hænger fast.

"Jeg har altid følt mig ensom og haft svært ved at se, hvad det var, jeg gjorde forkert. Mit problem har også været, at jeg ikke har vidst, hvad venskab er. Jeg ville så gerne have det, jeg kunne se, andre havde: Venner. Jeg har savnet nogen at ringe til og snakke med og lege med. Nogen, som ønskede mig det bedste, og som jeg ikke skulle være bange for. Og så har jeg måske været for meget, når jeg så endelig har følt, at jeg havde fået en ven," forklarer hun.

Angstanfaldene tager til, og Selma er til sidst helt isoleret i klassen og taler ikke med nogen. Flere og flere dage er hun hjemme fra skole. Situationen er fastlåst, og Selmas forældre beslutter, at hun skal gå i 9. klasse på en privatskole.

På privatskolen tager Selma en beslutning om at fokusere på det faglige.

"Det var en ordentlig omgang med lektier. Det var intenst. Jeg havde ikke haft undervisning i lang tid og slet ikke på den måde. Men jeg besluttede mig for at tage mig sammen. Det sociale gik dårligt, men jeg arbejdede røven ud af bukserne," konstaterer hun.

Når man i dag spørger Selma om det mest positive minde fra hendes skoletid, lyder det:

"Undervisningen på privatskolen. Hvis du virkelig har noget ordentlig undervisning, og læreren er engageret, så er det rigtig interessant. Jeg kan især godt lide engelsk. Folk siger, at jeg er god til det."

På privatskolen vågnede drømmen om at komme i gymnasiet. Selma knoklede og tog afgangsprøve i alle fag. Det blev adgangsbilletten til hendes drømmegymnasium, hvor hun kom gennem nåleøjet og går i dag.

"Jeg havde aldrig tænkt videre end folkeskolen. Gymnasiet var en fjern drøm. Det er virkelig surrealistisk. Jeg føler ikke så tit, at jeg har vundet eller opnået ting, og pludselig kommer jeg ind her," siger hun.

Angsten er ikke væk, depressionerne er ikke væk, og Selma kommer ofte meget træt hjem.

"Men jeg vil det her. Jeg føler, det er min chance. Det er ikke sådan, at jeg mærker, at jeg har en diagnose i min hverdag, men jeg er virkelig træt, når jeg kommer hjem. Jeg tror nogle gange, at jeg bruger 200 procent mere energi på at gå i skole og leve end mange andre. Det, tror jeg ikke, der er mange, der forstår," siger hun.

SELMAS TI SKOLEÅR

  • Almindelig folkeskole og SFO i 0., 1. og 2. klasse

  • Hjemmeundervisning i fire måneder i efteråret i 3. klasse, hvor hun havde en depression

  • To forskellige specialgrupper med få andre børn på folkeskole i 3.-4. klasse

  • Specialgruppe med få andre børn på en anden folkeskole i 4.-5. klasse

  • Specialskole – et autismespecifikt skoletilbud i 6.-7. klasse

  • Folkeskole inkluderet i almindelig klasse med støtte i 7.-8. klasse

  • Privatskole i almen klasse uden støtte i 9. klasse

  • Alment gymnasium uden støtte.

SET I BAKSPEJLET

Gennem hele sin skoletid i specialtilbud og folkeskole har Selma ofte oplevet, at de voksne, lærere, pædagoger og støttepersoner, hun har været omgivet af, ikke vidste nok. Men netop professionelle voksne, der ved, hvad de laver, og hvem børnene er, er et must, mener hun.

"De voksne, som bliver tilknyttet børn, der har det svært, bliver nødt til at vide, hvad de laver. Det betyder så meget. De skal i hvert fald have nogle kurser, hvis de skal passe sådan et barn, som jeg var. Jeg har haft støttelærere, som ingenting vidste. De kom bare og var der. De vidste ikke, hvem jeg var, og hvordan min fortid havde været, at jeg havde gået på andre skoler før, og hvad mine diagnoser var. Hver gang skulle jeg forklare alt helt fra scratch. Jeg skulle lære dem, hvordan det var at passe på mig."

Fagligt føler Selma, at de mange år i specialklasser har sat hende tilbage.

"Jeg kan sige helt koldt, at fagligt fik jeg intet med fra specialklasserne. Det gjorde jeg virkelig ikke. Da jeg kom tilbage i en almindelig klasse, skulle jeg hente fire år på ét år," siger hun. Hun oplevede også, at der i specialtilbuddene blev lagt låg på at tale om det svære. Om diagnoser, om at være anderledes, om konflikter og problemer. Og om fremtiden. Det handlede om at få dagen til at fungere med så få konflikter som muligt. Alt det andet blev fejet væk.

"Jeg synes, de voksne så ned på os. Jeg tror ikke, de troede på, at vi ville blive til noget. Hvis man fortalte om sine fremtidsdrømme, så var det ligesom, de prøvede at skrue ned og sige ’kunne du ikke hellere tænke dig at blive det andet dér, som ikke er så svært’. De prøvede at gøre os klar til en afgangsprøve, men gymnasiet var der ingen, der talte om," forklarer hun.

Da hun kom tilbage i folkeskolen og senere privatskole, var det tydeligt, at der var faglige huller.

"I 8. og 9. var det tit, at læreren sagde ting som ’I skal bruge Pythagoras, men den kender I jo fra 6. klasse’. Så kunne jeg godt sidde og blive bange for alt det, jeg havde misset. Der er nogle ting, jeg har lært meget længere tid efter andre. Fx tog det mig lang tid at lære klokken. Jeg var måske 14," forklarer hun.

Der er til gengæld én ting, som Selma har fået med fra sine år i specialklasserne, og som mange i det almene skolesystem måske kunne bruge.

"Én af de gode ting er, at jeg har fået en større tolerance over for specielle mennesker – mennesker, som er anderledes," konstaterer Selma.

Lige nu går hun i gymnasiet inde i byen mange kilometer fra sine tidligere skoler. Og det er helt med vilje.

"Der, hvor jeg er vokset op, kan folk godt blive meget ens. Jeg kan godt lide det liv, der er her i byen, og at folk er forskellige," siger hun.