Fremtidens dagtilbud - Barnet: Det bedste er at få nye venner

Er alt godt i Danmarks vuggestuer og børnehaver, eller blinker alarmlamperne? UCC magasin har spurgt fire centrale aktører på dagtilbudsområdet om, hvad de er stolte af, bekymrede over og hvad de håber for fremtiden i danske dagtilbud.

Barnet: Laura Hedegaard Madsen, Fire år, går i børnehave

Hvad er det bedste ved at gå i børnehave?

Jeg kan godt lide at gå i børnehave. Det bedste er at få nye venner. Jeg leger med Frederik D., Nilas og Liam. Jeg er stjernebarn nu, så er jeg stor. Vil du høre en sang? (Laura tænder for Rasmus Seebach på sin iPad.) Man kan også danse i børnehaven. Og høre musik. Jeg går på Regnebuestuen. Jeg kan lide at klæde mig ud og at tegne. Også hoppe. Og lave kolbøtter. Vi har legehuse udenfor. Om fredagen må vi have iPad med.

Læs også: Ministeren: Vi skal knække den negative sociale arv

Hvad er det værste ved at gå i børnehave?

Når det regner. Eller når der ikke er nogen at lege med. Eller når jeg ikke har lyst til at lege med nogen. Jeg var syg i fredags. Se her, jeg har søvn i øjet! (Laura viser mig noget på pegefingeren). Der er også nogen, der får skældud. Jeg gør også nogle gange. Det er ikke så dejligt.

Læs også: Pædagogen: Ensidigt fokus på læring er et 180 graders vildspor

Hvad ville du lave om, hvis det var dig, der bestemte i børnehaven?

At de voksne altid var søde. Når Bettina er på ferie, er der ikke nok voksne. Jeg ville godt have mere iPad i børnehaven. Det er godt at bestemme. Jeg får ikke lov til det så meget. Man må godt bestemme, hvad man vil lege. Man må også godt bestemme, hvis der er nogen, man ikke vil lege med. Men man må ikke bestemme, hvornår man skal spise. Nogen gange må man bestemme, om man vil være ude eller inde. Ved du godt, at Pippi Langstrømpe kan bære et helt hus?

Læs også: Politikeren: Lad forældrene stemme dårlige institutioner hjem

Under interviewet byder Laura mig også på chokolade fra sit påskeæg, viser mig seks par højhælede Disney-prinsessesko, tre udklædningskjoler, sine glimmerklistermærker på skabet og et spil på iPad’en med en hoppende pingvin. Vi hører også ’Du Du Du’ og ’Kigger på fugle’ fra hendes playlist. Da vi er færdige, skriver Laura ’LAURA’, ’SILLE’, ’FAR’ og ’MOR’ på min notesblok.

Læs også: Bred offentlig debat om kvalitet i dagtilbud