Samarbejde mellem lærer og pædagog: Meningsfuldt og udfordrende

Mest meningsfuldt og ind imellem udfordrende. Sådan er det at arbejde sammen som lærer og pædagog i skolen. UCC magasin har talt med pædagog Anja Wittus Nissen og lærer Mette Wåhlin fra Herlev Byskole om deres professionelle samarbejde.

Ti-frikvarter på Herlev Byskole. Pædagog Anja Wittus Nissen stikker hovedet ind i personalerummet. Hun er lige mødt og håber at kunne stjæle sig til et par minutters fælles forberedelse med lærer Mette Wåhlin, før de sammen går de 30 meter ned ad gangen langs metervis af pangfarvede børnejakker og ind i deres fælles 2. klasse.
Anja Wittus Nissen er primærpædagog for klassens børn i SFOen, og så bruger hun cirka en tredjedel af sin arbejdstid som pædagog på at være med i undervisningen i forskellige fag. Det bliver til 8-10 timer om ugen, hvor hun laver alt fra at hjælpe med matematikopgaver til at lave samarbejdsøvelser eller tale en konflikt igennem med en gruppe børn.

”Jeg ser min primære rolle som at sikre trivsel i klassen og hos det enkelte barn – og så at være med til at skabe ro i klassen. Jeg byder også ind i undervisningen, hvor jeg synes, jeg har noget at komme med. Men jeg holder fast i, at det er læreren, der har ansvaret for, at børnene når de faglige mål. Til gengæld har jeg ansvaret for, at vi får nogle hele børn, der er klar til at komme videre ud i livet,” siger Anja Wittus Nissen.

Læs også: Pædagoger - fra første skoledag til afgangsprøven

Lærer Mette Wåhlin nikker. Det er hende, der lægger klassens skema, og hun planlægger sin undervisning nøje efter, hvornår hendes pædagogkollega er med.

”Vi har en klasse med et stort fagligt spænd, hvor mange har brug for at blive set og få hjælp. Derfor giver det en tydelig ro, når Anja er med i klassen og kan være opmærksom på forskellige elever, der af den ene eller den anden grund har brug for det,” forklarer Mette Wåhlin.

Læs også: Pædagog - og ikke minilærer

FÆLLES FORBE … HVAD FOR NOGET?

Som det er nu, er der ikke afsat tid til fælles forberedelse. Og det er derfor, Anja Wittus Nissen ind imellem prøver at fange Mette Wåhlin i ti-pausen.

”Det er bare for lige kort at høre, hvad Mette har tænkt sig og min rolle i det. Ellers må jeg kigge i ugeplanerne på intra,” forklarer Anja Wittus Nissen.
Typisk har Mette planlagt, hvad der skal ske fagligt i timerne, og så hægter Anja sig på.

”Anja er god til at aflæse rigtig hurtigt, hvad der skal ske. Så det kan godt fungere, men det ville da fungere endnu bedre, hvis der var tid til fælles forberedelse,” konstaterer Mette Wåhlin.
Fx har lærerteamet lige planlagt et helteforløb for klassen, som Anja Wittus Nissen ikke har været med til.

”Anja sidder som pædagog med en masse gode idéer og erfaringer, som vi kunne have glæde af, hvis vi havde fælles forberedelse. Nu forbliver hendes input på sådan et ’hey-for resten-niveau’,” siger Mette Wåhlin.

”Jeg ville da vildt gerne være med til at planlægge et helteforløb, men det er ikke sådan, at jeg føler mig forbigået. Vi er nødt til at se på mulighederne her, og jeg ved, at ledelsen sidder og arbejder på nogle tiltag, så vi kan få formaliseret noget fælles forberedelse frem mod næste skoleår,” siger Anja Wittus Nissen.

KENDER BØRNENES SYSTEMER

Ude på gangen er et af børnene krøbet ind i sin garderobeplads. Og det er den slags situationer, hvor Anja Wittus Nissen er guld værd, påpeger Mette Wåhlin. De sidste par måneder har Anja fx haft meget fokus på et barn, der havde det rigtig svært og ikke ville ind i klassen efter frikvartererne.

”Den slags problematikker har vi haft et hav af. Og dem kan vi tage fat på stille og roligt, når vi er to. Du gør det, jeg gør det, ” siger Mette Wåhlin.

Som pædagog ser Anja Wittus Nissen børnene i mange forskellige situationer og fag i løbet af en uge, og det bruger hun pædagogisk. Når hun er med i natur/teknik, beder læreren hende om at inddele klassen i grupper, fordi hun kender børnene

og deres samspil indgående og ved, hvem der er gode at sætte sammen.

”Det er en stor fordel, at jeg ved, hvordan børnene agerer i forskellige fag. Dér har jeg en fordel i forhold til lærerne. Hvis jeg fx ved fra matematik, at et barn er meget systematisk tænkende, så kan jeg dele det med dansklæreren og sige: ’det med systemerne kører bare for det her barn. Måske kan vi bruge det, når hun skal lære grammatik?’” forklarer hun.

Vi har en klasse med et stort fagligt spænd, hvor mange har brug for at blive set og få hjælp. Derfor giver det en tydelig ro, når Anja er med i klassen 
- Lærer Mette Wåhlin

DRØMMEN OM TO VOKSNE

Anja Wittus Nissen holder solidt fast i, at det er læreren, der har ansvaret for det faglige og elevernes læring.

”Jeg overtager ikke undervisningen. Jeg understøtter den. Jeg er glad for at støtte børnenes udvikling og trivsel. Og så må jeg en gang imellem sluge en kamel eller to. Fx er det lige blevet besluttet, at jeg skal lave læsetræning med en gruppe af børnene. Da jeg først hørte det, tænkte jeg: ’Skal JEG? Det er ikke noget, jeg har lært på seminariet!’ Men det er ikke fordi, jeg ikke vil. Det er bare fordi, tanken er ny, og jeg lige skulle smage på ideen,” forklarer hun.

Hun er træt af retorikken om ’det svære samarbejde’.

”Vi bliver nødt til at italesætte det, der fungerer, så vi kan få det til at vokse. Der nytter ikke noget at tale os ned i et sort hul. For mig handler det om børnene. Om at give dem en tryg, genkendelig, udviklende og lærerig hverdag. Det er dét, der skal i fokus,” understreger hun.

Både Mette Wåhlin og Anja Wittus Nissen er grundlæggende positive over for deres gensidige samarbejde og mange af de ændringer, som folkeskolereformen og den understøttende undervisning medfører i skolen. Men de meget lange skoledage for de små elever i indskolingen har de svært ved. Faktisk har de en fælles drøm:

”I den ideelle verden var der to voksne i alle timer,” siger Anja Wittus Nissen, og Mette Wåhlin supplerer:

”Hvis jeg sad på ministertaburetten, så var der en fast klasselærer-pædagog, der fulgte klassen hele dagen. Pædagogen ville skabe tryghed og kontinuitet, og så kunne de skiftende faglærere komme ind og undervise i deres fag. Hvis vi gjorde det sådan, så vil jeg hævde, at børnene kunne nøjes med at gå i skole fra 8-12, trives og lære det samme – måske mere,” siger hun.