Pædagog i Ghana

Linda Lehmann tog sin sidste praktik som pædagogstuderende i Ghana. En tid, der har sat dybe spor og præget hendes liv som pædagog.

En drøm gik i opfyldelse, da Linda Lehmann i løbet af sin uddannelse til pædagog fandt ud af, at hun kunne kombinere at rejse til Afrika med det fag, som hun brænder for.

Sammen med en flok medstuderende drog den dengang 23-årige Linda Lehmann til Ghana, hvor hun skulle arbejde på en skole.

”Det var et chok. Inden man tager af sted, bliver man godt forberedt og læser meget. Men at møde nogen, som har så anderledes et menneskesyn, er et chok. Det, du synes, er et gængs menneskesyn, bliver du slet ikke mødt med forståelse for. Vi arbejdede jo med børn, og de bruger stadig spanskrør og slår,” fortæller Linda Lehmann.

De danske pædagogstuderende havde en idé om, at de kunne forklare de ghanesiske lærere, at al forskning viser, at børn ikke lærer noget af at blive slået. Men de ghanesiske lærere lukkede af.

Situationen blev sat på spidsen, da Linda Lehmann oplevede, at en lærer straffede en flok elever ved at få dem til at lægge sig på knæ med armene strakt ud og hovedet ned i jorden. I sympati lagde hun sig ved siden af eleverne i samme stilling. Læreren viste tydeligt ubehag ved, at Linda nedværdigede sig selv ved at gøre som børnene og forstod ikke handlingen. Han standsede ikke afstraffelsen. I et kvarter lå hun, indtil skolelederen kom og bad hende om at rejse sig. Da hun halvanden time senere kom tilbage, lå eleverne i samme stilling. Tårerne trillede ned ad deres kinder.

”Jeg stillede mig foran læreren og sagde, at det knuste mit hjerte at se. Jeg bad ham om at stoppe,” fortæller Linda Lehmann.

Det virkede, og han stoppede. Efterfølgende bad Linda og hendes medstuderende om at få en samtale med læreren for at forstå, hvad det gik ud på. Han forklarede, at han havde hørt, at det var rigtig godt at holde musklerne i gang, og at han elskede at undervise.

”I hans øjne gjorde han det bedste, han kunne, ud fra det han vidste. Det kan man læse om i alle bøger, men at opleve det selv − at sænke paraderne for en, som man i første omgang syntes opførte sig så forkert – det er noget helt andet,” forklarer Linda Lehmann.

Oplevelsen vendte hendes forståelse på hovedet. Hun forstod, at hun ikke kunne lære de ghanesiske lærere noget.

”Det fedeste er, når det vender: Når det er mig, der skal lære af dem. Både som menneske og professionel kan man lære så meget af dem. Den dag i dag vender jeg stadig tilbage til det, jeg lærte: at ethvert menneske gør det bedste, de kan,” siger Linda Lehmann, som i dag arbejder på en skole i en specialafdeling for børn med autisme.

”Når man står over for børn med dobbelt- og tripplediagnoser og deres forældre, så kan man huske sig selv på, at det her barn gør det bedste, det kan. Hvis et barn opfører sig dårligt, gør det stadig det bedste, det kan. Det er rammerne, der er noget i vejen med. Og det er mit job som pædagog at sætte rammerne, så barnet kan navigere ud fra dem og ud fra sine forudsætninger,” konkluderer Linda Lehmann, som også lærte en helt masse andet:

”Man skal være enormt selvstyrende for at få noget ud af det, men de erfaringer, som du får med hjem, betyder mere, end de andre praktikker jeg har været i. For mig gav det en forståelse for, hvad jeg skulle være som pædagog. Der skulle jeg fuldstændig opfinde mig selv. Den pædagogik, jeg ønskede, skulle jeg selv være. Det var en kæmpe oplevelse.”

Linda Lehmann i Ghana

 

Sammen med to medstuderende var pædagog Linda Lehmann i praktik på en skole i Ghana, da hun var studerende. På skolen sad lærerne på stole, mens børnene sad på jorden. De danske pædagogstuderende ville sidde sammen med børnene, og de brugte måneder på at prøve at forklare lærerne, at de ville sidde i børnehøjde.