International uge tiltrækker 100 undervisere fra andre lande

I uge 16 og 17 næste år afholder UCC en international uge, hvor 100 undervisere fra forskellige lande deltager. Hver især skal de undervise ca. tre lektioner, ligesom de vil deltage i faglige netværk og i et fælles seminar med UCC’s Afdeling for Forskning, Udvikling og Internationalisering.

Annette Bruun er international koordinator og lektor ved læreruddannelsen Blaagaard/KDAS. Hun fortæller: ”Det skaber en fantastisk dynamik, når vi på den måde gør UCC til internationalt trækplaster for så mange undervisere fra såbred en vifte af lande. Vi ser det her som en rigtig god anledning til at invitere alle vores internationale kontakter og dermed skabe ’Internationalization at Home’.”

UCC samarbejder med et stort antal uddannelsessteder i og udenfor Europa og er medlem af flere internationale netværk, blandt andet det europæiske lærernetværk ETEN. En del af konferencedeltagerne kommer netop via dette netværk.

”Ugen er et eksempel på, hvordan vi hele tiden arbejder på at styrke den internationale dimension i UCC. Vores studerende mærker det i den konkrete undervisning, ligesom vores undervisere fra samtlige afdelinger får mulighed for at etablere og indgå i internationale netværk og projekter,” lyder det fra Annette Bruun.