Science kræver modige pædagoger

En undersøgelse viser, at mange pædagoger og pædagogstuderende har en snæver opfattelse af, hvad science og naturfag er, og at de har svært ved at gribe det naturvidenskabelige nu.

Science? Det er noget for kloge mennesker med store hjerner. Det er egentlig ikke noget for pædagoger. Sådan lyder en af antagelserne i en undersøgelse om science i pædagogikken blandt pædagogstuderende og deres praktikvejledere i institutionerne. Undersøgelsen er lavet af Birgitte Damgaard, Karen Bollingberg og Peter B. Schultz, der er lektorer i naturfag på tre af UCC’s pædagoguddannelser. Den viser, at der er meget stor bredde i såvel pædagogers som pædagogstuderendes opfattelse af og tilgang til science.

"Nogle er decideret naturvidenskabeligt uvidende og mener, at science er noget med aliens. Andre har en stor og bred viden, og så har vi en midtergruppe, der har en meget nysgerrig og kreativ tilgang til feltet og hurtigt kommer med," siger Karen Bollingberg.

Undersøgelsen bestod af aktionslæringsforløb, fokusgruppeinterviews med studerende før og efter aktionslæringsforløb med fokus på science samt spørgeskemaer til studerende og interviews med praktikvejledere udført af en del de samme studerende.

FYSIKKEN BLIVER VÆK

Undersøgelsen viser først og fremmest, at science opfattes som noget, man arbejder med udendørs, og som har med naturen at gøre. Og ofte er science noget, der foregår spontant, hvor pædagogerne følger børnenes spor.

"Når pædagogstuderende og deres praktiksteder arbejder med science, er det ofte koncentreret om udendørsaktiviteter med planter, dyr og vejrforhold. Mens der stort set ikke bliver arbejdet med fx fysik, geologi og astronomi," siger Karen Bollingberg.

Det kunne hun og Birgitte Damgaard godt tænke sig at rykke ved:

"Vi mener, at der er mulighed for at arbejde med science alle steder – ude, inde, sommer, vinter og så videre. Der er science i stort set alt: Når man bager boller, er der en gæringsproces. Når man vasker hænder, er der tryk i vandhanen og kulde og varme. Når man sår karse, kan man eksperimentere med at lade det stå i vindueskarmen og i et skab," forklarer Birgitte Damgaard.

TYNGDEKRAFT OG RIGTIGE FISK

Undersøgelsen viser også – og måske ikke helt overraskende – at de studerende i højere grad tager udgangspunkt i pædagogiske teorier om læring, sociale relationer, sprog osv. frem for naturvidenskabelig teori og viden om fx fødekæden og tyngdekraften.

En tredje klar tendens i undersøgelsen er, at de studerende og pædagogerne bruger deres egne følelser og sympatier som springbræt i arbejdet med science. Det betyder fx, at en pædagog, der ikke kan lide at røre ved fisk, typisk vil fravælge, at børnene skal dissekere eller bare røre ved en rigtig fisk i forbindelse med et tema om fisk.

"Mange af de studerende bliver meget påvirkede. Men som pædagog må man arbejde med sin adfærd. Hvis man har en fobi for fx edderkopper og vil arbejde med børn, så må man også arbejde med sin fobi," siger Karen Bollingberg.

"Ligesom professionelle pædagoger jo arbejder med sig selv på en lang række andre områder, fx temperamentet," tilføjer Birgitte Damgaard.

De mener, at man som pædagoger må arkivere sine egne sympatier og antipatier for naturvidenskabens verden.

"Pædagoger skal ikke vide alt om fødekæder og alle træsorter. Slet ikke. Men de skal understøtte barnets nysgerrighed Børn er af natur små naturvidenskabsmænd. De øver, eksperimenterer og undersøger, og hvis man som pædagog stopper dem i det i stedet for at bakke det op og udvikle det, er det problematisk," siger Karen Bollingberg.

SEKS ENKLE TRIN TIL MERE SCIENCE

Begge håber, at flere pædagoger vil arbejde sciencedidaktisk og blive bedre til at gribe det naturvidenskabelige nu.

"Vi har lyst til at udvide pædagogernes forståelse af science og zoome ind på alle de muligheder, der er i at arbejde med naturvidenskab," siger Birgitte Damgaard.

Det kan man fx gøre ved at lade sig inspirere af elementerne i en model, som de to undervisere har lavet. Den har seks faser: 1. Observere, 2. Beslutte, 3. Undersøge, 4. Fortælle, 5. Skabe og 6. Dele.

"Hvis man ikke ved noget om science, så kan man gennem modellens ret enkle trin blive klog sammen med børnene. Den skaber rammerne for, at man kan være medundersøgende sammen med børnene – og indimellem også som pædagog træde i karakter og sige: Vi går den her vej," forklarer Birgitte Damgaard.

Karen Bollingberg

Lektor på UCC’s pædagoguddannelse Frøbel. Underviser i faget ’værksted, natur og teknik’ (VNT). Uddannet geolog. En af de tre hovedkræfter bag undersøgelsen ’Science i pædagoguddannelsen’.

Kontakt: kab@ucc.dk eller 4189 7746.

Birgitte Damgaard

Lektor på UCC’s pædagoguddannelse Storkøbenhavn. Underviser i faget ’værksted, natur og teknik’ (VNT). Uddannet biolog og naturvejleder. En af de tre hovedkræfter bag undersøgelsen ’Science i pædagoguddannelsen’.

Kontakt: bvd4@ucc.dk eller 4189 7834.

Sådan: Science for pædagoger

Birgitte Damgaard og Karen Bollingberg fra UCC’s pædagoguddannelse har lavet en model i seks faser, der gør det nemt at komme i gang med at arbejde med science:

1. Observationsfasen:
Kig på, hvad børnene er interesserede i. Følg børnenes spor. Er de fx optaget af vand? Børnene griber tit selv det naturvidenskabelige nu. Eller tag udgangspunkt i noget aktuelt. Det kunne være en død fugl på legepladsen eller dissekering af en giraf i zoo.
Eksempel: Børn og pædagoger finder en mus i skoven. De kigger sammen på den og rører ved den med en pind.

2. Beslutningsfasen:
Tag en beslutning om at gå sciencevejen. Beslutningen kan enten komme fra børnene, fra pædagogerne eller fra politisk niveau, som det fx sker, når det bliver besluttet, at alle dagtilbud i en kommune skal arbejde med science.
Eksempel: Vi vil bruge musen fra skoven til noget og tager den med hjem i stedet for at kigge efter anemoner. Børn og pædagoger beslutter sig for at researche og få viden om mus og forrådnelse.

3. Undersøgelsesfasen:
Pædagogerne har nu gjort sig klogere sammen med børnene. Man undrer sig og danner en hypotese.
Eksempel: Pædagoger og børn beslutter sig for at undersøge, hvad der sker med en død mus. De kan fx lave et forrådnelsesbur af hønsenet, som de lægger musen i og sætter fast i hjørnet af legepladsen. Her kan børnene de næste uger følge med i, hvad der sker med musen.

4. Den narrative fase:
Pædagoger og børn skal tale om deres fund. Pædagogerne lader børnene stille spørgsmål. De voksne må gerne fortælle og formidle viden og egne oplevelser, bare de ikke docerer og leverer tør faglig viden på det forkerte tidspunkt.
Eksempel: Nogle børn vil måske spørge, om musen er en mor- eller en far-mus. Den voksne kan fx snakke om begreberne ’en hun’ og ’en han’. Man kan fx også diskutere, om musen har nogle unger et sted, og hvad der sker med dem – og fx introducere fødekæden.

5. Den æstetiske fase:
Børn og pædagoger bearbejder deres indtryk ved at skabe noget kreativt. Det kan være gennem bevægelse, tegning, maling, video, lyd, en leg, en planche, en historie.
Eksempel: Måske tager børn og pædagoger fotos af musen hen over en måned og samler dem i en lamineret bog om musens død og forrådnelse.

6. Delingsfasen:
Børn og pædagoger fortæller og formidler deres viden og erfaringer fx til forældre eller andre børn i institutionen.
Eksempel: Arbejdet med musen bliver tydeliggjort og formidlet fx på en planche eller ved at vise forældrene billeder på iPad’en.