”Vi bevæger os på kanten af, hvad der kan lade sig gøre”

Det kræver oceaner af forberedelse og benhårdt arbejde hver eneste dag at undervise en klasse, hvor otte ud af 25 elever har brug for støtte. Kig ind i lærer Lene Holms hverdag på Svartingedal Skole i Hasle.

Det er morgen, og alle eleverne på Svartingedal Skole starter dagen med at læse i 20 minutter. Det gør de også i lærer Lene Holms 3. klasse. Her går der 25 elever, og otte af dem har brug for støtte fx fagligt eller socialt. Alle børnene har hver en læsemakker, og de skiftes til at læse op for hinanden. Nogle af børnene er så stærke læsere, at de sidder begravet i fantasybøger, som reelt er på 5.-6.-klasses-niveau. Andre børn i klassen har svært ved at skelne bogstaverne fra hinanden og har endnu ikke knækket læsekoden. De har en it-kuffert og hører lydbog.

”Når jeg kigger på læsningen om morgenen, så er det lykkedes. Og det er guld værd. Der bliver læst, og det har en stor effekt og styrker børnenes læseudvikling,” fortæller Lene Holm. Men hun er ikke kommet sovende til succesen. Det kræver, at hun som lærer har overblikket over eleverne og deres faglige niveau og sociale kompetencer – og har bøger og løsninger med i tasken til læseheste på alle niveauer.

”Jeg uddelegerer også noget ansvar til børnene ved at matche dem i makkerpar og instruere dem, og så stoler jeg på, at makkeren hjælper. Det er også med til at udvikle børnene, at de hjælper hinanden. Samtidig kan jeg som voksen hjælpe nogle af de svageste makkerpar. Og så revurderer jeg løbende, hvordan det går med makkerparrene,” forklarer Lene Holm.

Voksne nok

Den slags kreative løsninger med holddelinger er der mange af i 3. klasses hverdag. Otte af eleverne har brug for støtte i større eller mindre udstrækning, af forskellige årsager. Nogle har problemer med det faglige, andre skal have en hjælpende hånd socialt eller har svært ved at koncentrere sig og fokusere på en opgave. Derfor er der aldrig mindre end to voksne i klassen, hvor minimumsbemandingen er en lærer og en pædagog. I nogle timer er de fire voksne i klassen. For det at arbejde med inklusion i hverdagen på en mindre skole kræver minutiøs planlægning og hårdt arbejde. Ofte bliver klassen inddelt i hold eller værksteder, så børnene bliver undervist i mindre grupper efter deres niveau.

”Der bliver nødt til at være voksne nok, så der altid er én, der kan gå fra, hvis der er et problem. På den anden side er der jo grænser for, hvor mange voksne du kan putte ind i en klasse. Når jeg som ansvarlig underviser får en kollega ind i klassen, så er det stadig mig, der skal samle trådene. Hvis jeg fx har planlagt, at vi skal arbejde i to værksteder, hvor eleverne arbejder med forskellige danskfaglige emner, så skal jeg sørge for at have instrueret min kollega i, hvordan det skal afvikles. Dermed skal jeg ikke blot lede klassen, men også være leder for min kollega. Der er mange tråde at holde fast i – nogle gange for mange,” siger Lene Holm.
Og det kræver en udpræget grad af samarbejde i lærerteamet at sørge for, at børnene og klassen får den støtte, de har brug for.

På grænsen

Det virker

Lærer Lene Holm bruger en lang række redskaber for at få inklusion til at fungere i praksis. Her er nogle af dem:

  • Klasseledelse. De fleste børn kan godt lide stram styring. Skriv dagens program op på tavlen og programmet for hver enkelt time. Hak af undervejs, så børnene kan se, hvor I er kommet til.
  • Time-timer. Et visuelt ur på væggen i klassen, hvor man kan se præcist hvor lang tid, der er tilbage af en aktivitet. Det giver ro.
  • Tydelighed. Ingen børn skal være i tvivl om, præcis hvad det er, læreren ønsker af dem. At sige ”Ro i klassen!” er ikke nok. Barnet skal vide præcist, hvad han eller hun skal. ”Sid stille på din stol og kig på mig”.
  • Flere voksne. Det er alfa og omega, at der er voksenhænder nok, så der altid er én til at løse en konflikt eller hjælpe.
  • Bredt udvalg af undervisningsmateriale. Når børnene er på forskellige niveauer, er det vigtigt, at læreren har opgaver, bøger etc., der passer til den enkelte elev. Ingen skal have for høje eller for lave krav.
  • Sparring fra fagfolk – både til teammøder og i klassen. Fx skolens leder, AKT-konsulent, tale-høre-lærer, tolk, psykolog og andre lærere, der kan give supervision.

Grundlæggende er inklusionstanken det eneste rigtige, mener Lene Holm.

”Jeg tror på, at vores børn kan bruge det til noget, at vi lærer dem at håndtere forskelligheder. Det udvider deres forståelse, og de får et mere nuanceret billede af hvad mennesker er, og at det er i orden, at vi er forskellige,” siger hun.

Hun gør meget ud af at gøre lige så meget for de velfungerende børn, så de udvikler sig og også føler sig set og hørt.

”Vi skal være meget bevidste om, at vi ikke i vores iver for at hjælpe ét barn med at få en succesfuld skolegang glemmer de andre. De dygtige skal ses og høres og udfordres og have at vide, at de er vigtige for fællesskabet. For de er vigtige. Uundværlige,” pointerer Lene Holm.

I praksis oplever hun, at det indimellem giver nogle urimelige udfordringer, når det sociale og det faglige i klassen skal balanceres. Som lærer vil hun gerne have, at børnene skal lære noget og have gode resultater i læse- og staveprøverne. Men hvis der har været en konflikt i frikvarteret, eller hvis en elev er ulykkelig eller uadreagerende, er der ikke andet at gøre end at tage hånd om det – før det faglige. Og det er stressende.

”Indimellem synes jeg, at vi bevæger os på kanten af, hvad der kan lade sig gøre – og hvad skolen kan skrabe sammen af ressourcer,” siger Lene Holm.

Læs mere om UCC’s arbejde med inklusion i skoler og dagtilbud i UCC magasin 4 og 7 og på www.ucc.dk

Siden sidst

 

Denne artikel blev bragt første gang i UCC magasinet i juni 2012. Siden dengang har syv børn forladt klassen, hvor der nu går i alt 18 børn. Der er én lærer og fuld pædagogstøtte i alle timer i klassen. To af eleverne er tilknyttet en mindre specialeklasse på skolen.

 

"Det er lykkedes at finde løsninger for nogle børns vanskeligheder, mens der er andre problematikker, som vi ikke har kunnet løse under de forhold, der nu engang er på en almindelig folkeskole. Så om inklusion lykkes, afhænger lidt af hvilket succeskriterium, man stiller op," siger klasselærer Lene Holm.

Lene Holm

Uddannet folkeskolelærer i 1984 med linjefag i dansk og idræt og speciale i småbørn. Har fejret 25 års jubilæum i det bornholmske skolevæsen og har selv gået på Hasle Skole. Svartingedal Skole er den tidligere Hasle Skole og er den ene af to afdelinger i Skole Nord på Bornholm.